Stomi-opererede
Stomi er ingen sygdom men en følge efter en operation. Stomi betyder, at afføringen eller urinen ledes ud gennem en åbning i bugvæggen. Overordnet set eksisterer der tre former for stomi:
• Kolostomi – nederste del af tyktarmen og hele endetarmen er fjernet. Tyktarmen er lagt ud gennem bugvægen (en sigmoideostomi).
• Urostomi – urinblæren er som oftest fjernet, og urinen ledes ud gennem et isoleret stykke tyndtarm (en Bricker-blære), som de to urinledere er indsyet i.
• Ileostomi – hele tyktarmen og i mange tilfælde også endetarmen er fjernet, og tyndtarmen er lagt ud gennem bugvæggen i højre side.
Særligt ileostomi-operationer foretages på personer i den arbejdsdygtige alder, da de oftest finder sted i skolealderen og indtil 30 års alderen. Colostomi- og urostomi-operationer foretages oftest på ældre mennesker eller på spædbørn født med misdannelser.
Eventuelle følgevirkninger
Mange mennesker gør sig unødige bekymringer efter en stomi-operation, om hvorvidt de fx vil opnå accept fra andre mennesker, og om de vil kunne genoptage deres uddannelse eller arbejde. Disse bekymringer overvindes som regel med tiden.
Nogle mennesker vælger dog at isolere sig efter en stomi-operation, da de ikke psykisk kan håndtere deres nye situation i sociale sammenhænge. Der kan derfor i nogle tilfælde forekomme psykiske reaktioner som en følge af en stomi-operation.
Generelle hensyn i forhold til beskæftigelse
Der er som udgangspunkt ingen begrænsninger i beskæftigelsesmulighederne efter en stomi-operation. Der findes mennesker, der har fået foretaget en stomi-opereration inden for stort set alle erhverv. Der kan dog være tilfælde, hvor det bl.a. på grund af risiko for brokdannelse er mest hensigtsmæssigt, at personen ikke varetager et fysisk belastende arbejde efter operationen.
Forening
Stomiforeningen COPA – www.copa.dk