Uden fleksjob gik det ikke (arbejdsgiver)
Grethes chef var glad for at få mulighed for at beholde en medarbejder med mange års anciennitet.
Morten Nebel, forstander Skrødstrup Efterskole.
I starten var det svært for Grethe at få anerkendt sit piskesmæld. Hun var træt og uarbejdsdygtig og havde mange sygedage, fortæller Morten Nebel, der er forstander på Skrødstrup Efterskole. Her har Grethe Bjelke været ansat som lærer siden 1973.
Reguleret tre gange
Situationen var uholdbar både for Grethe og for skolen, der måtte sætte mange vikartimer af. I sommeren 1999 gik Grethe derfor ned på 70% timetal og gik tilsvarende ned i løn.
- Vi fandt ud af, hvilke timer, vi kunne hive ud af Grethes skema og lavede en ansættelse, der svarede til, hvad hun kunne overkomme, forklarer Morten Nebel.
Fleksjobordningen var ikke etableret på det tidspunkt, hvor Grethe blev sygemeldt, men blev iværksat kort efter. Med støtte fra Grethes fagforbund, Frie Skolers Lærerforening, søgte Skrødstrup Efterskole Mariager Kommune om at få tilskud. Grethe blev ansat i fleksjob med fuld løn pr. 1. januar 2001, og skolen fik 50% tilskud. I den nye aftale blev Grethe friholdt for de lange weekendvagter, og skemaet blev lagt, så hun ikke arbejder mere end op til tre undervisningstimer i sammenhæng.
I de følgende fem år er Grethe en af de lærere, der har færrest sygedage. Men i 2005 blev det nødvendigt at se på ordningen igen. På baggrund af en ny vurdering og udtalelse fra Grethes læge, blev hun ansat på 1/3 timetal, og skolen fik 2/3 tilskud. Grethe er nu friholdt for de sidste aftenvagter, som er på seks timer ad gangen. Der er tre lærere på vagt ad gangen, som skal sørge for at eleverne får spist, og at der er styr på værkstederne.
God løsning for alle parter
Morten Nebel er meget tilfreds med, at skolen kan beholde Grethe.
- Grethe er en medarbejder med en lang historie på skolen. Og hun har nogle særlige ressourcer, vi gerne ville fastholde, siger han. Ud over at være en afholdt faglærer, er Grethe uddannet organist og spiller klaver til morgensang. Hun har også en uddannelse og funktion som skolevejleder. Og hun står for indkøbene til skolens kiosk.
Morten Nebel vurderer imidlertid, at efterskolen kunne have været nødsaget til at opsige Grethe, hvis skolen ikke havde fået en ordning med fleksjob. Det havde ikke været økonomisk holdbart. Jobbet og lønnen skal passe sammen. Som situationen er i dag, kan skolen ansætte en medarbejder til at løse de opgaver, Grethe ikke kan varetage.
Hvis det var mig
- For mig har det ikke krævet noget ekstra at fastholde Grethe i jobbet. Vi har ikke ændret aftaler midt i et skoleår. De nye skemaer bliver lagt ind i foråret, og her er Grethes nye aftaler hver gang blevet indarbejdet i planen for det kommende år.
Morten Nebel oplever også, at Grethes kolleger har taget ændringerne omkring Grethes ansættelse på en god måde.
- Grethe har været god til at sige til og fra. Og medarbejderne har ikke været inde og tage vikartimer, for Grethe har ikke været sygemeldt i flere år.
Der er to andre medarbejdere i fleksjob på efterskolen.
- Vi er en virksomhed, hvor indtægter og udgifter skal hænge sammen. Men der, hvor vi kan hjælpe, gør vi det gerne, siger Morten Nebel. Kan man fastholde en god medarbejder, så er det godt. Jeg vil da også kunne ønske mig, at jeg selv fik mulighed for at bruge min resterende arbejdsevne, hvis jeg kom i samme situation.
Vigtigt at være i arbejde (arbejdstager)
Det formelle var i orden (jobkonsulent)