Forbindelse til det pulserende liv (arbejdstager)
Mikkels gode år i ungdommen med uddannelse, kæreste og barn blev afløst af en utryg tilværelse med angst og skizofreni. I dag har Mikkel Ritzau på 44 år fået ro i sit liv med et godt job.
Mikkel Ritzau, assistent på biblioteket ved Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Mikkel Ritzau var styrmandsaspirant i ØK og sejlede i to år. Så mønstrede han af i Japan i erkendelse af, at der var for meget druk ombord. Efter en god tid som rekrut i søværnet med udstationering på Grønland, vendte Mikkel tilbage til København og startede på studiet til maskiningeniør. Det var i slutningen af 1980’erne.
- Jeg havde en god kammerat på studiet. Vi holdt hinanden til ilden. Pludselig var det noget, som jeg selv havde valgt. Jeg lavede mine ting og klarede mig rigtig godt. Fik gode karakterer. Det gik op for mig, at jeg egnede mig til det her, fortæller Mikkel.
Gode tider vendte
Men Mikkel begyndte også at mærke sin begyndende psykiske sygdom.
- Jeg har altid haft nogle symptomer. Haft svært ved at tage kontakt til folk. Jeg røg i nogle sorte huller fra den ene dag til den anden, hvor der gik en uges tid, før jeg kom op igen, fortæller han.
Mikkel flyttede med kæresten til Århus og blev gift. Han begyndte på Århus Teknikum. Men den gode kammerat og det gode hold blev tilbage i København. Det gik op for Mikkel, hvor meget de trygge rammer betød, for om alt gik godt.
- Jeg brugte al min energi på at holde ud at være der. Men det var et alt for stort pres, fortæller Mikkel, der til sidst gav op og meldte sig ud af studiet.
Barsk tid uden støtte
- Så snart jeg arbejdede sammen med nogen, gik det fint. Når jeg arbejdede for mig selv, gik jeg i stå.
Mikkel havde en del forskellige job; bl.a. to år som pædagogmedhjælper. Også her opdagede han, at han ikke havde energien til jobbet. Da han sygemeldte sig, spurgte pædagogen, om han ikke havde brug for professionel hjælp. Det var 1994. Mikkel spurgte sig selv:
- Der er noget galt. Hvorfor er det sådan? Og hvor går jeg så hen?
Mikkel begyndte med at gå til sin egen læge. Og herefter begyndte flere års "stilstand", hvor der var forskellige tilbud, men intet der gav den hjælp og støtte, som Mikkel havde brug for. Et sted ventede han halvandet år på at få svar. En efter sigende meget dygtig psykiater havde som princip ikke at give håndtryk til klienterne. Og allerede der røg Mikkels tillid til ham. Mikkel afprøvede over en periode forskellige former for medicin, der ikke hjalp.
Mikkel blev skilt i midten af 1990’erne. Han fik en lejlighed, hvor der var meget at sætte i stand. Det var vanskeligt at overskue. Han havde fået en lille datter, som han skulle se seks dage ud af 14. Men han kunne ikke magte det, så samværet blev ændret til hver anden weekend.
De gode perioder blev brugt på kurser og forløb på bl.a. Byhøjskolen, et musikhold med korsang og Gøglerskolen.
Ny diagnose gav mening
Fra 2000 og et par år frem havde Mikkel Ritzau flere indlæggelser. Men så pludselig vendte det hele igen.
I 2003 kom Mikkel til samtale hos en overlæge på Århus Psykiatriske Hospital, afdeling Nord.
- Vi talte sammen to gange. Han sagde, at min diagnose var simpel skizofreni. I længere tid havde jeg haft diagnosen skizoid og depressiv personlighedsforstyrrelse, fortæller Mikkel.
Han gik ned i Gallojobs bibliotek og læste om diagnoserne. Den nye diagnose gav mening. Mikkel kunne genkende sine symptomer. Han havde ikke oplevet psykoser men var plaget af sine tanker. Og han var bl.a. utryg ved andre mennesker og ved at gå på gaden.
- Det at få diagnosen, hjalp mig. Det kunne jeg forholde mig til. Pludselig gik det op for mig: Det er jo alvorligt, det her. Det er noget, som jeg fejler. Det er ikke min skyld. Og jeg kunne genkende symptomerne; Jo den er god nok, det er sådan jeg har det, fortæller Mikkel og tilføjer:
- Pludselig kunne jeg tilgive mig selv, også at jeg ikke kunne være sammen med min datter.
Overlægen ordinerede en antipsykotisk medicin, der virkede. Og Mikkel fik i 1994 tilkendt pension og støtte til at klare husholdningen.
Fik lyst til job
- Jeg fik det bedre. Fik lyst til at starte på noget. Kiggede først på skoler. Tænkte så på et skånejob.
Mikkel gik atter ned på Gallojob, som er et tilbud til mennesker med sindslidelse, drevet af frivillige. Her fik han kontakt med jobkonsulent Bjørn Steensvold.
- Han var meget omhyggelig, grundig og flink at snakke med. Vi tog tre samtaler om, hvad jeg havde lyst til. Jeg havde en klar fornemmelse af, at han ville mig det bedste. Han var god til at lytte til det, som jeg gerne ville, husker Mikkel.
Bjørn fandt først et skånejob til Mikkel som chauffør hos et firma, der kører blomster ud til private.
- Han mente ikke, at jeg skulle have noget, hvor der var alt for mange mennesker tæt på, forklarer Mikkel.
Mikkel kunne godt lide at køre bil. Og jobbet gik fint et halvt års tid, men så begyndte det at gå ham på. Det var stressende med trafikken, og fyraften var oftest først omkring 17.30 - 18.00. Mikkel var begyndt at se sin datter oftere, så arbejdstiderne passede ikke med det. Det viste sig også at være lidt ensomt at køre bil.
- Jeg gik ned og talte med Bjørn Steensvold igen, og besluttede mig så for at sige op.
Nyt og mere socialt job
Bjørn og Mikkel blev enige om, at det nye job skulle være et mere socialt job. Bjørn havde etableret en kontakt til Jette Bødker på Århus Universitets bibliotek på Psykologisk Institut. Og efter en samtale fik Mikkel job med løntilskud på biblioteket pr. 1. april 2006.
- Jeg har det utroligt godt med det her job. Stedet og især menneskene, som jeg arbejder sammen med. Det er utroligt positivt.
- De tre bibliotikarer var meget imødekommende og tog godt imod mig, fortæller Mikkel.
Han har selv haft indflydelse på, hvad stillingen indeholder.
- Jette har spurgt, hvad jeg kan og har lyst til at lave. Om mandagen sidder jeg bag skranken og har kundekontakt. Jeg har også noget arbejde ved computeren. Og jeg bruger en time hver dag på at se aviser igennem for artikler om psykiatrien og andre emner af interesse. Ellers handler det om at sætte bøger på plads, journalisere tidsskrifter mv.
Forbindelse til det pulserende liv
- Det betyder meget for mig at have et job. Det er godt for alle mennesker at have noget at stå op til. Noget, som man skal i dag, og som er vigtigt, siger Mikkel.
Økonomisk får han ikke meget ud af det. For boligstøtten er røget. 650 kr. mere om måneden oven i pensionen kan det blive til efter skat. Men pengene er ikke afgørende for Mikkel Ritzau. Det er at indgå i det sociale liv, der betyder noget.
- Det giver mig mening i livet at have et arbejde, siger han. Det giver en forbindelse til samfundet og det pulserende liv. Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde – til at se mine kolleger. Jeg føler, at der er brug for mig.
Mikkel har været medicinfri siden sidste sommer. Og det går godt.
Han anbefaler andre med psykisk sygdom at tænke over, hvor socialt det nye job skal være. Eventuelt afklare det sammen med jobkonsulenten.
- For mig er det vigtigere, at det sociale fungerer, end at arbejdet er interessant.
Mikkel synes også, at det er en god idé at fortælle kollegerne om, hvad man fejler.
- Der er ikke nogen, der vil bytte, når de ved, hvad det handler om, siger han med et glimt i øjet.
Mikkel bidrager til det sociale (arbejdsgiver)