VIDENSNETVÆRKET KOM GODT FRA START
Vidensnetværket markerede sin åbning med en minikonference den 1. oktober 2007. Det blev en inspirerende og lærerig eftermiddag, hvor 180 deltagere hørte en række faglige oplæg om handicap og beskæftigelse.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen åbnede konferencen. En vigtig pointe i ministerens tale var netop, at vi med Vidensnetværket får samlet en masse viden. Viden, der længe har været stor efterspørgsel på. Ministeren blev efterfulgt af seks oplæg om erhvervet hjerneskade, ordblindhed, whiplash, ADHD, stress og depression samt misbrug.
God respons
Deltagerne var meget tilfredse med oplæggenes indhold. I evalueringsskemaerne blev der også givet fine karakterer til oplægsholderne. Interessen for minikonferencen var over-vældende, da hele 300 personer havde ønsket at deltage. Desværre var der ”kun” plads til 180 deltagere.
Vidensnetværkets tilbud
Vidensnetværkets arbejde er selvfølgelig ikke kun at arrangere minikonferencer for landets jobcentre. En vigtig ingrediens i Vidensnetværkets arbejde er bl.a. callcenter-funktionen, hvor jobcentre, andre aktører og borgere kan ringe og få vejledning og inspiration i spørgsmål om handicap, sygdom og beskæftigelse. Vidensnetværket arrangerer også gratis kurser/temamøder for landets jobcentre, hvis de har brug for viden på områder inden for handicap/sygdom og beskæftigelse.
Vidensnetværkets hjemmeside www.vidensnetvaerket.dk spiller en grundlæggende rolle i for-midlingen af brugbar viden til jobcentrene, andre aktører og brugere. Hjemmesiden bliver løbende udvidet og opdateret med relevant viden.
Brug hjemmesiden og ring til Vidensnetværket. Vi arbejder for samme sag:
At flere mennesker med handicap og sygdom får mulighed for at komme i job!