Du er her: Forside > Nyhedsbreve tekster > Nyhedsbrev juni 2008 > DA LIVET TOG EN UVENTET DREJNING
Share |

DA LIVET TOG EN UVENTET DREJNING

Lillian Knudsens hjerneblødning kom uden forvarsel – og to dage efter fik hun et epileptisk anfald. Hun var godt nok midt i en stresset tid, som forbundsformand, tilbage i maj 1998, hvor ca. halvdelen af medlemmerne i KAD var i konflikt.

Oven i det viste det danske vejr sig fra sin omskiftelige side. Den ene dag var det sommer og den næste dag vinter. Det resulterede i en kraftig pande- og bihulebetændelse, som satte sig fast, fordi der ikke lige var tid til at få den behandlet. Det var en medvirkende årsag til hjerneblødningen.

Lillian blev indlagt med total lammelse i den ene side af kroppen. Som om det ikke var nok, kom der to dage efter et voldsomt epileptisk anfald:

- Det første anfald kom på hospitalet, og det var meget slemt. Min mand var heldigvis hos mig. Det var en chokerende oplevelse for os begge to. Jeg kan huske følelsen af at glide ind i en eller anden sær form for bevidstløshed, og jeg kan huske, at min mand løb hen mod døren og råbte på hjælp. Jeg aner ikke, hvor længe jeg var væk. Det føltes som timer, men der var nok snarere tale om minutter. Det var en ubehagelig oplevelse.

Langsomt i gang på jobbet igen
Efter tre måneder var Lillian Knudsen tilbage på jobbet. Medicin var med til at holde de epileptiske anfald fra døren. Første dag på jobbet holdt hun beretning på repræsentantskabsmødet. Hun tog sig dog kun af de overordnede linjer. De enkelte sager måtte medarbejderne tage sig af. Generelt set startede hun langsomt.

- Jeg blev hver dag hentet på min bopæl af fl inke medarbejdere fra postafdelingen. Det gjorde, at jeg var på pinden kl. 10.00 og forlod kontoret igen kl. 13.00. Min arbejdstid blev så langsomt udvidet i takt med, at jeg fi k det bedre og bedre. Jeg blev meget bedre til at fordele arbejdsopgaverne til de andre medarbejdere, og jeg gav slip på nogle af alle mine poster i råd og nævn. Det havde den positive virkning, at andre kvinder fi k lov til at tage over.

Mister jeg mit kørekort?
Lillian gjorde meget ud af at fortælle, hvordan hun havde det, så der var rene linjer.

- I starten fortalte jeg ikke om min epilepsi – jeg var bange for at miste mit kørekort. Jeg har altid været meget striks med at overholde de regler, der er, og der var en lang periode, hvor jeg slet ikke kørte bil. Med tiden blev det nemmere at være åben omkring epilepsien, og nu fortæller Lillian altid om det, når der er en mulighed. Lillian har opdaget, at der er mange, der ikke ved så meget om epilepsi.

Medicinen påvirkede mit arbejde
Epilepsimedicinen havde den bivirkning, at den gjorde Lillian Knudsen sløv. Efter fem år var hun trappet ud af pillerne, og hun kunne mærke en stor forandring:

- Det forandrede mig til det bedre, fordi pillerne sløvede mig. Det var nogle gange svært at passe mit arbejde, når jeg var medicineret. Set i bakspejlet påvirkede pillerne helt klart min arbejdsindsats. Det skal man være opmærksom på. Der var mange ord og ting, som jeg ikke kunne huske. Heldigvis er jeg i dag fri for pillerne.  Jeg kan så sige, at pillerne har holdt mig fra voldsomme anfald, så jeg har været skånet fra den del af epilepsien.

I dag er hun trådt tilbage fra det pulserende arbejdsliv. Lillian Knudsen er dog  stadigvæk en aktiv kvinde i sit arbejde i Dragørs kommunalbestyrelse og som foredragsholder. Hun holder både foredrag om sit arbejdsliv, ”Fra rengørings-assistent til forbundsformand”, og om sin sygdom, som hun heldigvis ikke længere mærker noget til.