Handlinger tilknyttet webside
Fitness og fleksjob
Hvordan hænger nedsat lungefunktion sammen med et fysisk krævende job som fitnessinstruktør? For Eva Christensen er det et perfekt match, for motion og trivsel er tæt forbundet for mennesker med CF. Derfor gør Eva meget ud af at få dyrket motion. Tidligere foregik det i fritiden, men nu har hun gjort det til en del af sit job.
Siden 2007 har Eva været ansat i fitnesskæden Equinox Fitness i Aalborg. Eva er ansat i fleksjob 18 timer om ugen, hvoraf hun i de otte timer har hold i spinning, step, aerobic og body toning. De resterende 10 timer om ugen løser
hun forskellige administrative opgaver, som kan løses alt efter dagsformen. Evas arbejdsgiver, Equinox Aalborg, var fra start helt på det rene med behovet for fleksibilitet i jobbet.
- Det vigtigste – uanset handicap eller sygdom – er, at arbejdsgiveren forstår, hvad de går ind til. Jobbet skal være så fleksibelt, at jeg som medarbejder kan sige fra uden at få dårlig samvittighed. Det handler om tillid og fleksibilitet fra arbejdsgiverens side. Til gengæld får arbejdsgiveren enekstrem loyal medarbejder, fortæller Eva.
Eva er oprindeligt uddannet inden for markedøkonomi og samfundsøkomoni. Hun har tidligere arbejdet på fuld tid i en anden virksomhed, men hun fandt ud
af at et fuldtidsjob ikke hang sammen med behovet for behandlinger. Hun erfarede, at det var svært at få et job 18 timer om ugen inden for hendes fag, og derfor tog hun springet til fitnessinstruktør. Det har hun ikke fortrudt.
Evas ansættelse hos Equinox Aalborg er et er godt eksempel på, at med den rigtige arbejdstilrettelæggelse er de fleste job mulige for mennesker med CF – selv et job som fitnessinstruktør, der roligt kan siges at være fysisk krævende!
***********************************************************
Få mere viden om cystisk fibrose
Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose (Cystisk Fibrose
Foreningen, CFF) – www.cff.dk
***********************************************************