Handlinger tilknyttet webside
Diabetes (sukkersyge)
Diabetes er en tilstand, hvor kroppens evne til at omsætte glukose (sukkerstof) er forringet. Enten fordi kroppen ikke producerer tilstrækkeligt insulin, eller fordi virkningen af insulin i kroppen er nedsat. Diabetes er en kronisk sygdom, som varer resten af livet.
Diabetes inddeles almindeligvis i to typer:
• Type 1 diabetes – immunforsvaret dræber, af endnu ukendte grunde, kroppens insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Personen skal derfor behandles en eller ofte flere gange om dagen med insulinindsprøjtninger. Type 1 diabetes kan ikke forebygges.
• Type 2 diabetes – kroppen producerer i begyndelsen stadig insulin, men insulinen virker ikke efter hensigten. Type 2 diabetes behandles for det meste med diæt og tabletter. Ca. 80 % af de personer, som får type 2 diabetes, er overvægtige. Mange af disse tilfælde kan forebygges, da forkert kost, fysisk inaktivitet og overvægt spiller en vigtig rolle i udviklingen af type 2 diabetes.
Pr. 31. december 2005 havde ca. 220.000 danskere fået konstateret diabetes. Af disse havde ca. 10 % type 1 diabetes.
Eventuelle følgevirkninger
Tegn på uopdaget eller dårligt reguleret diabetes kan bl.a. være:
• udtalt tørst og hyppig vandladning
• hovedpine, mavesmerter og kvalme
• vægttab
• dårlig almen helbredstilstand
• udtalt træthed
• kløe på grund af svampeinfektion
Hvis diabetes reguleres optimalt med insulin, tabletter og/eller livsstilsændringer som diæt, motion og evt. vægttab, kan personen leve godt med sygdommen. Med tiden kan der dog opstå forskellige følgesygdomme, hvoraf de hyppigst forekommende er:
• hjerte-kar-sygdomme
• neuropati (nervebetændelse)
• fodsår
• retinopati (nethindebetændelse)
• nefropati (nyresygdom)
• sygelig træthed
Generelle hensyn i forhold til beskæftigelse
Mange mennesker med diabetes fungerer godt i arbejdslivet på helt almindelige vilkår. Men senkomplikationer kan medføre alvorlige handicap og nedsætte arbejdsevnen.
Diabetikere, der behandles med insulininjektioner, har i løbet af en arbejdsdag brug for at kunne kontrollere blodsukker og eventuelt tage insulin eller spise. Både blodsukkermåling og insulininjektion bør kunne foregå i enerum, ligesom det er vigtigt, at diabetikere kan planlægge pauser og måltider.
For insulinbehandlede diabetikere er der visse erhvervsbegrænsninger på grund af sikkerhedskrav. Forsvaret, politiet og brandmyndigheder har restriktioner fx i forhold til at køre med udrykningskøretøjer. En person, der er i insulinbehandling for sin diabetes, er udelukket fra at arbejde som pilot, togfører, erhvervsdykker og som oftest også fra arbejdet som buschauffør.
Forening
Diabetesforeningen – www.diabetes.dk