Du er her: Forside > Aktuelt > Leah fik sat ord på job-værdierne
Share |
Nyhedsbrev


HTML
Ren tekst
Se nyhedsbreve
 

Leah fik sat ord på job-værdierne

”Jeg kunne meget godt forestille mig at blive formidler af en viden overfor nogle mennesker. Det, der er min force, det er kommunikation mundtligt. Og det er det jeg er god til," fortæller Leah Oxbøll Nielsen, som vi har talt med, efter hun deltog på 2 af de inspirationsmøder DH afholder for jobsøgende med handicap.

Som led i den landsdækkende kampagne ”Søg job – Evner i fokus” har Danske Handicaporganisationer (DH) afholdt en række inspirationsmøder for jobsøgende mennesker med handicap i Region Nordjylland og Region Midtjylland. I den forbindelse har vi talt med Leah Oxbøll Nielsen om hendes arbejdsmarkedssituation og hendes udbytte af inspirationsmøderne.


Leahs historie – kort fortalt

31-årige Leah er aktiv i Idrætsforeningen for Handicappede i Aalborg, formand for regionens bowlingudvalg og er ofte at finde på biblioteket med næsen i en psykologi – eller samfundsfaglig bog. For tiden bruger hun en del tid på at træffe et valg, om det er uddannelse eller arbejde, som står øverst på ønskelisten. Det er en længere proces. Både på grund af den generelle situation på arbejdsmarkedet, men også fordi hendes beslutning afhænger af, at få de praktiske og lovgivningsmæssige ting på plads. Blandt andet i forbindelse med den ansøgning, kommunen behandler lige nu om personlig assistance, og mulighederne for at få stillet en kørestol til rådighed på arbejdspladsen, hvis hun får et job.

 Leah er nemlig spastiker og har siddet i kørestol hele sit liv. Hun har både en gymnasial uddannelse og en 1-årig HH-eksamen, men har aldrig været i et almindeligt ansættelsesforhold. Da hun gennemførte et 3-årigt lærepladsforløb som kontorassistent, fik hun dog konkret arbejdserfaring på papiret. Hun blev udlært i 2008, og har siden da været jobsøgende, visiteret til fleksjob. Efter et nyt afklaringsforløb blev Leah i sommeren 2011 indstillet til og tilkendt førtidspension, da de på revalideringscenteret vurderede, at de timer hun kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, kombineret med det arbejde hun kunne præstere i de timer, ikke stod mål med et fleksjob.

 

Det konstruktive møde-rum

Det var Leahs mor, som så annoncen om inspirationsmøderne i lokalavisen og opfordrede hende til at deltage. Mange ledige (med handicap) har, som Leah, ikke altid et fordomsfrit forhold til kommunen, og derfor var Leah i første omgang skeptisk overfor mødet, som hun troede var et kommunalt tilbud. Det kan virke som en barriere for et konstruktivt samarbejde om inspiration og sparring. F.eks. fortæller Leah: ” Det er ikke så stort et problem, som det har været, men det er svært ikke at blive irriteret eller på den ene eller den anden måde at se kommunen som en fjende. Fordi du kommer aldrig til kommunen og siger ”Nu skal du høre, hvor super godt det går”. Du kommer altid og beder om et eller andet, og de siger altid: ”Nå, kan det nu lade sig gøre”. Det er noget, jeg har været nødt til, siden jeg var helt lille, og det er noget, jeg er nødt til resten af mit liv. Men det bliver aldrig sjovt.”

Da Leah fandt ud af, at det var Danske Handicaporganisationer, som stod bag møderne, tilmeldte hun sig alligevel, for som hun siger: ”Jeg har den erfaring, at foreningerne for handicappede ser på hele mennesker. Og det giver altid et plus ”. Og her kunne Leah deltage på egne præmisser: ”… jeg kunne bare suge viden til mig, og der var ikke nogen der skulle måle og veje mig. Det synes jeg egentlig var ok.” Rigtig mange af deltagerne på inspirationsmøderne, deler Leahs synspunkt, om at det er en god ide, at Danske Handicaporganisationer afholder inspirationsmøder som disse. Det myndighedsfrie rum og det, at mødet er frivilligt, synes at være med til at åbne op for konstruktivt arbejde i forhold til jobsøgningsprocessen.

 

Handicapkompenserende ordninger og jobværdier

 På møderne gennemgås de handicapkompenserende ordninger – ofte i dialog med et jobcenters nøgleperson på handicapområdet. For mange mennesker med handicap kender stadig ikke disse ordninger, og derfor er ideen at, deltagerne på møderne får viden om dem og indgår i dialog med de personer, som i praksis forvalter ordningerne. ” Jeg fik svar på nogle lovmæssige spørgsmål uden at blive målt og vejet, hvilket var rart, og kursusholderen har en bred viden, uden at det bliver til navle-kiggeri, hvilket jeg fandt meget inspirerende, ” opsummerer Leah.

På inspirationsmødet blev Leah også sat til at arbejde med sine personlige værdier og arbejdsværdier. I følge konsulentfirmaet Marselisborg Praksisvidencenter, som underviser på møderne, skaber denne proces et godt afsæt for at sælge sig selv. Både fordi de jobsøgende mere bevidst kan søge job i arbejdsmiljøer og jobfunktioner, som de vil passe godt til. Og fordi de bedre kan konkretisere et værdi-match mellem dem selv og virksomheden, de søger job hos.

”Jeg fik meget ud af værdi-gennemgangen, som var lidt af en aha-oplevelse for mig”, fortæller Leah, og beskriver det nærmere: ”Noget af det, der vil tælle for mig i en uddannelses- eller arbejdssituation, det er at have noget socialt netværk og nogle kollegaer at være fælles med… Det vægter en del for mig at komme ud og være en del af noget andet, og at yde noget”, fortæller Leah. Denne værdi er nu en klar pejling for hende i forhold til, hvorfor det er vigtigt for hende at lægge energi i – på længere sigt – at komme i uddannelse eller arbejde. Og med de ord forlader vi Leah for denne gang.

 

Inspirationsmøder i 2012

I første halvår af 2012 afholdes der inspirationsmøder i Region Syddanmark og Region Sjælland og Hovedstaden. Der er stadig åbent for tilmeldinger til Region Sjælland og Hovedstaden, så hvis du vil med, så klik her.

 

Vil du arbejde med dine jobværdier?

  • Så opret dig selv som bruger på Jobværkstedet. Her kan du også få hjælp til CV-skabeloner og ansøgninger.

 

Vil du også vide mere om de handicapkompenserende ordninger?

  • På Specialfunktionen Job og Handicap’s hjemmeside kan du bl.a. læse om, hvor du blandt andet kan læse om Personlig assistance, mulighederne for hjælpemidler på arbejdspladsen og meget mere. Klik her.
  • På www.vidensnetværket.dk kan du finde inspiration i de gode historier til, hvad der kan lade sig gøre i forbindelse med job og handicap. Klik her