Handlinger tilknyttet webside
Hvorfor skulle vi klynke? (arbejdsgiver)
Med et fleksjob fik Brødrene Dahl mulighed for at holde på en loyal medarbejder gennem 35 år.
Peter Mortensen, filialchef i Brødrene Dahl AS.
- Vi taler 15 år tilbage, da Bjarne fik de første tegn på, at der var noget galt med nyrerne, husker Peter Mortensen. Han har været hos virksomheden Brødrene Dahl i 20 år og har kendt Bjarne, der er ansat som lagerchef, i alle årene. De seneste to år har han været Bjarnes chef. Så sagen om fleksjob havde kørt et par år, inden Peter kom aktivt ind i den.
- Det har været en lang og sej proces frem og tilbage med kommunen, siger Peter. Men han synes, kommunen har været utroligt large. Han har også en oplevelse af, at personaleafdelingen på hovedkontoret hos Brødrene Dahl har behandlet sagen på en sober måde.
En mangeårig loyal medarbejder
- Vi var tidligt afklarede om, at vi vil støtte op om Bjarne og bruge ham de timer, han magter at arbejde, fortæller Peter. For mig var der ingen tvivl. Bjarne har alle årene været en loyal medarbejder. Han er både loyal over for kunder og kolleger og over for firmaet. Så vi ville meget gerne beholde ham. Og det vil vi også gerne forsøge i lignende situationer.
- Jeg mener også, at Bjarnes sygdomsforløb har været sådan, at der ikke var noget at tage fejl af. Sagen blev først afvist 3 år tilbage, men vi tog den op igen. Kommunen havde en jobkonsulent på sagen, som har været involveret i hele processen. Jeg deltog i det sidste møde med ham, hvor han havde et udkast med til aftalen om fleksjob. Vi lagde os ikke fast på, at Bjarne skal være her i fem timer hver dag. Det vigtige er, at det svarer til, hvad Bjarne kan magte. Og det kan nogle dage være fem timer eller mindre.
Brødrene Dahl får 50% tilskud til Bjarnes stilling.
Får afledt tankerne
Vi holder Bjarne væk fra alt det fysiske arbejde. Og han har mulighed for at gå tidligere, hvis han har behov for det. Det sker nu oftere, at han bliver på arbejdet i længere tid. Det er Peters indtryk, at Bjarne er meget tilfreds med, hvordan jobbet er skruet sammen.
- Der er luft til, at han kan få talt med kollegerne og komme ud blandt andre mennesker. Jeg tror personligt, at det er vigtigt.
- Bjarne har en stor vilje til at klare sig igennem tingene. Han holder humøret oppe. Og vi prøver også, om vi kan være med til at løfte det lidt i de perioder, hvor Bjarne måske ikke er på toppen. Vi skubber lidt til ham og kommer med nogle bemærkninger. Får talt om nogle helt andre emner: Hvad vi har lavet i weekenden, og hvordan det går med børnebørnene.
Gem nogle kræfter til familien
- Jeg har sagt til Bjarne, at han bare skal komme ind på kontoret, hvis han har brug for en snak. Og når han ikke er på arbejde, ringer vi hjem til ham og spørger, om der er noget, vi kan gøre. Vi har en tæt dialog og taler meget åbent og direkte om tingene. Så jeg siger også til ham: Husk, at du også skal have kræfter til din kone og dine børnebørn. Det nytter ikke noget, at du bruger alle dine kræfter her.
Det er Peters indtryk, at det har betydet meget for Bjarne, at sagen blev afsluttet, og at han fik tilkendt et fleksjob.
- Det, at han ved, at firmaet ikke skal betale, når han ikke er her, er vigtigt. Han tænker mere på firmaet end på sig selv.
Der har da også været nogle perioder, hvor Peter har syntes, det var hårdt at se på, at Bjarne fik det værre. Men så har han sagt til sig selv: Bjarne kan selv gå det her igennem. Hvorfor skal vi så klynke?
Jobbet flytter fokus (arbejdstager)
Sagen var klarlagt (jobkonsulent)
Fakta om Jobteam 4 i Bornholms Storkommune