Du er her: Forside > Gode eksempler > Psykiske sygdomme > Thomas - fra arbejdsprøvning til fast job > Thomas fik ønskejobbet (arbejdstager)
Share |
Menu
Søg Job - Evner i Fokus Hotline

Kontakt hotline, hvis du har spørgsmål. Ring på 36 310 320 eller send en mail på hotline@handicap.dk

Åbningstid:

Mandag 9 til 12

Tirsdag 9 til 12

Onsdag 13 til 16.30

Kampagnesitet

Læs mere overordnet om "Søg Job - Evner i Fokus" her.

 

Thomas fik ønskejobbet (arbejdstager)

Du skal have et job, hvor du går glad på arbejde, sagde jobkonsulenten. For Thomas var det en helt ny måde at tænke på.

Thomas Strøbæk, skiltemager hos ”Dekolet” i Skive

- Det gik for alvor galt for tre år siden, fortæller Thomas, der er 27 år og bor i Skive. Jeg fik angstanfald og turde ikke være blandt mange mennesker. Det var en overvindelse at gå i Brugsen. Jeg følte mig overvåget og havde følelsen af, at folk fulgte efter mig.
Thomas' læge henviste ham til "Teamet", der hører under amtspsykiatrien. Her fik Thomas tilbudt et længerevarende forløb hos en psykoterapeut, og han blev sygemeldt med depression og angst. Forud var gået et meget stressende arbejdsforløb med hårdt arbejde, lange arbejdsdage og mobning på arbejdspladsen. Thomas vidste aldrig, hvornår arbejdsdagen sluttede.

Fik en ny chance
Efter et år på sygedagpenge fik Thomas et brev om, at sygedagpengene ville ophøre om to uger.
Thomas henvendte sig så på Arbejdsformidlingen, hvor han meldte sig ledig. A-kassen ville ikke godkende ham. "Så længe du får medicin og er i behandling, kan vi ikke sende dig i arbejde", lød beskeden. Thomas fik med A-kassens hjælp forlænget sin periode på sygedagpenge. Han fik bevilliget støtte af kommunen til at komme tilbage på arbejdsmarkedet på mere lempelige vilkår.
Thomas' psykoterapeut havde på et tidligt tidspunkt givet ham en artikel om jobkonsulent Jørgen Goul Møller. Og Thomas syntes, at Jørgen lød som en person, som han kunne stole på og have tillid til. Så han søgte kommunen om at få en henvisning til jobkonsulenten.

Hvad har du lyst til?
Min første samtale med Jørgen var hjemme hos mig kl. 11 om formiddagen, fortæller Thomas. Han spurgte, hvad jeg kunne tænke mig.
- Jeg har altid tænkt, at jeg bare skal have et arbejde, hvor jeg kan tjene flest mulige penge. For jeg har jo ikke nogen uddannelse. Men Jørgen sagde:
"Tænk over, at du skal være glad, når du går på arbejde, og at du skal være glad, når du går hjem". Det var en helt ny måde at tænke på.
Jeg syntes, at det var svært at sige, hvad jeg kunne lide. Men Jørgen insisterede på spørgsmålet: Hvad har du lyst til?
Thomas kom rundt omkring noget med biler, lastbilchauffør, autolakerer, og så pludselig kom det op: "Skiltemaler".
- Hvor kom det fra? Det er bare noget, der har ligget i mig altid. Det kom frem, da jeg blev spurgt.

Prøv om du kan klare det
Thomas havde selv kigget lidt på skiltefirmaet Dekolet, så det nævnte han for Jørgen Goul Møller. Allerede dagen efter ringer Jørgen og fortæller, at der er arrangeret en samtale få dage senere.
Thomas starter i arbejdsprøvning hos Dekolet fra 11.00 til 14.15 hver dag. Efter kort tid begynder han at møde kl. 9.30, og efter nogle få måneder kommer han op på fuld tid og møder kl. 7.00 om morgenen. 
Jørgen er med under hele forløbet og Thomas vender de nye arbejdstider med ham.
- Jeg var lidt i vildrede; jeg har jo ikke haft arbejde i to år.
- Prøv det. Og hvis du ikke kan klare det, så sig det, er Jørgens råd.

Kastede sig ud i CNC
De første to måneder går med at få styr på lageret. Og pludselig lyder det: "Vi kan ikke undvære dig. Du er den eneste, der ved, hvad der er på det lager".
Thomas bliver kastet ud i at arbejde med CNC datastyrede maskiner. Noget, som han aldrig har prøvet før. Han får en kort instruktion og får at vide: "Her er en plade af akryl. Den koster 12.000 kr. Det er bare med at ramme rigtigt".
Det går hverken værre eller bedre, end at Thomas første gang får rykket pladen en tiendedel af en millimeter.
- Så måtte jeg justere pladen og skære bogstav for bogstav. Men der gik kun tre bogstaver til spilde ud af 24.
Dagen efter fik jeg lov til at lave en til. Og her var jeg 200 % opmærksom på, hvad jeg skulle, fortæller Thomas.
Selv om Dekolets indehaver, Carsten, stiller store krav til arbejdet, synes Thomas, at han har fået en rigtig god arbejdsgiver. Carsten kommer gerne ud og spiser frokost i pausen, og han kan "tåle lidt røg i køkkenet".
Der er otte medarbejdere hos Dekolet og en værkfører, der er Thomas nærmeste chef.

Arbejdet gør glad
Thomas gik ud af ottende klasse for 13 år siden og har været i fuldtidsarbejde lige siden, bl.a. som murerarbejdsmand og som støber. Han har oplevet mobning på flere arbejdspladser.
- Jeg har kæmpet for at finde min plads. I dag betyder min kone og min familie meget for mig. Min søn Silas på tre et halvt år er mit et og alt. Det er noget af det største, der er sket i mit liv, siger Thomas. 
Derfor skal arbejdet ikke tage luften ud af familien. Der skal være plads til at hente Silas i børnehaven, og der skal være tid til familielivet og de mange interesser. Thomas holder bl.a. af at gå på lystfiskeri og fiske med flue. Kælderen har været fuld af akvarier med spændende fisk. 
Jobbet hos Dekolet er spændende og afvekslende, og Thomas har endelig fået et job, hvor han både går glad på arbejde og glad hjem derfra. Han har også fået det meget bedre.
- I dag ved jeg, hvordan jeg skal tackle et angstanfald. På arbejdet giver jeg udtryk for det, hvis jeg har en dårlig dag. Og jeg har kun haft fire sygedage i løbet af det år, hvor jeg har været her, fortæller Thomas.
- Man får det ikke bedre af at sidde derhjemme. Når jeg går sammen med min kollega, som er et stort smil, så bliver jeg bare glad. Sådan en kollega er guld værd.
12. maj startede Thomas i en fast stilling på almindelige vilkår hos Dekolet.

Vi giver ikke særbehandling (arbejdsgiver)

Skaber hul igennem til virksomheden (jobkonsulent)

Fakta om "Huset" i Skive