Spastiker med eget IT-firma
Det kan være svært at forstå, hvad Jørgen Knudsen siger. Samtidig spjætter hani kørestolen, fordi han er spastiker. Det har aldrig afholdt Jørgen fra at gå efter sine drømme. I dag er han 42 år og har sit eget IT-firma på ordinære markedsvilkår, og sådan har det været i mange år.
I det daglige er Jørgen fastspændt til en kørestol, som han styrer med hagen. Han har fire hjælpere ansat, fordi han har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Jørgen har HH-eksamen fra handelsskolen i Skive.
Kontor i hjemmet
- Jeg står op kl. 6.30 og er klar til at arbejde ved halv ni, nitiden. Mit kontor er i lejligheden, så alt er samlet ét sted, og det mindsker udgifterne. Mit hjem er indrettet, så jeg nemt kan komme rundt.
Den rette hjælp
- Jeg har svært ved at kontrollere mine hænder. Jeg har en hjelm på hovedet, hvor der sidder en pind, som jeg kan taste med. Min kørestol styrer jeg med hagen. Jørgen kombinerer sin hjælpeordning med en personlig assistent, der fungerer som sekretær. Sekretærtimerne bruger han til at få udført alt det praktiske som fx bladre i papirer og ringbind, putte papir i printeren osv.
Op og ned og op igen
Jørgen startede sit eget IT-firma helt tilbage i 1993. Det var hårdt arbejde. På et tidspunkt havde han fem ansatte. I dag bruger han freelancekonsulenter til det, han ikke selv kan lave.
- Vi lavede blandt andet hjælpeprogrammer til ordblinde, hvor lyd, billeder og tekst blev kombineret. Programmerne blev lavet til Undervisningsministeriet. Desværre skulle opgaven med ordblinde i EU-licitation i 2004. Jeg fik ikke opgaven igen.
Jørgen måtte fyre sine medarbejdere og starte forfra. Han har nu langsomt bygget firmaet op igen og er overbevist om, at han nok skal få ansatte.
*****************************************************
Fakta
Cerebral parese er den medicinske fællesbetegnelse for en tilstand præget af fysiske motoriske funktionsforstyrrelser og evt. specifikke kognitive vanskeligheder. I ca. 90 % af tilfældene er der tale om en hjerneskade, som er opstået før fødslen. Mange voksne med cerebral parese oplever, at deres funktionsniveau forværres, såvel fysisk som psykisk. Det er vigtigt at tænke på i planlægningen af beskæftigelse. Vær opmærksom på mulighederne for arbejdsredskaber og støtteordninger. Læs mere om cerebral parese på: www.spastikerforeningen.dk
Eller ring til Spastikerforeningens rådgivningsteam på tlf. 3888 4595
*****************************************************