På kontanthjælp i 20 år

Bea er ansat som sagsbehandler i Jobcenter København, hvor hun arbejder med personer i matchgruppe 4 og 5. Hun sidder til daglig på Musvågevej i Københavns Nordvestkvarter. Mange af de sager, der havner på Beas skrivebord, har ligget stille i lang tid.

– Det kan være alt fra fem til 25 år, hvor personen har været på kontanthjælp og i ganske korte perioder har haft arbejde. Mange af dem har haft forældre, som også har været på offentlig forsørgelse. Der er en del  stofmisbrugere og alkoholikere. Alkoholikerne er ofte ældre mænd, der tidligere har haft arbejde og karriere, men misbruget har taget over. De har  mistet kone, børn og hjem. En anden gruppe er enlige kvinder, der har fået børn tidligt. De har brugt deres ungdom på at passe børn og har aldrig fået en uddannelse. Der er også en del mennesker med anden etnisk baggrund  end dansk. Det er typisk for dem, at klagerne er somatiske, altså fysiske, men at baggrunden skal findes i psyken. I nogle kulturer er det god kotume at blive syg eller svagelig med alderen, der gør, at personen bliver mødt  med ekstra opmærksomhed og omsorg.

Ressourcer og tværfaglig indsats

Bea har borgerne til samtale hver tredje måned, som loven foreskriver. Ifølge hende er det både konjunkturerne og personlige barrierer, der har parkeret de mennesker, hun møder, på kontanthjælp.

– Jeg forsøger at finde frem til, hvad det er, der forhindrer dem i at være på arbejdsmarkedet. Jeg kan godt lide at bruge arbejdsevnemetoden. Også til de sager hvor det ikke er et lovkrav. Jeg synes, det giver et godt  helhedsbillede af personen. Jeg kan lide at få sat fokus på folks ressourcer.
Jeg spørger folk, hvad de drømmer om. Der sker noget andet, når jeg spørger ind til deres drømme. I starten handler samtalerne mest om, hvad der er i vejen. Langsomt arbejder jeg mig ind på dem. Hvis der er noget helbredsmæssigt i vejen, starter jeg selvfølgelig med det og sender dem til lægen. Hvis lægen så siger, der ikke er noget i vejen, så skal vi i gang med motivationsarbejdet. Det tager vores samarbejdspartnere sig af – de andre aktører. Jeg er tovholderen og sørger for at samarbejde med lægerne, misbrugsenhederne og socialforvaltningen, så det bliver en tværfaglig indsats. Det gør forskellen.

Det lykkes – selvom det tager tid
En historie, som Bea gerne trækker frem, handler om en ung mand, som har været udsendt som frivillig til Bosnien. Han har diagnosen PTSD og lider  også af generaliseret angst, socialfobi og paranoia. Og så ryger han hash og drikker for meget.

– Han havde svært ved at komme til samtalerne. Det lykkedes dog. Jeg henviste ham til en anden aktør, der er god til at få folk ud af misbrug. Han blev stabil i et stykke tid. Men fik så tilbagefald og vendte rundt på nat og dag. Han havde det virkelig dårligt. Vendepunktet kom, da han fik en støttekontaktperson. Hun fik fat i ham. De kørte fx ture på cykel sammen. I dag er vi nået til et punkt, hvor han taler om arbejde. En praktik er første skridt på vejen. Det har taget tre år at nå hertil.

Håndholdt indsats
– Det var den tætte relation og håndholdte indsats, der virkede for ham. Det fungerer ved de langvarige sager. Jeg har været min rolle bevidst og  oordineret tingene. Intet er umuligt. Jeg har set mennesker med mange diffuse sygdomme og handicap komme i job. Der er plads til dem på
arbejdsmarkedet, og de blomstrer op, når de først får en fod indenfor!