Skånejob med indhold (arbejdstager)
Jan Bang Madsen bruger sin merkonomuddannelse i skånejobbet på Sygehus Thy-Mors.
Jan Bang Madsen, programmør, Sygehus Thy-Mors
I flere jobs fik Jan ikke mulighed for at lave andet end enkle rutineopgaver, hvor han ikke brugte sin uddannelse. Han er meget tilfreds med, at skånejobbet som programmør på Sygehus Thy-Mors giver udfordringer. Sammen med overlæge Hardy Christoffersen på Sygehus Thy-Mors udvikler Jan et avanceret netbaseret journalsystem for håndtering af data om patienter, som anvendes af sygehusets læger og sygeplejersker.
Vil gerne bruges fuldt ud
Jan Bang Madsen, 42 år, er spastiker siden fødslen og har en førtidspension. Han er kontoruddannet og desuden merkonom i informatik fra 1992. Jan har altid haft et aktivt arbejdsliv. Han har søgt udfordringer og har søgt videre, når han var i jobs, hvor han ikke fik lov at bruge sit potentiale.
Jan har været i flere længerevarende ansættelser i skånejob, inden han fandt det job, han har i dag. Fra 1990 til 1994 var han ansat i skånejob på et uddannelsescenter og gennemførte i samme periode merkonomuddannelsen. Fra 1994 – 1998 var han ansat i staten.
I 1998 fik Jan ansættelse i IT-afdelingen på sygehuset i Thisted. Han arbejdede for IT-afdelingen i fem år, inden han fik den stilling på sygehuset, han har i dag.
- Jeg var indlagt på sygehuset som patient og kunne godt lide atmosfæren. Derfor søgte jeg job på sygehuset, da jeg var klar til det, fortæller Jan.
Avanceret databasesystem
Mens Jan var ansat i IT-afdelingen, havde han lavet nogle opgaver for Hardy Christoffersen, der er overlæge på ortopædkirurgisk afdeling. Hardy så muligheden for at udvikle et job, som giver Jan bedre muligheder for at udnytte sine kompetencer.
I starten arbejdede de med at udvikle registreringer af patienter i regneark, men i 2002 begyndte Jan og Hardy at opbygge de databaser, der i dag er et avanceret, integreret databasesystem.
Jan har lært sig at programmere ved selvstudium. Han arbejder med databaseprogrammet Microsoft Acces og opretter databaser på sygehusets intranet med ASP-programmering.
I databasen ligger vagtplaner, registreringer af patienter på skadestuen og patienter på operationsstuerne. Sygehusets personale registrerer oplysninger om 10.000 patienter i den interne database hvert år.
Udviklingen af databasen sker i et tæt samarbejde med overlæge Hardy Christoffersen. Jan står for al programmering.
Databasen er så vigtig for sygehuset, at Jan også står til rådighed i weekender, hvis der opstår problemer.
Jan og Hardy har et fast møde om systemet hver søndag formiddag.
Hvad betyder handicappet?
Jan arbejder fortrinsvis hjemme, hvor han har indrettet et godt kontor med to IT-arbejdspladser. Da hospitalet bruger systemet 24 timer i døgnet, sker udviklingen på en kopi af systemet. Jan bestemmer selv sin arbejdstid. Sædvanligvis arbejder han tre timer om formiddagen og én time om eftermiddagen.
Jan er ansat i skånejob og får en fast pension. Når skatten er trukket, giver jobbet ca. 2.000 kr. mere i lønningsposen hver måned. For Jan er det en tryghed, at han får sin faste pension.
Jan oplever, at han er gået fra den ene grøft til den anden. Det, at han er alene om at programmere portalen, har givet ham nogle unikke muligheder for at skabe et meningsfuldt job. Men omvendt er der ikke så mange at dele bekymringerne med. Derfor har Jan sat stor pris på støtten fra en psykolog fra Spastikerforeningen, som Jan har en tæt kontakt til. Fysisk er Jans gang og tale lidt påvirket af handicappet, men Jan er ikke bundet af en kørestol, og talen er nem at forstå. Handicappet betyder ikke noget for hans arbejdsevne.
Jan var ikke opmærksom på de kognitive vanskeligheder, han har som følge af sin medfødte hjerneskade. Spastikerforeningen har nu foretaget en udredning af, hvilke kognitive problemer Jan har på grund af sit handicap.
- Jeg er blevet klar over, at jeg har nogle kognitive problemer. Jeg bliver meget træt indimellem og er nu blevet opmærksom på, at jeg skal holde nogle flere pauser, forklarer Jan. Han har også fået nogle arbejdsredskaber.
Ved hjælp af et softwareprogram får Jan læst teksterne op fra computeren, så han bliver mindre udtrættet. Det nedsætter samtidig behovet for ekstern korrekturlæsning. Jan kan både høre og se teksten samtidig, og det gør, at han nemmere kan fange de fejl, han har lavet. Jan har indimellem vanskeligt ved at rumme lange instruktioner. Her er diktafonen en hjælp, da han kan optage Hardys instruktioner og aflytte dem i mindre bidder. Arbejdsredskaberne er gode, men de løser ikke alle behov. Jan har også brug for personlig assistance.
Personlig assistance letter overblikket
Det er ikke vanskeligt for Jan at sætte sig ind i nyt og kompliceret stof, men det kan være vanskeligt for ham at huske stoffet. Og han oplever indimellem, at IT-systemet, som i dag består af mange krydsreferencer, vokser ham over hovedet.
Jan har derfor fået tilknyttet en personlig assistent en time om ugen. Assistenten skal hjælpe Jan med at have overblik og kunne overskue opgaverne. Det en den tidligere formand i Danske Handicaporganisationer i lokalafdelingen i Nordjylland, der er assistent for Jan.
- Det betyder meget for mig at få lov at lave de her opgaver og at have nogle kolleger. Jeg er glad for at arbejde hjemme, men jeg kan deltage i det sociale, når jeg har lyst. Jeg er meget glad for at have et job, der har en betydning, konkluderer Jan.
Overlægen giver sparring (arbejdsgiver)