Handlinger tilknyttet webside
Emfysem
Se også 'KOL', 'kronisk bronkitis', 'sarkoidose', 'støvlungesygdomme' og 'tuberkulose'
Emfysem – for store lunger – skyldes en kronisk udvidelse af små lungeblærer i som regel begge lunger. Navnet refererer til ’at blæse op’ (på græsk: emphysan).
Lungerne er opbygget nærmest som en svamp og består af lungeblærer. Ved emfysem mister de udvidede lungeblærer deres normale elasticitet, og det nedsætter oftest personens mulighed for effektivt at skifte luft i lungerne. Ofte er der også tale om lungefibrose, hvor lungeblærernes vægge er så fortykkede af arvæv, at det vanskeliggør udvekslingen af ilt og kultveilte mellem lungeblærerne og blodet. I svære tilfælde af emfysem er antallet af små blodkar betydeligt nedsat, og hjertet skal derfor arbejde hårdt for at pumpe blodet gennem lungekredsløbet.
De fleste mennesker, der får emfysem, har været storrygere i en årrække, og rygning er en væsentlig faktor i udviklingen af sygdommen. Derudover kan allergi og arvelig disposition for sygdommen spille en rolle. Sygdommen forekommer hyppigst hos personer, der i flere år har lidt af andre kroniske lungesygdomme som fx astma, bronkitis, støvlunge og tuberkulose.
Mulige følgevirkninger
Følgevirkningerne ved emfysem kan være:
• forhøjet blodtryk
• hovedpine
• forkalkning i lungepulsåren
• forstørrelse af højre hjertekammer
• træthed
• søvnløshed
• læber og fingerspidser kan få en blålig farve ved svære tilfælde
• åndenød, der opstår gradvist i løbet af måneder eller år på grund af det lave iltindhold i blodet og i nogle tilfælde det forøgede indhold af kultveilte. I begyndelsen kommer åndenøden kun ved svær fysisk anstrengelse, men med tiden skal der mindre og mindre til.
• trykfornemmelser eller smerte i brystkassen, fordi brystmuskulaturen har ændret sig som en følge af de forstørrede lunger og hosten. Ved vejrtrækning bevæger ribbenene sig mindre end normalt, og ofte er mennesker med emfysem lidt duknakkede og har løftede skuldre.
• i enkelte tilfælde kommer der vand i kroppen og ophobning af blod i leveren
Emfysem kan ikke helbredes, men tilstanden kan bedres ved hjælp af medicinsk og fysiurgisk behandling, ligesom den kan bedres, hvis tobaksrøg undgås.
Generelle hensyn i forhold til beskæftigelse
Jobmulighederne afhænger af, hvor udpræget sygdommen er. Hvis personen skal kunne varetage et arbejde, er det vigtigt, at arbejdet er tilpasset den konkrete situation. Et fysisk belastede arbejde er oftest ikke hensigtsmæssigt, da en person med emfysem som regel lider af åndenød. Det er derudover vigtigt, at personen har mulighed for hvil og pauser i løbet af arbejdsdagen, og at der er mulighed for at arbejde i et langsommere tempo, hvis personen har brug for det. Ved meget svære tilfælde af emfysem er arbejde ikke længere en mulighed.
Det er desuden vigtigt at være opmærksom på mulighederne for arbejdsredskaber og støtteordninger.
Forening
Landsforeningen Boserup Minde – www.boserup-minde.dk
Astma-Allergi Forbundet – www.astma-allergi.dk