Personer med nedsat hørelse – ingen hindring på arbejdsmarkedet
SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd har lavet undersøgelsen: "Personer med handicap. Helbred, beskæftigelse og førtidspension 1995-2008".
Rapporten undersøger, hvordan det er gået personer, som havde en funktionsnedsættelse i 1995: Hvordan har de siden hen klaret sig på arbejdsmarkedet, hvor ofte har de fået tilkendt førtidspension, og hvordan har deres helbred udviklet sig?
Undersøgelsen viser, at det særligt er personer med nedsat hørelse, der har fået arbejde. Personer, der har dårligt syn eller problemer med benene, klarer sig derimod dårligere. Personer med uddannelse – og især videregående uddannelser – har en større tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden uddannelse.
Funktionsnedsættelser behøver ikke at være permanente. Næsten halvdelen (46%) af dem, der har fået målt en funktionsnedsættelse i 1995, har fået bedre helbred i 2008. Lige så mange har fået dårligere helbred. Antallet af personer med funktionsnedsættelse, der har et arbejde, er ikke steget væsentligt i perioden 1995 til 2006.