Guide til jobcentrene - til jobmatch mellem virksomhed og borger med en psykisk sygdom
I guiden kan du læse om nogle forhold, som det ofte er hensigtsmæssigt at overveje, når du som jobcentermedarbejder skal foretage et jobmatch mellem en virksomhed og en borger, der har en psykisk sygdom.
Guiden omhandler alle faser af processen, dvs. forberedelsesfasen, ansættelsesprocessen, borgerens deltagelse på arbejdspladsen samt opfølgningperioden i tiden efter ansættelsen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at guiden er vejledende. Mennesker er forskellige, og betydningen af en psykisk sygdom kan variere fra person til person. Derudover kan måden, som en psykisk sygdom kommer til udtryk på hos den enkelte person, variere over tid. Nogle af punkterne kan således være relevante i forbindelse med ét jobmatch, mens de kan være af mindre betydning ved andre jobmatch.
Nogle af punkterne er direkte relaterede til psykisk sygdom, mens andre er mere generelle og umiddelbart kan synes åbenbare. Ikke desto mindre kan de alle være relevante at overveje. I mange tilfælde kan de være særligt vigtige, når borgeren har en psykisk sygdom, da personen kan have et øget behov for, at rammerne for jobmatchet er hensigtsmæssige, og at forløbet er klart og struktureret.
Guiden er udarbejdet på baggrund af en netværksdag, som Vidensnetværket afholdt i Hvidovre den 10. april 2007.