Du er her: Forside > Nyhedsbreve tekster > Nyhedsbrev juni 2009 > Hvad er PTSD
Share |

Hvad er PTSD

PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er en psykisk sygdom. Den optræder efter, at en person har været vidne til eller har været udsat for en livstruende eller voldsom hændelse såsom krigshandling, tortur, voldtægt, overfald, bilulykke, naturkatastrofe, brand, alvorlig ulykke eller røveri.

Forekomst

I løbet af livet vil omkring fem procent af alle mænd og ti procent af alle kvinder få PTSD. Hos flygtninge er tallet langt højere, da mange har været udsat for traumatiske begivenheder. I dag er PTSD den hyppigst  forekommende diagnose blandt flygtninge. De mest almindelige psykiske symptomer blandt flygtninge er en kombination af PTSD og depression. En person udvikler dog ikke nødvendigvis PTSD, selvom vedkommende  udsættes for en traumatiserende oplevelse.

Symptomerne på PTSD kan være:

  • Genoplevelse af den katastrofale hændelse i form af mareridt og  påtrængende minder, såkaldte flashbacks. Genoplevelsen præges af
    angst, søvnløshed og stærke muskulære spændinger
  • Stærk trang til at undgå situationer, der minder om traumet, som film, TV- programmer og årsdage for traumet
  • Generel øget vagtsomhed. Den mindste uventede lyd får personen til at fare sammen 
  • Personlighedsforandring – måske mindre interesse for ting, som personen tidligere var engageret i. Mindsket evne til at føle kærlighed og nærhed til andre mennesker. Mindsket interesse for egen person og ofte ligegyldighed. Dette kan også skyldes en depression oven i PTSD’en
  • Koncentrationsvanskeligheder og hukommelsesproblemer

*****************************************************

Job og PTSD

Ikke alle personer med PTSD fremtræder som om, de har en psykisk  sygdom. Du kan ikke se på en person, om vedkommende lider af flashbacks, har svære mareridt om natten, undgår social kontakt, sover dårligt og har problemer med koncentration og hukommelse, som blot er nogle af symptomerne på PTSD. Der er stor forskel på sværhedsgraden,
og på hvor kronisk tilstanden er. For nogle er det en hjælp at komme i arbejde, mens det for andre er umuligt at varetage et simpelt arbejde i få timer om ugen.

Er der mistanke om PTSD, skal du være opmærksom på, hvordan tilstanden påvirker personens udførelse af den konkrete jobfunktion. En person med PTSD skal ikke have et job, hvor der stilles alt for store krav til koncentration og hukommelse. Og vær opmærksom på, at det
kan fremkalde voldsom angst hos personen, hvis jobsituationen er meget socialt krævende.

Som jobcentermedarbejder skal du være opmærksom på, at mødet med traumatiserede mennesker kan virke voldsomt, og evt. minde dig selv om ubehagelige eller traumatiske oplevelser i dit eget liv. Dette kan gøre, at du kommer til at overinvolvere dig i sagerne eller det modsatte, altså undlader at yde den nødvendige hjælp.

*****************************************************

Læs mere om PTSD på:

www.ptu.dk

www.vidensnetvaerket.dk

*****************************************************