Du er her: Forside > Gode eksempler > Kommunikationshandicap > Michael R. - jobbet afhænger ikke af synet > Jobbet afhænger ikke af synet (arbejdstager)
Share |
Menu
Søg Job - Evner i Fokus Hotline

Kontakt hotline, hvis du har spørgsmål. Ring på 36 310 320 eller send en mail på hotline@handicap.dk

Åbningstid:

Mandag 9 til 12

Tirsdag 9 til 12

Onsdag 13 til 16.30

Kampagnesitet

Læs mere overordnet om "Søg Job - Evner i Fokus" her.

 

Jobbet afhænger ikke af synet (arbejdstager)

Michael Rasmussen mente ikke, han kunne finde job som blind, men bruger i dag sine kernekompetencer som kundekonsulent hos Arla Foods.

Michael Rasmussen, Kundekonsulent hos Arla Foods i Viby Århus

I 1987 fik Michael Rasmussen, der i dag er 31, konstateret diabetes. I sommeren 2004 begyndte Michaels øjne at volde problemer. En dag kan Michael pludselig ikke se med det ene øje. En operation bringer ikke synet tilbage. Nogle måneder efter vågner han en dag op og kan slet intet se. Han bliver opereret flere gange, men uden held. Michael skal på kort tid indstille sig på, at han er blind. 

- Jeg har en evne til hurtigt at komme op på hesten igen, fortæller Michael her tre år efter, at han mistede synet. I dag er han atter i sving i et nyt job inden for sit fag. Han klarer sig i hjemmet med få hjælpemidler. Sætter pris på sit liv og sit nye job.

Du skal ud at arbejde
- I starten mente lægen, at jeg kunne komme til at se igen. Så jeg sad i sofaen og ventede og kedede mig, fortæller Michael om den første tid som blind.

Heldigvis bliver han kontaktet af formanden for Dansk Blindesamfund i Viborg, der ringer tre dage efter, at Michael er blevet indmeldt.
- Han spurgte, om jeg havde fundet ud af, hvad jeg ville være og sagde. "Du skal ikke på pension; Du skal ud at arbejde igen".
- Det troede jeg ikke rigtigt på. Jeg regnede med, at jeg skulle sidde i en gyngestol og kede mig resten af livet. Så det var dejligt at få et spark.

Via Dansk Blindesamfund får Michael undervisning i punktskrift og PC værktøjer for blinde. I august 2005 får han at vide, at han ikke vil komme til at se igen. Synscentret kommer på banen og støtter med hjælpemidler. Michael får blandt andet en PC med tale. Desuden får han undervisning i daglig levevis som blind. Han får også en hund, der er trænet til at støtte ham.
- Da jeg fik PC’en var jeg pludselig en del af livet igen. Jeg kunne skrive mails og gå på nettet, siger han.

Først og fremmest kollegerne
Michael bliver tilbudt at komme med i et projekt i Viborg Amt, der handler om at få blinde i arbejde. Projektet har tilknyttet flere konsulenter, heriblandt Harry Malling fra Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Da Michael tidligere har været hos Arla Foods, tager projektets jobkonsulent kontakt til virksomheden. Efter kun 14 dage får Michael i december 2006 et job som administrativ medarbejder hos et mejeri i Rødkærsbro ved Viborg.

Der sker dog det, at Mejeriet kort tid efter går over til et nyt IT system, hvor opgaverne nu løses på en anden måde. Michaels job bliver overflødigt. 
- Jeg har en snak med Harry Malling, hvor han spørger mig: Hvad er du glad for ved jobbet. Det var jo først og fremmest kollegerne. Der er jo ikke noget salg i jobbet. Vi blev enige om, at det ikke er referater, jeg skal bruge resten af mit liv på.

Fra februar 2007 begynder Michael at søge nyt job. Han har en HG uddannelse som salgsassistent og er blevet udlært i Føtex. Har siden været selvstændig med en grønt butik og har fået en mellemlederuddannelse.
I januar 2007 læser han en artikel om en blind mand, der er ansat som Key Account Manager hos IBM.
- Jeg ringede til ham, og vi fik os en god lang snak om livet og arbejdet og det hele.

IT støtte giver muligheder
Michael får via en kollega på Arlas hovedkontor i Viby kontakt til hovedkontoret og kommer til samtale.
- Det skete ved, at jeg skrev en mail rundt til mine kolleger. Tak for denne gang. Det var hyggeligt. Et kvarter efter ringer en af mine kolleger ved hovedkontoret i Århus. Han arrangerer, at jeg kommer til en samtale.
- De starter med at sige, at de ikke har nogle ledige jobs, men at de ikke vil lade det falde til jorden med det.

Dagen efter ringer Michaels nuværende chef, Jens Baand Larsen, klokken otte om morgenen.
- Han har været inde at tale med direktøren og har sagt til ham: "Det her er vigtigt. Det kan sagtens lade sig gøre med PC og hjælpemidler." Direktøren siger god for en stilling. I juni måned 2006 starter Michael i en arbejdsprøvning på hovedkontoret.

Harry Malling og en IT konsulent fra Instituttet for Blinde og Svagsynede hjælper med at få tingene på plads omkring hjælpemidler. Michael deltager i nogle kurser på Instituttet omkring brug af Excel og regneark og lærer at navigere i Arlas standardformularer.
- Min arbejdsplads ser ikke anderledes ud end alle andres. Det hele sidder inde i PC’en, forklarer Michael. Han starter i fleksjob som Kundekonsulent hos Arla pr. 6. august 2007. Opgaverne er både aktivt salg og kundeopfølgning samt styring af leverancer. Michael har fået et job, hvor han kan bruge sine kernekompetencer.

Ikke en skrøbelig glasvase
- Vi gik rundt i hele bygningen og hilste på samtlige 150 medarbejdere, husker Michael. Det tog det meste af den første dag. Kollegerne har i forvejen fået lidt at vide om Michael. Flere siger: "Vi ved godt, at vi ikke må tale med hunden."

De første uger deltager Michael i et introduktionsforløb. Han starter med at sætte sig ind i de administrative systemer. Kollegaerne hjælper ham med de opgaver, der er vanskelige at lave, når man er blind. Arla får lønkompensation efter ordningen om personlig assistance.
- Jeg har nogle helt fantastiske kolleger. De har taget godt imod mig. Jeg bliver ikke sat i bås som en skrøbelig glasvase, siger Michael. Han deltager også i de mange sociale arrangementer på arbejdspladsen.

God støtte og en god portion vilje
Michael har fået en uvurderlig støtte fra Harry Malling fra Instituttet for Blinde og Svagsynede.
- Fra første møde har han fulgt mig hånd i hånd. Han ved, hvad det er relevant at have fokus på, når han kommer ud til en virksomhed. Og kan forklare, hvad jeg kan lære og hvordan, jeg kan klare jobbet med hjælpemidler.

- Jeg havde et par måneder, hvor jeg kedede mig og funderede over, hvordan livet skulle gå. Men Dansk Blindesamfund var meget hurtige til at støtte op om mig. Min familie og mine venner har også været gode til at bakke op.  
- Jeg gider ikke spilde tiden. Det er med at komme op på hesten igen – og videre med livet.

IT værktøjer løser problemet (arbejdsgiver)

Hjælpemidler for blinde og svagsynede (jobkonsulent)

Faktaboks om Institut for Blinde og Svagsynede