Du er her: Forside > Virksomheder > Dansani – praktikanter bliver ofte til gode loyale medarbejdere
Share |

Dansani – praktikanter bliver ofte til gode loyale medarbejdere

Virksomheden Dansani har stor erfaring med at gennemføre praktikforløb med afklaring og opkvalificering for personer med handicap eller sygdom. Praktikforløbene finder sted på virksomheden og tilrettelægges i et samarbejde med Jobcenter Haderslev. Et praktikforløb kan i nogle tilfælde være vejen til fast arbejde.

Ifølge Dansani har både virksomheden og den enkelte person udbytte af praktikforløbene. Forløbene iværksættes for praktikantens skyld og finder sted på praktikantens præmisser. Samtidig giver forløbene virksomheden mulighed for at få nogle gode medarbejdere på sigt, der ofte er meget loyale over for virksomheden, da de har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet gennem den. Det afspejles i det lave sygefravær hos de ansatte, der startede i virksomheden som praktikanter.

Dansani har sit hovedsæde i Haderslev, og virksomheden har en række datterselskaber i udlandet. Dansani udvikler, designer og producerer badeværelsesprodukter og tæller mere end 200 ansatte i ind- og udland.

En bred målgruppe – men flest med psykisk sygdom
Dansani har gennem de seneste seks år haft ca. 30 medarbejdere i et praktikforløb. For tiden har virksomheden fem praktikanter. I tre produktionsenheder i Dansani er der pt. i alt 62 ansatte – 19 af disse medarbejdere begyndte i virksomheden som praktikanter. De tidligere praktikanter er typisk ordinært ansat. Fem af dem er ansat i fleksjob.

Målgruppen for praktikforløbene er bred og omfatter mennesker, der har meget forskellige handicap eller sygdomme. Størstedelen af praktikanterne har en psykisk sygdom. Men der er også praktikanter med fx funktionsnedsættelser i ben eller arme.

Et åbent sind beriger arbejdsdagen
Lige siden etableringen i 1983 har Dansani lagt vægt på at være en rummelig arbejdsplads, der anser forskellighed blandt medarbejderne for at være en berigelse i dagligdagen. Virksomhedens erfaring er, at det også giver de øvrige medarbejdere en personlig tilfredsstillelse i hverdagen, at de kan se deres nye kolleger udvikle sig og få et godt arbejdsliv.

Udover at ansætte mennesker med en række forskellige handicap og sygdomme har virksomheden fokus på at være åben over for mennesker uanset nationalitet. Der er i dag ansatte med ca. 10 forskellige nationaliteter på virksomheden.

Dansani lægger stor vægt på, at arbejdspladsen ikke skal lade sig begrænse af stive, faste regler. Det er langt vigtigere, at der er en mening med det, der finder sted, og at handlingerne er fornuftige. Virksomheden gør derfor meget ud af at lave individuelle løsninger, der tager hensyn til medarbejdernes konkrete behov.

Mentoren er vigtig for et succesfuldt praktikforløb
Et forløb i Dansani påbegyndes med en visitationssamtale, hvor den potentielle praktikant, jobcentermedarbejderen samt arbejdslederen (der også har en mentorfunktion) deltager. I mange tilfælde deltager også den person fra virksomheden, der skal være den konkrete mentor for den nye praktikant. Det afhænger dog af, hvordan den kommende praktikant har det med at møde flere nye mennesker på én gang. Dansani lægger allerede ved visitationssamtalen op til åbenhed fra alle parters side.

Varigheden af praktikforløbet fastsættes individuelt. Erfaringerne viser, at forløbene typisk varer en til seks måneder. Ofte begynder praktikanterne med en arbejdsdag på to timer og arbejder sig efterhånden op på fuld tid.

Mentoren er vigtig, for at praktikforløbet bliver en succes. I Dansani er i alt syv medarbejdere uddannet som mentorer. Det varierer, hvor meget og hvordan praktikanterne bruger mentoren. Nogle praktikanter har fx inden den første arbejdsdag brug for at vide detaljeret, hvem de skal møde den første dag, hvem de skal følges i kantinen med m.m. Andre har ikke brug for støtte i ligeså høj grad.

Dansani mener, at et vigtigt element i praktikforløbene er at styrke praktikanternes selvtillid. Der er i praktikforløbet derfor stort fokus på at give praktikanten ros og anerkendelse for sin arbejdsindsats. 

Derudover lægger Dansani stor vægt på åbenhed i den daglige arbejdsdag, samt på at der er en anerkendelse af, at alle mennesker har både styrker og svagheder. Dansani finder bl.a. åbenhed omkring praktikantens skånebehov vigtig, da det øger de andre medarbejderes mulighed for at yde den rette støtte. En vigtig forudsætning for at godt forløb består også i, at kollegerne er indstillet på at have praktikanter i huset.

Under praktikforløbet har virksomheden og jobcentret et tæt samarbejde. Der afholdes opfølgningsmøder efter behov, og alle parter kan tage initiativ hertil. Samarbejdet lettes af, at der er faste kontaktpersoner i både jobcentret og på virksomheden. Det er en stor fordel, at Dansani kender den enkelte jobkonsulent, og at jobkonsulenten kender virksomheden. Derfor har Dansani pt. ikke noget ønske om at udvide sit samarbejde til andre jobcentre.

Ansættelse afhænger ikke altid af kvalifikationer
Nogle gange bliver praktikanten ansat efter endt praktikforløb, fx efter tre måneder. Det afhænger bl.a. af, om virksomheden har et ledigt job, som personen kan varetage. Udskiftningen blandt Dansanis medarbejdere er ikke stor, så det er begrænset, hvor mange nye medarbejdere, der er brug for. Hvis Dansani efter et endt praktikforløb har brug for mere tid til at vurdere og opkvalificere en evt. ny medarbejder, kan der evt. iværksættes et job med løntilskud. Dansani er også åben over for at ansætte medarbejdere i fleksjob.

Dansani gør opmærksom på, at en ansættelse ikke altid afhænger af kvalifikationer, men i høj grad også af personens holdninger og måde at gå til arbejdsopgaverne på.

Anbefalinger til andre virksomheder – man giver så lidt og får så meget igen
Dansani opfordrer andre virksomheder til at være åbne over for inklusion af mennesker med handicap og sygdom. Som Dansani selv udtrykker det: man giver så lidt og får så meget igen – bl.a. i form af glæden ved at se andre mennesker få det godt.

Dansani er dog samtidig opmærksom på, at der også kan følge udfordringer med, og virksomheden gør opmærksom på følgende:

• For at et forløb skal blive succesfuldt, er det nødvendigt med accept fra de øvrige medarbejdere. De bør have indsigt i praktikanternes skånebehov samt viden og værktøjer til at håndtere evt. vanskeligheder i løbet af arbejdsdagen. Kollegerne skal acceptere, at mentoren bruger tid og ressourcer på praktikanten. Den økonomiske kompensation modsvarer dog mentorens anvendte ressourcer, og praktikanternes arbejdsindsats kan tilmed bidrage til virksomheden.
• Hold en tæt kontakt til jobcentret, og afhold møder efter behov. Faste kontaktpersoner i jobcentret og på virksomheden giver et godt grundlag for et samarbejde.
• Åbenhed om fx skånebehov allerede fra begyndelsen er betydningsfuldt for forløbet.
• Det er vigtigt at huske, at alle mennesker har stærke sider, som kan udbygges.
• Der skal være plads til en snak, når behovet er der. Hvis en kort snak tages med det samme, forhindrer det ofte, at noget udvikler sig til et problem.
• Det er godt at sætte sig lidt ind i praktikantens situation, så den rette støtte kan gives.
• Hav forståelse for at selv en kort arbejdsdag kan være udmattende for praktikanterne – det er ofte en ny situation for dem at skulle indgå på en arbejdsplads.
• Ansættelse af mennesker med handicap eller sygdom er ikke ensbetydende med et højere sygefravær.
• Behandl andre mennesker, som du selv vil behandles – vi kan alle få et handicap/en sygdom.
• Humor, sjov og smil bidrager til et succesfuldt forløb.

Dansani understreger, at åbenhed i forhold til mennesker med handicap og sygdom ofte kan give gode og loyale medarbejdere på sigt.

***********************************************

Samarbejde med: Jobcenter Haderslev

Kontakt:
Arbejdsleder og mentor Erling Fjeldsted
Dansani A/S
Finlandsvej 8
6100 Haderslev
Tlf.: 7454 2845 (privat). Arbejdsmobil: 3035 9860
E-mail: erling_fjeldsted@webspeed.dk