Du er her: Forside > Gode eksempler > Fysiske handicap/sygdomme > Lis - fungerer bedst i små grupper > Vi understøtter kommunikationen (jobkonsulent)
Share |

Vi understøtter kommunikationen (jobkonsulent)

Kommunikationsteamet i Århus Kommune finder job til blinde og svagtseende samt døve og hørehæmmede.

Bente Boie, jobkonsulent ved Arbejdsmarkedscenter Nord, Kommunikationsteamet

- Det var tydeligt, at kravene til kommunikationen var for store i vuggestuen, hvor Lis arbejdede. Telefonen ringer, forældrene stiller spørgsmål, der bliver råbt hen ad gangen. Lis havde arbejdet i vuggestuen i mange år, men da hun mistede hørelsen på det ene øre, var det vanskeligt at bevare jobbet, forklarer jobkonsulent Bente Boie. Hun fandt et nyt job til Lis i Landsbyen Sølund - et plejecenter for ældre udviklingshæmmede.

Lis kan bruge sin faglighed
- Lis havde trukket sig mere og mere tilbage med nogle praktiske opgaver og brugte i mindre grad sin pædagogiske faglighed i jobbet. På Sølund er der mere ro omkring kommunikation med de ældre beboere. Lis kan bruge sin pædagogiske faglighed, og der er også opgaver omkring almindelig pleje og omsorg.

Bente Boie er jobkonsulent i kommunikationsteamet i Arbejdsmarkedscenter Nord i Århus Kommune. Hun har haft med arbejdsmarkedsområdet at gøre siden 1996, hvor hun var med til at etablere fleksjobkontoret i Odense Kommune. Senere var hun projektleder på projektet "Fast" for unge døve i Århus Amt. Herigennem fik hun en solid viden om, hvilke behov døve og hørehæmmede har for støtte omkring kommunikationen på arbejdspladsen. Arbejdsmarkedscentrets døvekonsulent har hjulpet Lis med at få afklaret hvilke hjælpemidler hun har brug for i det nye job.

Kommunikationen skal være god
- For 10 år siden vægtede arbejdsgiveren dine faglige kompetencer med 80% og dine personlige kompetencer med 20%. I dag er det omvendt. Evnen til at kommunikere er en af de kompetencer, der bliver vægtet meget højt på arbejdsmarkedet. Derfor er det ekstra vanskeligt at komme i job, når man ikke har det godt med kommunikationen, forklarer Bente Boie.

- Vi bruger en masse indforståede begreber, som kan være vanskelige at forstå for døve eller hørehæmmede. Jeg har tidligere arbejdet med flygtninge og indvandrere, og der er nogle klare paralleller. Døve har også deres egen kultur og sprog – og skal integreres blandt hørende. I starten forsøgte vi at finde job til døve på arbejdspladser med andre døve. Men vi stødte ind i, at de døve på arbejdspladsen havde en frygt for, at der kom nogle og truede dem i deres eget job.
Derfor besluttede vi, at vi skulle finde job på det hørende arbejdsmarked. Vi skal finde nogle arbejdspladser, der kan rumme kommunikationen.

Afprøver kommunikationen
- Det varierer meget, hvor selvhjulpen den døve eller hørehæmmede er. Det er også meget forskelligt, hvordan hørehæmmede udnytter deres hørerest og aflæser signaler og kropssprog. De fleste er jo vant til at ”klare den”. Så det kan godt tage lidt tid at afdække, hvad det er, borgeren oplever som vanskeligt. Der skal først være en tillidsfuld relation.

- Vi skaber kontakten til en arbejdsplads, hvor den døve eller hørehæmmede kan afprøve, på hvilke områder kommunikationen halter. Døvekonsulenten rådgiver på arbejdspladsen om, hvordan vi kan kompensere for handicappet.
- Det betyder meget at fjerne fokus fra output i opstartfasen. Når kommunikationen er på plads, kan vi se på, hvordan det går med arbejdsopgaverne. Sædvanligvis starter borgeren med en tre måneders praktik. På den baggrund afklarer vi, om borgeren kan komme i ordinært job eller om vi skal finde et job på særlige vilkår.
Arbejdsmarkedscenter Nord råder over en lang række ordreproducerende værksteder og jobs indenfor kantine, kontor, IT, chaufførordning m.v.  Her kan vi lave den første arbejdsprøvning under trygge forhold.

Tolkning og IT-redskaber
Kommunikationsteamet samarbejder med Center for Døves døvekonsulenter, der fungerer som rådgivere på arbejdspladsen omkring kommunikationen. De trækker også på Høreinstituttets specialkonsulenter, der kan rådgive om hjælpemidler. Arbejdspladserne kan trække på tegnsprogstolke fra Arbejdsmarkedscenterets tolkecentral. Projektet TegnKom under Arbejdsmarkedscenteret har et særligt tilbud til døve om fjerntolkning via PC. Det fungerer som en videokonference, hvor den døve kan ringe op via PC fra arbejdspladsen og få instruktioner fra tolken om dagens opgaver. Ved større møder kan man samle gruppen omkring en videotelefon, der er koblet op til fjerntolkning. Lis har imidlertid gjort brug af skrivetolke, der deltager på mødet, i forbindelse med sin deltagelse på de månedlige personalemøder.

Kommunikationsteamet trækker også på andre rådgivere på området. Centret har blandt andet kontakt til Castberggård, Høreinstituttet og Center for Døve. Castberggård er en højskole, der arbejder med jobfastholdelse og jobskabelse for døve og mennesker med hørehandicap.
- Vi skal være opmærksomme på, at det kan være meget udtrættende at være på arbejdsmarkedet som døv eller hørehæmmet. Døve er generelt mere stressfølsomme end andre, og her har teamet tilknyttet andre rådgivere: en psykolog, en afspændingspædagog og en fysioterapeut, fortæller Bente Boie.

Fungerer bedst i små grupper (arbejdstager)

Lis aflaster to kolleger (arbejdsgiver)

Faktaboks - Arbejdsmarkedscenter Nord, Kommunikationsteamet