Misbrug afløst af liv og job (arbejdstager)
Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at være det igennem, siger Jørgen, der var misbruger.
Jørgen Hansen, medhjælper i isoleringsfirma
Da Jørgen var 6 år, kom han på børnehjem under Københavns Kommune. Siden var han tilknyttet en ungdomspension til han var 22. Her var bl.a. et snedkerværksted, malerværksted og et gartneri, som Jørgen arbejdede i. Senere var han i aktivering som maler i halvandet år.
- Jeg dyrkede meget sport; spillede en del fodbold og bordtennis og badminton, fortæller Jørgen. I 1981 gennemførte han 10. Klasse på Sønderborg Idrætshøjskole. Derefter aftjente han sin værnepligt og fik et job i Føtex.
I dag er Jørgen 45 år. I næsten 20 år havde han et hårdt liv med misbrug og kriminalitet, inden han landede på benene igen, blev clean og fik job.
Blev misbruger på Fyn
Det var da Jørgen i 1985 flyttede til Fyn, at det startede med at gå ned ad bakke. Han røg ud i misbrug og kriminalitet og måtte blandt andet tilbringe nogle måneder i Nyborg Statsfængsel.
Jørgen havde ingen kontakt med sin familie, mens han boede på Fyn. Han har tre brødre, og i dag har han et tæt forhold til dem.
- I 1991 døde min mor, og jeg tog over til begravelsen, der var i København. Her fik jeg kontakt med mine brødre igen. De hjalp mig med at finde et sted at bo, og jeg fik et job som flyttemand. Men efter et år gik det ned ad bakke igen, fortæller Jørgen. Han løb ind i nogle venner, der hev ham tilbage i misbruget. Det var både hårde stoffer og alkohol.
Jørgen følte, at familien var lidt for tæt. Og at han blev overvåget.
- I dag kan jeg se, at de bare ville vide, om jeg havde det godt. De ville ikke tjekke, hvad jeg lavede.
Der var brug for efterbehandling
Jørgens storebror fandt ud af, at Jørgen var røget på den igen, og han fik ham ind på et behandlingssted i Skovlunde. Det var i 2000. Men så snart Jørgen kom ud blandt vennerne, røg han tilbage i misbruget.
I 2004 kom han ved storebroderens hjælp i behandling på Lolland i 7 måneder. Og da han kom tilbage til København, fik han tilbudt efterbehandling i 12 måneder på behandlingsstedet "Brydehusvej" i Måløv.
- Vi var fem tidligere misbrugere, der boede i et hus. Vi skulle selv lave mad. Der var forskellige arrangementer og samtaler. Hver onsdag var der et møde, hvor vi alle sammen deltog.
Vi fik også støtte til at skrive jobansøgninger. Det var her, det gik op for mig: "Hvis du vil ha’ et arbejde, så er det dig selv, der skal gøre noget for det", fortæller Jørgen.
Kunne mere, end jeg troede
Jørgen fik job i gartneriet på Grantoftegård.
- Jeg fandt ud af, at jeg kunne mere, end jeg selv troede. Det var mig, der gik forrest, når der skulle tages fat, husker Jørgen. Han var blevet clean og var medlem af NA, Narcotics Anonymous. Når der er brug for det, følger han møderne der.
I dag har Jørgen et fast job hos isoleringsfirmaet ”Stabil Totalisolering”. Han havde først fået job hos Ballerup Kommune, men der var ikke mere arbejde, så han meldte sig til et "At komme videre kursus". På kurset fik han allerede første dag stukket en seddel i hånden med et telefonnummer. Det var isoleringsfirmaet, der søgte medarbejdere.
- Jeg var til samtale, og dagen efter var jeg i gang, fortæller Jørgen. Han blev fastansat i firmaet i januar 2007.
Kollegerne betyder meget
- Det betyder mest for mig, at jeg har nogle utroligt gode kolleger, siger Jørgen om jobbet i isoleringsfirmaet. Han cykler de syv kilometer til arbejde og møder hver morgen klokken 6.45.
- I dag går jeg glad på arbejde. Jeg kender heller ikke dagen, før jeg møder. Nogle dage skal vi isolere på et loft, andre dage går vi udenfor og isolerer en facade. Min chef Thomas og første manden er gode til at lære fra sig. Vi kører altid to kolleger sammen, når vi er på en opgave.
- Jeg er ikke så hurtig, men jeg får lov at gå i mit eget tempo. Og jeg hører aldrig noget fra kollegerne om, at "Vi skal vente på Jørgen".
- Det holder mig i gang at have et job. Jeg har fortalt min historie til kollegerne. De synes, at det er godt klaret, og at jeg bare skal klø på. Når jeg kører i bilen med Thomas, taler vi om alt muligt. Han er meget åben om sig selv og vi får nogle gode snakke.
Camping og familieliv
Jørgen har fået en solid støtte fra især den ene af sine brødre. Storebroren har en familie og to drenge, som Jørgen er meget glad for.
- Jeg har jo fået nogle økonomiske midler, og det er ret nyt for mig. Så jeg har købt mig en campingvogn, der står på den campingplads i Karise, hvor min brors familie også camperer. Min storebror henter mig om fredagen i de weekends, hvor jeg tager med derned.
- Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at prøve det, jeg har været igennem, siger Jørgen. Han har været ovre og fortælle om sine år som misbruger på en skole i nabolaget.
Jørgen har ingen dårlige perioder (arbejdsgiver)