Du er her: Forside > Nyhedsbreve tekster > Nyhedsbrev marts 2009 > "Skjulte sider - mod en bredere handicapforståelse"
Share |

"Skjulte sider - mod en bredere handicapforståelse"

Det er ikke altid kun den fysiske funktionsnedsættelse, der er problemet, når en person er bevægelseshandicappet. De skjulte sider af handicappet kan for nogle spille en langt større rolle, end mange aner.

Bogen ”Skjulte sider” handler om de kognitive, sociale, psykologiske, aldersrelaterede og følelsesmæssige sider af handicap. Den indeholder artikler af både fagpersoner, forskere og mennesker med handicap, der fortæller om egne erfaringer.

Bogen har sat gang i en debat om betydningen af de skjulte sider af bevægelseshandicap. Det har vist sig, at de skjulte sider ofte kan være vanskeligere at forholde sig til end en fysisk funktionsnedsættelse, både for
personerne selv og for omgivelserne, fordi, som det siges af Mette Mathiasen fra Scleroseforeningen: ”Det er her smerten, tabene og kriserne ligger.”

”Bogens styrke er, at den grundigt belyser forskellige aspekter af handicapbegrebet, og at forskellige handicap med vidt forskellige og til tider overraskende problemstillinger bliver synlige. Bogen belyser nødvendigheden
af en tværfaglig indsats og har mod til at åbne en bredere og dybere forståelse af handicapbegrebet”, fastslår psykolog Klaus Christensen fra Spastikerforeningen.

For jobcentermedarbejdere og andre, der møder mennesker med handicap, er denne bog med til at fortælle at ’det ikke altid kun er benene’, når et menneske har et fysisk handicap. Der kan også være kognitive vanskeligheder, og det er vigtigt, at vi i højere grad lærer at forholde os til det hele menneske.

Bogen ”Skjulte sider” er en del af en trilogi om  handicap og kompleksitet. Anden del af trilogien er bogen ”Handicap som krydsfelt”, lige udgivet af Videnscenter for Bevægelseshandicap. Den kan bestilles på www.vfb.dk

********************************************************

Fakta – kognitive vanskeligheder
Neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen, Neuropsykologisk Rådgivning Sjælland, definerer kognitive funktioner som de mentale processer i hjernen, der
gør, at vi kan opfatte verden, tænke og problemløse. De skjulte vanskeligheder kan være problemer med: Koncentration og opmærksomhed, læring og  hukommelse, planlægning og problemløsning, forståelse og brug af sproget, genkendelse af genstande, bearbejdning af synsindtryk og bedømmelse af afstande. Desuden kan der ved hjerneskader være problemer med den sociale
kognition fx ændret indlevelsesevne, manglende evne til at læse andres følelser eller til at reflektere over sig selv.

********************************************************