SE MISBRUGET – OPDAG DIAGNOSEN

- Ses der hyppigere et misbrug hos mennesker med udviklingsforstyrrelser som ADHD og Aspergers syndrom end hos den brede befolkning generelt?

- Til det kan jeg kun sige ja. Det gør der. Især mennesker med ADHD prøver at selvmedicinere sig ved at bruge rusmidler. Den manglende ro og koncentrationsevne gør, at de kommer på koalitionskurs med deres omgivelser. Derfor selvmedicinerer de sig. Det klassiske eksempel er 8. eller 9. klasses eleven, der ikke kan sidde stille og bliver smidt ud fra timerne. Han begynder at ryge en lille joint om morgenen, så kan han sidde og stene hele formiddagen. Så ryger han en joint i det store frikvarter, og så stener han videre om eftermiddagen. Efter tre uger kommer læreren og siger: ”Hvor er det dejligt, at du er faldet til ro, Jens”. For første gang i sit liv har Jens gjort noget, de voksne blev glade for.

- Hvordan kan jobcenter-medarbejderen finde ud af, at en person måske også har et misbrugsproblem – hvilke tegn skal medarbejderen være opmærksom på?

- Der er ingen synlige tegn ved de rusmidler, som disse unge typisk bruger. De vil heller ikke møde op i jobcentret stærkt påvirkede – de sætter sig op til mødet. De har måske røget en joint tidligere, der er delvist dampet af, så de føler sig påvirkede – men det er ikke synligt. Det handler om udredning. Alarmklokken skal ringe, når personen gerne vil i gang – men så alligevel ikke magter det. Og så gælder det om at stille spørgsmål på en omsorgsfuld måde, så du kan etablere en tillid, der gør, at personen har lyst til at fortælle om sit misbrug.

- Det er vigtigt med en omhyggelig udredning for at hjælpe de her mennesker. I udredningen kan du ikke undgå at komme ind på spørgsmålet om misbrug. For os i Stofrådgivningen henvises de hertil på grund af misbruget, og så opdager vi, at personen i virkeligheden har ADHD eller noget andet.

- Hvad er den gode udredning af et ungt menneske, som har et misbrugsproblem? Er det via en psykiater?

- Ikke nødvendigvis. En god social udredning, hvor man kommer hele vejen rundt, må være målet. I udredningen kan der så tages højde for, om den unge fx er depressiv, lider af en personlighedsforstyrrelse eller er præget af det, vi kalder antimotivationssyndrom – altså fuldstændig apati på grund af et overforbrug af rusmidler. For at få styr på det, kan der være brug for en psykiater eller en psykolog. Det er vigtigt at gøre noget ved det grundliggende problem, ellers får du ikke ændret noget som helst. Du kan ikke tage rusmidlerne fra fx en person med ADHD, uden at tilbyde ham noget andet at slappe af på.

- Hvordan får vi denne gruppe af mennesker i job?
 
- Jeg har lavet jobtræning med nogle af de her unge mennesker. Vi startede med et rollespil, hvor vi lærte dem, hvordan de kommer ind af en dør og præsenterer sig selv: ”Goddag jeg hedder Peter. Jeg vil gerne have et job”. Da vi var færdige med rollespillene, kørte vi ud i Hvidovres industrikvarter. Vi beroligede dem ved at sige, at målet ikke var, at de fik et job. De skulle blot prøve det af i virkeligheden. Bagtanken var selvfølgelig, at de kom i job. Og det lykkedes. De fik alle sammen job i løbet af to måneder. Men efter to måneder var de alle sammen ude igen.

- De har nemlig svært ved at strukturere deres arbejde. Der er nogle helt fundamentale ting, de skal lære for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Man kan for eksempel give dem en personlig assistent, der kan vise dem, hvordan de skal gøre. Vi havde en ung gut, der arbejdede på cafeteria i Zoologisk Have. Han knoklede løs, fordi han ikke kunne sys-tematisere. Han løb af sted med fire tallerkener, halvvejs glemte han, at han skulle have affaldsposen med, så løb han tilbage med tallerkenerne, så havde han glemt kluden. Han blev frustreret, fordi arbejds-giveren råbte ad ham, at det gik for langsomt.

- Hvad nu, hvis den unge ikke vil have hjælp. Han vil bare fortsætte med sit misbrug?

- Hvis du har med mennesker at gøre, der skal ændre deres adfærd, så er den klassiske fejl at komme med gode råd på et tidspunkt, hvor de slet ikke har tænkt sig at gøre noget ander-ledes. I Stofrådgivningen opbygger jeg en relation til dem, ved fx at tale om deres stofmisbrug – det der optager dem. Hvordan stiller du nogle fornuftige krav til din pusher? Laver du en fornuftig form for kriminalitet for at finansiere dit misbrug? Det går de meget op i. Ved du, hvordan du skal ryge hash uden fx at få lungebetændelse? Jeg møder dem, hvor de er. Og når jeg taler om de ting, er det lige pludselig også tilladt at tale om andre ting – og så kan det være, at
de vil ind i forandringscirklen.

- Det vil sige, at jobcenter-medarbejderne bare skal vide, hvordan man ryger det ene og det andet, så de kan møde dem, der hvor de unge er?

- Nej, men ligeså håbløst som det er for mig, at jeg ikke har en erhvervskonsulent siddende nede i Stofrådgivningen, at jeg ikke har en skolelærer etc. Ligeså håbløst er det, at job-centrene ikke har fagekspertise til rådighed på alle de her forskellige områder. Der er brug for en psykolog, en familieterapeut, en misbrugskonsulent, en skolelærer, en støtte-kontaktperson, en psykiater, og så har jeg sikkert glemt et par stykker. Hvis vi skal løse denne her opgave tilfredsstillende, kræver det et team af faglige kompetencer. Det kan en jobcentermedarbejder ikke løse alene.

Små effektive tværgående teams – ifølge Rindom
Et særligt team skal være klar til at tage sig af de unge, der har sværest
ved at klare sig. Teamet skal bestå af en sagsbehandler, psykolog, psykiater, misbrugskonsulent, jobkonsulent, uddannelsesvejleder og skolelærer.
Der skal være nem adgang til bevilling af nødvendige tiltag som rekvisition til medicin, akut bolig eller igangsættelse af støtte-kontaktpersonsordning.

Sagsbehandleren tager den indledende samtale med den unge og beslutter hvilke fagpersoner, der skal inddrages i det videre forløb. Små effektive enheder får det til at rykke. Der er mulighed for løbende opfølgning, hurtig igangsættelse af tilbud, når den unge er motiveret og vidensdeling.

Fra en sagsbehandlers synspunkt
Vidensnetværket har spurgt Ellen Zorn – kommunal unge-sagsbehandler fra Hillerød Jobcenter, med matchgruppe 4 og 5: Hvad tænker du om Henrik Rindoms forslag?

Jeg synes, det lyder som det helt rigtige. I mit daglige arbejde forsøger jeg at tilnærme mig det så meget som muligt.

For personer, der har diagnosen ADHD, er det første jeg gør at tale med den unge om, hvorvidt  han har brug for en støtte-kontaktperson, og hvor han skal søge.
For at få personen udredt henviser jeg til en psykiater med unge som speciale – de har viden om disse udviklingsforstyrrelser. Jeg ringer op og hører, hvornår der er en tid – så ventetiden bliver så kort som mulig. Og så vælger jeg de psykiatere, som fokuserer både på medicin og samtale. En speciallægeerklæring kan efterfølgende suppleres med en henvisning fra egen læge, hvis den unge skal i behandling.
 
Jeg kan nemt komme i kontakt med en jobkonsulent og uddannelsesvejleder. Jeg trækker også tit på en misbrugskonsulent, som jeg kender fra et projekt i kommunen. Jeg kan ofte se, at vi motiverer den unge til behandling, når der finder et parallelt forløb sted, hvor behandling kombineres med en arbejdsmarkedsrettet indsats. Ved at have en tættere dialog med de andre fagpersoner på området ville vi hurtigere kunne sætte tiltag i værk. Det ville være godt – da unge med ADHD og Aspergers syndrom sjældent har stor tålmodighed.