Du er her: Forside > Nyhedsbreve tekster > Særnummer, juli 2008 > ET GODT ARBEJDSLIV TIL MENNESKER MED PSYKISK SYGDOM
Share |

ET GODT ARBEJDSLIV TIL MENNESKER MED PSYKISK SYGDOM

Såvel samfund som borgere har fordel af, at mennesker med psykisk sygdom kan indgå på arbejdsmarkedet. Der findes en række gode eksempler på, at mennesker med psykisk sygdom kan have et godt arbejdsliv. Sådanne eksempler findes på virksomhederne Proremus i Århus og Pressalit i Ry.

Proremus
I Proremus har alle ansatte, på nær lederen, en psykisk sårbarhed. Virksomheden ansætter veluddannede og serviceorienterede medarbejdere, typisk i fl eksjob. Proremus er startet som et projekt, men målet er, at virksomheden skal fortsætte uden tilskud efter projektets afslutning. Proremus tilbyder bl.a. administration, regnskab og grafisk design.

Pressalit og Zig Zag
Virksomheden Pressalit har indgået et samarbejde med Zig Zag, som er et kommunalt arbejdstilbud. Zig Zag har lejet sig ind i en af virksomhedens bygninger og tilbyder førtidspensionister med psykisk sygdom forskellige opgaver inden for montagearbejde for Pressalit. Pressalit tilbyder bl.a. forskellige badeværelsesløsninger.

Et trygt og godt arbejdsmiljø
Begge arbejdspladser lægger stor vægt på, at der er et trygt og rummeligt arbejdsmiljø i dagligdagen. Både i Proremus og Zig Zag bliver det accepteret, hvis en medarbejder ’falder lidt ved siden af’. De to arbejdspladser gør meget for, at medarbejderne ikke oplever stress men kan arbejde i et tempo, som de magter.

Et andet kendetegn ved arbejdspladserne er, at der afsættes tid til en samtale, hvis en medarbejder får det psykisk dårligt. Disse samtaler kan både have karakter af en planlagt samtale og en uformel snak ved kaffemaskinen – afhængigt af personens behov.

Det er begge arbejdspladsers erfaring, at daglig opmærksomhed og et trygt og rummeligt arbejdsmiljø forebygger mange misforståelser og styrker medarbejdernes trivsel – og dermed også arbejdsindsatsen. Det er erfaringen, at det for den enkelte medarbejder er en uvurderlig berigelse at indgå som en del af en arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder værdsættes – det styrker selvværdet og livsglæden.

************************************************************

LÆS MERE
om virksomheden Proremus samt om samarbejdet mellem arbejdstilbuddet Zig Zag og virksomheden Pressalit på www.vidensnetvaerket.dk under ’om virksomheder’.

Her finder du også en uddybning af de metoder, som virksomhederne og arbejdstilbuddet anvender i forbindelse med ansættelse af mennesker med psykisk sygdom.