Fokus på det hele liv (jobkonsulent)
Jobkonsulent Jørgen Goul Møller har den tid, der skal til. Også når problemerne handler om andet end jobbet.
Jobkonsulent Jørgen Goul Møller, ”Huset” i Skive
- Vi kunne mærke, at der blev fulgt op. Ikke bare på arbejdet, men også på alle andre fronter blev der arbejdet på at hjælpe Hanne, siger Christian Christiansen fra Brøndborerfirmaet Poul Christiansen om Jørgen Goul Møllers arbejde. I Brøndborerfirmaet har de været glade for, at Jørgen Goul Møller har bevaret kontakten med dem, efter at Hanne startede i jobbet.
- Han kommer sommetider forbi, og der har været nogle ting, som vi har vendt. Han har stor faglig kompetence inden for psykiske lidelser, og han har været god at tale med om det, fortæller Christian Christiansen.
Jørgen Goul Møller er 56 år og har været jobkonsulent siden 2000. Han har arbejdet i distriktspsykiatrien siden 1988. Han er fysisk placeret i "Huset", Skive Kommunes dagtilbud for mennesker med psykiske lidelser. Frem til 2007 var "Huset" en del af distriktspsykiatrien i Viborg Amt.
Tid og tålmodighed
Jørgen Goul Møller er kendt af både de kommunale og regionale psykiatritilbud, så han får kontakt med brugerne både gennem kommunen, fra regionens psykiatriteam, fra botilbudene og fra "Huset". Nogle gange ringer brugerne også direkte til Jørgen Goul Møller, men de skal altid have en henvisning med fra deres sagsbehandler.
Det var således også sagsbehandleren, der henviste Hanne. På et tidspunkt hvor hun stadig var meget nedbrudt. Hanne fortæller om den første telefonsamtale:
- Jørgens indgangsvinkel var så fantastisk. Jeg sad bare der som et lille "nul" og rystede. Men Jørgen sagde:
- Jeg er ikke en, der kommer for at presse noget ned over hovedet på dig. Jeg kommer for at lære dig at kende, så vi kan finde ud af, hvad du har lyst til i fremtiden.
Jørgen havde mange samtaler med Hanne i hendes hjem, inden de begyndte at tale sig ind på noget omkring et nyt job. Det er en af Jørgens metoder, altid at besøge brugeren i hjemmet. Dels giver det en tryg ramme for samtalerne, og dels giver det nogle andre input til at vurdere brugerens situation.
- Jeg bruger den tid, der skal til, siger Jørgen. Tid og tålmodighed er vigtige nøgleord for mit arbejde.
Og de første samtaler handler først og fremmest om at lære hinanden at kende og opbygge tillid.
Samtaler med værdighed
- Jeg følte, at jeg beholdt noget af min værdighed, fordi det var på mine enemærker, siger Hanne om samtalerne i hjemmet. Hendes mand var med ved alle samtaler.
- Første gang spurgte Jørgen, om jeg havde lyst til at fortælle min historie. Og jeg fortalte hudløst ærligt. Siden var det ikke noget, som vi brugte mere tid på. Vi talte om haven, og om hvad jeg har lavet før. Hvad jeg kunne lide. Hvad jeg indeholdt. Og hvad jeg troede, at jeg var god til.
Jørgen og Hanne havde 10-12 samtaler hen over et år og lærte hinanden godt at kende.
Det var Jørgen, der fandt jobbet til Hanne. Han tog primært udgangspunkt i at finde et sted, hvor Hanne ville blive godt behandlet.
- Han sagde, at han havde noget i kikkerten. Et lille kontor, hvor jeg kunne komme til at sidde alene. Det fik jeg lejlighed til at tænke over. Jeg tænkte, at det var nok mest positivt i min situation; jeg er nok en enspænder.
Mobilen er åben
- Det har betydet meget for mig, at Jørgen er en meget rolig person, siger Hanne. Han er en klippe af ro. Og det betyder meget, at han har ladet mig styre tempoet. Det er meget individuelt med sådan en lidelse.
Hanne oplever Jørgen som en del af sit netværk. Hun har hans mobilnummer og kan ringe, hvis det brænder på. Hun har dog ikke brugt muligheden særligt ofte, da hun har sin mand og sit øvrige netværk.
- Jeg har ikke mobiltelefonen åben døgnet rundt, men jeg vender altid hurtigt tilbage, hvis en bruger lægger en besked, fortæller Jørgen. Og det er en tryghed for brugerne.
Hele vejen rundt
Jørgens råd til andre jobkonsulenter er, at de skal prøve at komme hele vejen rundt om den person, det handler om.
- Lyt til hvad der bliver sagt. Det er vigtigt, at man giver sig tid til dét, siger han. Ligesom det er vigtigt at give sig tid til at opbygge den tillid, der skal til for at kunne hjælpe.
Han mener også, at det er vigtigt, at jobkonsulenterne ved noget om psykiatri for at kunne hjælpe borgere med sindslidelser. Det giver bedre mulighed for at sætte sig ind i deres situation. Der er mange andre ting end job i spil. Hvordan går det med at holde boligen? Hvordan med medicinen? Hvordan med økonomien og betalingerne? Hvordan med netværket? Hvor godt har brugeren accepteret sin sygdom? Og hvor stor forståelse har brugeren for sin egen situation?
I nogle tilfælde kan der være brug for at træne at køre med bus. I andre tilfælde følger Jørgen brugeren på arbejde i starten eller ringer hver morgen. Måske skal der også sættes nogle fritidsinteresser i værk.
- Det kan i nogle tilfælde være små ting, der har stor betydning for, om brugeren kan passe jobbet, siger han.
I øjenhøjde
Jørgen hjælper mennesker, der har været uden for arbejdsmarkedet i lang tid, i arbejde. I mange tilfælde har der ikke været ressourcer i det øvrige system til at hjælpe folk videre. Nogle gange møder Jørgen historier om folk, der har følt sig svigtet og hverken har følt sig hørt eller troet på. Derfor er han glad for selv at få supervision hos en psykiater.
- Mange af dem, som jeg møder, er utroligt skrøbelige. De har ikke troen på sig selv. De har oplevet at blive talt ned til og i nogle tilfælde at blive sendt fra hospitalet ud til ingenting.
Kommer de i job, betyder det mindre medicin, færre indlæggelser, og mindre pres på det offentlige. Så det kan godt betale sig at bruge tiden og ressourcerne, siger Jørgen.
At Jørgens egen motivation er en stor grad af empati og interesse for hans medmennesker, bliver man hurtigt klar over.
Jobkonsulent Jørgen Goul Møller har den tid, der skal til. Også når problemerne handler om andet end jobbet.
Jobbet er min livline til normaliteten (arbejdstager)