Menu
Søg Job - Evner i Fokus Hotline

Kontakt hotline, hvis du har spørgsmål. Ring på 36 310 320 eller send en mail på hotline@handicap.dk

Åbningstid:

Mandag 9 til 12

Tirsdag 9 til 12

Onsdag 13 til 16.30

Kampagnesitet

Læs mere overordnet om "Søg Job - Evner i Fokus" her.

 

Jeg oplever ikke at være handicappet (arbejdstager)

Lene kom i praktik til fleksjob efter kun to måneder som medlem af HovedHuset.

Lene, servicemedarbejder i Teknologirådet

- Jeg oplever ikke at være handicappet, hverken i jobbet eller andre steder, siger Lene. Hun er medlem af HovedHuset – et tilbud til mennesker med hjerneskade. HovedHusets jobkoordinator, Lise Plagborg, hjalp Lene med at finde et fleksjob hos Teknologirådet.

Tager hensyn til vanskelighederne
Lene har haft to blodpropper og derved fået en hjerneskade, som har indflydelse på, hvordan hun fungerer i et job. Det har betydet vanskeligheder med at bruge den ene arm, og Lene oplever, at hun godt kan miste overblikket. Det er vigtigt for hende kun at have én opgave ad gangen. Hun oplever også, at det kan være vanskeligt at huske alle detaljer. Det er vigtigt for Lene, at jobbet er overskueligt og struktureret.

Når der tages hensyn til disse vanskeligheder og ønsker i jobbet, bemærker Lene ikke sit handicap. Hun føler heller ikke, at hun bliver behandlet anderledes end de øvrige kolleger i Teknologirådet.

Lene har holdt oplæg om sin succeshistorie med jobbet for sine kammerater i HovedHuset. De spurgte netop ind til, om hun oplever nogen forskelsbehandling, fordi hun er i fleksjob.

Omsorg for kollegerne
- Jeg kan godt lide at nusse lidt om de ansatte, servicere, lave kaffe og holde orden, siger Lene. Det har jeg altid godt kunnet lide. I Teknologirådet har Lene opgaver omkring postforsendelse, journalisering og arkivering.

- Lene er en sejtrækker; hun bliver ikke træt. Hun er virkelig ihærdig og pligtopfyldende, siger Lise Plagborg fra HovedHuset om Lenes kompetencer. Lise hjalp Lene med at komme ind i opgaverne og finde en måde at løse dem på. Men i dag er der ikke behov for støtte.

- Nu giver det sig selv. I dag kan jeg næsten grine af det, siger Lene om opgaven med borddækning, der voldte hende vanskeligheder i starten. Lise hjalp hende med at få overblikket over opgaven, og i dag synes Lene ikke, at det er noget særligt. 

- Lise har støttet mig rigtig meget. I starten var der for lidt at lave med det praktiske. Så fandt vi ud af, at jeg også kunne journalisere og ordne arkiver. Og her fik jeg hjælp fra Lise til at komme ind i det.
Starten på et nyt job med nye opgaver er altid vanskelig. HovedHuset går ind og yder den hjælp, der skal til med oplæring og tilrettelæggelse af opgaverne.

Meningsfuld hverdag
- Der blev taget rigtigt godt imod mig, husker Lene. Hendes kolleger er bl.a. to projektsekretærer i afdelingen. Og Lene deler kontor med to andre.

- Der er ikke nogen dage, hvor jeg ikke har lyst til at tage på arbejde, siger hun.

- Jeg synes, at det er vigtigt at have en daglig kontakt med andre end min mand. Det er dejligt at kunne sige: Nu tager jeg på arbejde. Det betyder også meget at have gode kolleger. Her er en rar tone. Jeg er glad for at være her.

- Det betyder i det hele taget meget for mig at være i gang med noget, der giver mening, siger Lene. Hun oplever, at kollegerne er glade for det, som hun bidrager med. Lene er også glad for kontorets beliggenhed – midt i Københavns pulserende centrum, lige bag Illum på Strøget.

- Man skal se på styrkerne i stedet for svaghederne, konkluderer Lene, som er til stor inspiration for de øvrige medlemmer i HovedHuset. Hun var målrettet omkring at finde et fleksjob. Og hun har fået både de opgaver, som hun gerne ville arbejde med – og dejlige kolleger at dele hverdagen med.

Lene blev fastansat i fleksjobbet hos Teknologirådet den 1. september 2006.

HovedHusets evalueringer er nødvendige (arbejdsgiver)

Vi bringer ressourcer i spil (jobkonsulent)

Fakta om HovedHuset