Jobbet er min livline til normaliteten (arbejdstager)
Fundamentet er stadig skrøbeligt, men mit murværk er blevet godt og solidt, siger Hanne Friis
Hanne Friis, kontorassistent, Brøndborerfirmaet Poul Christiansen AS, Højslev
Til jobsamtalen sad jeg og så ned i bordet og sagde: "I kan måske bruge mig til at gøre rent", fortæller Hanne Friis. Men sådan blev det ikke. Brøndborerfirmaet Poul Christiansen byggede et job op fra bunden, hvor Hanne langsomt fik flere og flere opgaver – i et tempo, så hun kunne følge med. I dag har Hanne et betroet job på kontoret, hvor hun tager sig af alt fra bogføring, journalisering, rapportering til brøndborer-registre og lønregnskaber. Hun tager telefonen, har kundekontakt og har også at gøre med PR-opgaver i forbindelse med udstillinger. Hanne, som er 47 år, startede hos Brøndborerfirmaet i arbejdsprøvning i januar 2005 og blev fastansat i fleksjob i august 2005.
Jobbet gør mig hel
Hanne har en uddannelse som tekstilvæver og har haft mange forskellige job, bl.a. som dagplejer, som handicaphjælper og i kiosken på en tankstation. I dag er det de kollegiale forhold, der betyder noget.
- Det har betydet alt for mig, det her job. Det har betydet, at jeg er blevet mere og mere hel. Og de er ligesom en familie for mig, siger Hanne om sine nærmeste kolleger, der er brøndborerfirmaets indehavere Elma og Peter samt sønnen Christian, der er femte generation i firmaet.
- Det tåler ingen sammenligning, hvordan jeg har det i dag, i forhold til da jeg startede – det er fra 0 til 100. Det er stort at sige: "Jeg skal på arbejde". Det er dejligt at kunne fortælle: "Jeg har et spændende job".
Hanne lider af en depression, der tog fat som en reaktion på en lang række belastende oplevelser. Først en skilsmisse i 2001, hvor også de halvvoksne børn vendte hende ryggen. Dernæst et meget opslidende job – hvor Hanne blev dårligt behandlet. Samtidig nogle barske minder i bagagen, som trængte sig på. Fagforeningen rådede hende til at sige jobbet op og lade sig sygemelde. Det var i juli 2003.
I dag har Hanne mødt en ny dejlig mand, og børnene er vendt tilbage. På jobbet er der respekt om hendes arbejde. Sårbarheden er der stadig, men Hanne føler sig langt mere solid.
De grå dage
- Jeg bliver jo ikke behandlet som syg her. Der er dage, hvor telefonen bare ringer, og hvor der er post, der skal ordnes. Det er spændende. Der er pres på, og når jeg kommer hjem, er jeg træt.
- Jeg har brugt mig selv, men det er lige tilpas.
- Når jeg har det skidt, magter jeg kun arbejdet. Så er arbejdet min livline til normaliteten, siger Hanne.
I de perioder trækker hun på nogle ressourcer, der gør, at hun egentlig yder mere, end hun kan. På arbejdspladsen mærker kollegerne ikke Hannes grå dage, som noget der tynger stemningen.
Men når hun kommer hjem, skal der hviles ud og lades op. Derfor er jobbet stadig et job på nedsat tid fra 9-14, og Hanne har fri hver onsdag.
For Hanne er det et nederlag at blive hjemme. Hun møder op, selv om det er en grå dag. Så sker det en gang imellem, at Elma siger: "Du kan godt gå hjem tidligere i dag". Men det er sjældent, at det sker.
- Jeg ved ikke, hvor meget brøndborerne ved om min sygdom, men Peter, Elma og Christian ved meget om, hvordan jeg har det, siger hun. Vi drikker formiddagskaffe, og spiser frokost sammen og følger med i hinandens liv.
At være åben om sin sygdom over for de nærmeste kolleger, er noget, som Hanne også vil anbefale andre med psykisk sygdom. Og så at tage det lidt med humor.
- Vi er gode til at drille hinanden, tage lidt gas; det giver en dejlig stemning.
Byggesten til fundamentet
- Jeg har en enestående mand, der ikke tager det personligt, hvis jeg har det skidt. "Skal vi ikke lige gå en tur ud i haven", siger han, og det hjælper altid. Haven er min store lidenskab, forklarer Hanne.
Da Hanne i 2002 flyttede til Skiveegnen fra Ikast, meldte hun sig ind i foreningen Familie og Samfund, hvor hun er kasserer og PR-ansvarlig i bestyrelsen. Det har givet et godt netværk - som også var der, da Hanne blev syg.
Hun fik god støtte fra kommunens sagsbehandler, der også henviste hende til jobkonsulenten Jørgen Goul Møller. Og Hannes arbejdsgivere gennem det sidste halvandet år er et rigtigt godt match.
- Jeg synes, at de er enestående alle tre. De har en medmenneskelighed ud over det sædvanlige. Vi fik føjet ind i min kontrakt, at der skulle tages hensyn, og at jeg ikke skulle udsættes for stress. Og det er ikke noget, som de har glemt, understreger Hanne.
- Jeg er blevet bedre til at tackle de ting, som jeg er belastet af, og jobbet har hjulpet mig til at blive så hel, at jeg har værdighed.
Vi kan ikke undvære Hanne (arbejdsgiver)