På bjergets top
En svær astma har ikke forhindret Mogens Jensen i at udleve sine drømme. I dag er han professionel bjergbestiger og har allerede én gang stået på den sneklædte top af Mount Everest.
Når han ikke træner og bestiger bjerge, holder han foredrag om modstandskraft og motivation for at inspirere andre mennesker til gøre det, de tror, de ikke kan gøre. Det var først i 1998, som 26-årig, at Mogens fik diagnosen astma. Det var mens han arbejdede på Viborg Vestskole som folkeskolelærer. Det gjorde han i fem år, inden han sprang ud som bjergbestiger i 2002 for at realisere sin drøm. Hemmeligheden bag Mogens’ fantastiske præstationer er ligetil. For ham handler det om at kontrollere sinsygdom, frem for at den kontrollerer
ham.
- Når jeg tager min medicin, er jeg symptomfri. Medicinen i dag er meget effektiv. Mine lunger fungerer kun på halv kraft, hvis jeg ikke tager min medicin. Det betyder selvfølgelig, at mit fysiske overskud er meget mindre. Jeg sørger for at tage min medicin, som jeg ska, så jeg kan udleve mine drømme om at arbejde som bjergbestiger. Jeg har også lært selv at regulere min medicin. Og
så er jeg i løbende dialog med min læge. Jeg vil sige, at jeg har slået min astma. Min udfordring har været, at mit handicap er usynligt. Det kan være noget sværere at acceptere en usynlig sygdom end en synlig. Jeg tager dog min astma alvorlig.
En aktiv hverdag
Der skal daglig træning til fra Mogens’ side, hvis kan skal holde formen ved lige. Hans arbejdsplads er den midtjyske natur med de majestætiske bøgetræer og den frodige muld. En dag på Mogens‘ ‘kontor’ begynder tidligt.
- I det daglige vågner jeg ved syv tiden. Og så går dagen ellers med at cykle, løbe eller at gå med en tung rygsæk. Jeg bruger cirka 20-25 timer om ugen på at holde mig i form. Op til en bjergbestigning intensiverer jeg min ugentlige træning, så den indeholder 600 km cykling, 100 km løb og to gange styrketræning, plus at jeg slæber rundt på en 75 kilo tung rygsæk 4 - 8 timer i løbet af ugen. Min træning ligger i den periode på omkring 35 timer.
Mission possible
Det var ønsket om at gøre en forskel, der fik Mogens til at kvitte jobbet som folkeskolelærer, selvom han var glad for sit arbejde med børnene. Han er drevet af en mission, der rækker ud over ham selv.
- Jeg har en mission. Og det er, at jeg vil gøre en positiv forskel og ikke lade mig begrænse af mit handicap. Jeg vil vise andre, at selvom man har astma, kan
man godt drømme. At bestige Mount Everest er en god metafor for, hvad der kan lade sig gøre. Det er drømmenes teater. Første gang jeg tog af sted, droppede jeg flyveren til Tibet og tog i stedet den tohjulede gennem 13
lande til basecamp i Tibet. Det var min opvarmning. 11.500 km! Jeg cyklede 100 km om dagen og løb 15 km. Jeg er drevet af et motto, der hedder ”hvis man
falder syv gange skal man bare rejse sig otte”. Det har fået mig hen, hvor jeg er i dag. Det er også det, jeg forsøger at formidle videre til andre mennesker med
handicap. Kæmp videre. Lige i øjeblikket har jeg ingen planer om at vende tilbage til min metier som folkeskolelærer, siger Mogens Jensen fra det midtjyske utopia.