Du er her: Forside > Nyhedsbreve tekster > Nyhedsbrev september 2009 > Træk vejret - om lungesygdomme og job
Share |

Træk vejret - om lungesygdomme og job

Lungesygdomme omfatter en række sygdomme som astma, lungebetændelse, emfysem, kronisk bronkitis, KOL, støvlungesygdomme og tuberkulose. De mest almindelige lungesygdomme i Danmark er KOL (rygerlunger), kronisk bronkitis og astma.

KOL (rygerlunger)

KOL (Kronisk Obstruktiv Lungelidelse) er en kronisk betændelsestilstand i lungerne, som medfører hurtigt tab af lungefunktionen. Årsagen til KOL er ofte tobaksrøg men kan også ramme personer, der ikke ryger. Det anslås, at ca. 400.000 mennesker i Danmark lider af KOL, og sygdommen er i hurtig stigning. Det tager lang tid at udvikle en lungesygdom som KOL. Sygdommen er snigende, og mange har KOL uden at vide det. De første tegn på KOL melder sig ofte i 50 - 70 års alderen, og viser sig ved tiltagende åndenød, der som regel er ledsaget af forskellige grader af hoste. KOL går ikke væk. Symptomerne kan lindres, og mennesker kan lære at leve med deres sygdom, men der findes ingen  helbredelse.

Mange personer med KOL oplever, at deres symptomer varierer fra dag til dag. Generelt er hosten værst om morgenen og lige efter sengetid, men der kan også opstå hoste om natten og vedfysisk arbejde.

Arbejde og KOL
Mange med KOL holder fast i arbejdet, så længe de kan, og med kollegers  hensyn og fritagelse for de mest krævende opgaver kan arbejdet fastholdes. Nogle mennesker med KOL bruger iltapparat, og de kan sagtens forene dette med deres arbejde. Røg, støv og stærke dufte bør dog undgås.

Kronisk bronkitis
Kronisk bronkitis er en af de hyppigste lungesygdomme i Danmark og ses typisk hos rygere. Forurening eller mange års arbejde i støvfyldte omgivelser kan også føre til kronisk bronkitis. Ved kronisk bronkitis er der en varig betændelse i slimhinden i bronkierne. Gener ved kronisk bronkitis er: hoste, slim fra lungerne og eventuel åndenød. Sygdommen kan blive kronisk og
udvikle sig til lungesygdommen KOL.

Arbejdet skal tilpasses den enkelte
I forhold til beskæftigelse er det vigtigt, at arbejdet tilpasses den enkelte persons konkrete situation. Fysisk belastende arbejde er ikke optimalt. Det er vigtigt at undgå røg, støv og dampe. Ofte har personen brug for hvil og pauser i løbet af dagen, ligesom personen i nogle tilfælde har brug for at arbejde i et langsommere tempo.

Astma
Astma er en lungesygdom, der kan opstå i alle aldre, men som oftest opstår i førskolealderen. Hos de fleste mennesker med astma er der tale om en kronisk sygdom, der dog i perioder ikke byder på gener eller behov for medicin. Astma kan være arvelig og kan skyldes allergi. Følgevirkningerne ved astma kan bl.a.
være: åndenød, besværet vejrtrækning, hoste og trykken for brystet.

Astma og et normalt liv med job
Mange mennesker med astma kan leve et stort set normalt liv uden store gener, hvis de er opmærksomme på udløsende faktorer, passer deres medicinske behandling og har tilstrækkelig viden om deres sygdom. 350.000 mennesker i Danmark har astma, og mange kan passe et helt almindeligt job. Graden og generne af astma varierer fra person til person. Det er dog altid hensigtsmæssigt at fravælge beskæftigelse hvor der er støv, røg, snavs og  andre gener af luftvejene.

Dit job, dit valg, dine muligheder
Astma-Allergi Forbundet har udarbejdet en pjece, der fortæller om ideer til
unges valg af uddannelse og erhverv, hvis man har astma og eller allergi. Pjecen opdeler erhvervene i røde, gule og grønne erhverv. De røde erhverv skal helst undgås. En person med astma bør undgå erhverv som: bager, møller,
dyrlæge, samt arbejde inden for foderstofindustrien, forsøgslaboratorier og dyrestalde. Pjecen ”Dit job, dit valg, dine muligheder” kan hentes på Astma-Allergi Forbundets hjemmeside: www.astma-allergi.dk

********************************************************

Få flere oplysninger

LungePatient.dk
(tidl. Lungeforeningen Boserup Minde)
tlf. 6472 1357
www.lungepatient.dk

Astma-Allergi Forbundet:

tlf. 4343 5911
Rådgivning: tlf. 4343 4299
www.astma-allergi.dk

Danmarks Lungeforening:

tlf. 3874 5544
www.lungeforening.dk

********************************************************