Job med uopfordret ansøgning (arbejdstager)
Da Louises far forhørte sig om job til Louise på sin egen arbejdsplads, var der netop opstået et behov.
Louise, kontorassistent ved Det Kgl. Teater
Louise forlod gymnasiet midt i 2. g, fordi hun ikke kunne holde koncentrationen i så mange timer om dagen. Året efter fik hun at vide, at hun havde en medfødt muskelsygdom. Sygdommen med navnet Dystrophia Myotonica forværres ikke på samme måde som andre typer muskelsvindsygdomme. Men den bevirker, at musklerne ikke slapper helt af, når de trækker sig sammen. Det giver en meget stor udtrætning og et ekstra stort søvnbehov. Louise fik derfor tilkendt fleksjob allerede som 22-årig i 2003.
Gik i to år uden job
- Jeg oplever, at hvis jeg krammer om noget, så sidder min hånd fast, og så går der 10 sekunder, før jeg kan åbne den igen. Jeg kan ikke klare hårdt fysisk arbejde og heller ikke et job på fuld tid, forklarer Louise. Hun startede med at være godkendt til et fleksjob på 20 timer og er i dag gået ned på 16 timer.
Louise gennemførte Pædagogisk Grunduddannelse i 2001 og har siden da været på arbejdsmarkedet.
- Kommunen skulle jo hjælpe med at finde et fleksjob, men de kom ikke med noget. Når jeg ringede ind og spurgte til det, sagde de, at de nok skulle finde noget til mig. Jeg gik hjemme i to år, og det var meget, meget kedeligt. Højdepunktet var det daglige afsnit af "Beverly Hills", fortæller Louise.
- Jeg søgte alt, hvad jeg kunne – også uopfordret. Men der var ikke nogle, der kendte til fleksjob.
Fik job gennem netværk
Gennem Muskelsvindfonden fik Louise kontakt til en konsulent hos Handicapidrættens Videnscenter. Han hjalp med at finde et fleksjob i et Føtex supermarked, hvor Louise kunne arbejde i 20 timer om ugen.
Hun nåede at arbejde i halvandet år i tre forskellige Føtex butikker, før hun måtte erkende, at arbejdet ikke matchede hendes skånehensyn.
- Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle arbejde i et supermarked, for det var meget fysisk hårdt – både at gå rundt i gangene og at løfte på kasserne med varer. Jeg scannede varer i butikken. Jobbet var også meget ensformigt, og det bliver jeg mere udtrættet af, end hvis der er afvekslende opgaver.
Gennem sin far fik Louise i december 2006 tilbudt jobbet på Det Kongelige Teater.
- Min far har arbejdet her, fra før jeg blev født, og jeg er kommet her som barn. Så jeg kom hurtigt til samtale og fik jobbet, fortæller Louise.
En jobkonsulent fra ”Center for Job på Særlige Vilkår” i Københavns Kommune hjalp med at lave aftalerne om jobbet. I forbindelse med et opfølgende møde blev timetallet taget op og ændret fra 20 til 16 timer. Samtidig blev kommunens tilskud til lønnen ændret fra 1/2 til 2/3. Louise arbejder nu 4 dage om ugen fra 9.30 til 13.30 og har fri om onsdagen.
Afvekslende job gør mindre træt
Louise er kontorassistent i Intern Service under Bygnings- og Driftsafdelingen på Det Kongelige Teater, der har til huse på forskellige adresser i København. Midt på dagen afløser Louise dem, der er på vagt i virksomhedens receptioner. Hun registrerer nøglerne til de mange huse, kontorer og rum, uddeler kontorartikler, frankerer post og sorterer intern post.
- Jeg vil gerne blive her. Jobbet er meget afvekslende i løbet af dagen. Det er ikke fysisk hårdt overhovedet, for jeg sidder på kontor det meste af dagen. Både arbejdstiden og den ugentlige fridag fungerer godt, siger Louise.