Lis aflaster to kolleger (arbejdsgiver)
Lis, der har et hørehandicap, fungerer som personlig assistent for to medarbejdere med kroniske lidelser.
Inge Søndergaard Petersen, gruppekoordinator, Hus 4, Landsbyen Sølund
- Vi tænkte, at kunne Lis ikke klare at være i en gruppe på grund af sit hørehandicap, så har vi meget én til én kontakt. Beboerne er ældre fysisk og psykisk udviklingshæmmede, og nogle er ved at være demente. De har brug for tryghed og omsorg, forklarer Inge Søndergaard, der er koordinator i den gruppe på plejecenteret Sølund, hvor Lis har fået job.
Lis havde fået et hørehandicap og kunne ikke længere klare arbejdet i den vuggestue, hvor hun havde været ansat i 27 år. Jobkonsulenten, Bente Boie, henvendte sig til Landsbyen Sølund, hvor hun tænkte, at Lis kan bruge sin uddannelse som socialpædagog.
Behov for tolkning ved møder
- Vi talte en del om, hvordan vi kunne tackle det, når hun kom, hvordan vi kunne tage godt imod hende og tale tydeligt. Ved vores første møde med Lis gav hun udtryk for, at det havde været svært i vuggestuen. Hun fortalte om, hvad det betyder, at vi taler direkte til hende. Vi har også fået en planche med gode råd.
- Indimellem glemmer vi det med at tale direkte til Lis. Men hvis jeg kan se, at der er noget, hun ikke har hørt, så går jeg hen til hende. Det er ikke noget, vi tænker over længere. Det er ikke noget problem.
Der er to fællesmøder om måneden, og her kan Lis ikke følge med i diskussionerne uden tolk. Hun kan trække på skrivetolke, og det fungerede rigtigt godt under arbejdsprøvningen. Men Lis har ikke fået søgt om en fortsættelse af ordningen, så lige nu er der ikke tolkning ved møderne. Bevillingen gælder for et halvt år ad gangen, og Lis skal selv søge om tolken hos arbejdsformidlingen.
Fra vikarstilling til fast job
Lis startede i en seks måneders arbejdsprøvning, der blev fulgt op af en ny arbejdsprøvning på tre måneder. Hun havde vanskeligt ved at klare en gruppe selv, og det skulle hun kunne. Der er to medarbejdere på arbejde ad gangen i et hus med 12 beboere, der er delt i to grupper. I februar 2008 startede Lis i en vikarstilling som pædagog med 32 timer om ugen og med lovning på et fast job. Lis har fulgt nogle kurser, som Sølund udbyder til pædagogstuderende, så hun er inde i den særlige faglighed omkring at pleje fysisk og psykisk handicappede borgere.
En del af Lis' timer er som personlig assistent for to medarbejdere, der har en kronisk lidelse. De har vanskeligt ved fysisk arbejde og tunge løft, og der kan Lis aflaste dem. De har tre timers assistance hver om dagen, og Lis deler opgaven som personlig assistent med flere andre kolleger. Så hun har også selvstændige vagter.
Er vant til at tage hensyn
I de to huse på Sølund har de fleste medarbejdere været ansat i mange år. To af de mangeårige medarbejdere er gået over på fleksjob på grund af fysiske sygdomme. Derfor er der en god rummelighed blandt kollegerne på arbejdspladsen.
- Vi vil ikke have noget imod at få flere ind, der har et hørehandicap, siger Inge Søndergaard. Lis er faldet godt til hos os. Hun er flittig og arbejdsvillig, går stille og roligt til værks og har været god til selv at finde ud af tingene. Hun virker glad og tilfreds med jobbet.
Lis blev fastansat i et nyt hus pr. 1. maj 2008, hvor hun er fulgt med de to medarbejdere, der har personlig assistance. Det er også de samme beboere, der er rykket med ind i det nye hus.
Fungerer bedst i små grupper (arbejdstager)
Vi understøtter kommunikation (jobkonsulent)
Faktaboks - Arbejdsmarkedscenter Nord, Kommunikationsteamet