Synshandicap
Synshandicap anvendes som en samlet betegnelse for blindhed og svagsynethed. Blindhedsbegrebet omfatter såvel personer, der er helt blinde, som personer, der er stærkt svagsynede.
En person regnes for at være blind, hvis synsstyrken er på 6/60 eller derunder. Det betyder, at personen med briller maksimalt kan se noget på seks meters afstand, som en normalt seende kan se på 60 meters afstand. Hvis synsstyrken er bedre end 6/60 men dårligere end 6/18, anvendes betegnelsen svagsynet.
De fire øjensygdomme, der oftest fører til synshandicap, er:
• macula degeneration (øjenforkalkning)
• sukkersyge (diabetes)
• grøn stær (glaucom)
• retinitis Pigementosa (kikkertsyn eller natteblindhed)
Derudover kan brydningsfejl i øjet, beskadigelser eller uklarheder i linsen samt skader på nethinden, synsnerven eller hjernen være årsag til, at dele af synsfeltet ødelægges eller forringes.
Eventuelle følgevirkninger
Der kan følge både psykiske, praktiske og sociale problemer med et synshandicap. En persons muligheder for at håndtere problemerne, afhænger bl.a. af:
• omgivelsernes reaktion
• om der er tale om svagsynethed eller blindhed
• hvor længe personen har været synshandicappet
• hvordan personen selv forholder sig til sit synshandicap
Generelle hensyn i forhold til beskæftigelse
Manglende tilgængelighed er kilden til mange af de problemer, som en person med et synshandicap møder i hverdagen. Tilgængelighed er et bredt begreb, der dækker alt lige fra tilgængeligheden i et supermarked og på fortovet, til tilgængelighed på fx internettet.
På samme måde er tilgængelighed et vigtigt element i forhold til mulighederne for beskæftigelse – og herunder uddannelse som et led i vejen mod beskæftigelse. Udviklingen af informationsteknologien har betydet, at mennesker med synshandicap har gode muligheder for boglige uddannelser og efterfølgende arbejde. I manuelle fag er mulighederne mere begrænsede. Traditionelle håndværk, som tidligere typisk blev udført af mennesker med synshandicap, som fx børstenbinderi eller kurvefletning, er en mulighed. Kortvarige erhvervsuddannelser, der fører til job som zoneterapeut eller massør, er også muligheder. Musikprofiluddannelsen i Esbjerg er et eksempel på en uddannelse, der er tilrettelagt for mennesker med synshandicap.
Instituttet for Blinde og Svagsynede har en ambulancetjeneste, der aflægger arbejdspladser et besøg, så det sikres, at arbejdspladsen er indrettet så hensigtsmæssigt som muligt for en person med synshandicap.
Dansk Blindesamfund har derudover en konsulenttjeneste, der kan benyttes med henblik på uddannelses- og arbejdsrelaterede problemstillinger. Konsulenten kan fx hjælpe med afprøvning af og ansøgning om hjælpemidler.
Forening
Dansk Blindesamfund – www.dkblind.dk