Post Danmark – succes med at integrere døve i pakkecentret
Hver 10. medarbejder i Post Danmarks pakkecenter i Brøndby er døv. Det gør virksomheden til den største danske arbejdsplads for denne handicapgruppe. En række tiltag i pakkecentret gør, at de medarbejdere, der er døve, fungerer på lige fod med deres hørende kollegaer.
Ledelsen i pakkecentret begyndte i 2003 at forholde sig til et arbejdsmarked med mindre ungdomsårgange og dermed udsigten til, at det ville blive vanskeligere at rekruttere nye medarbejdere. Efter at have undersøgt forskellige grupper af ledige faldt valget på gruppen af ledige, der var døve. I denne gruppe var ledigheden høj, og arbejdskraftspotentialet var stort, når det gjaldt rekruttering af ufaglært arbejdskraft. Formodningen om, at denne gruppe ville kunne indgå i arbejdet på lige fod med de øvrige medarbejdere ved hjælp af nogle tilpasninger på arbejdspladsen, spillede også en stor rolle.
Resultatet er indtil videre 23 døve medarbejdere i fuldtidsstillinger
Siden de første ansættelser i 2003 er antallet af pakkecentrets medarbejdere, der er døve, i dag steget til i alt 23 medarbejdere. Størstedelen har en etnisk minoritetsbaggrund. På landsplan er der hos Post Danmark ansat i alt ca. 50 medarbejdere, der er døve.
I pakkecentret begynder medarbejderne, døve såvel som hørende, oftest med et praktikforløb. Dernæst etableres typisk job med løntilskud eller ordinært arbejde. Alle de nuværende medarbejdere, der er døve, arbejder på fuld tid. De får tolkebistand, der finansieres med offentligt tilskud fra hjemkommunen (ordningen om personlig assistance – læs evt. mere her)
Indgår på lige fod i fysisk hårdt aften- og natarbejde
Arbejdet i pakkecentret er fysisk hårdt, da der skal løftes tunge pakker. Arbejdet foregår i to skiftehold – et eftermiddags/aftenhold og et aften/nathold. Medarbejderne er inddelt i selvkørende teams. I dialog med det enkelte team findes den rette balance mellem medarbejdere, der er henholdsvis hørende og døve. En tolk deltager på alle koordinerings- og statusmøder i de selvkørende teams.
De fleste medarbejdere, der er døve, er ansat i pakkesorteringen, men én medarbejder er udnævnt instruktør & trivselskoordinator, mens en anden er bemandingskoordinator.
Virksomhedens forberedelser var værdifulde
Inden det første hold af medarbejdere, der er døve, blev ansat i 2003, brugte pakkecentrets personalekonsulent mange ressourcer på forberedelsen sammen med ledelsen og de øvrige medarbejdere. Der blev lagt stor vægt på, at de øvrige medarbejdere blev inddraget. Det skete ud fra tanken om, at al forberedelse ville være forgæves, hvis de ikke var med på idéen om, at de nye kolleger skulle indgå på lige fod. Det var en tung og ikke helt problemfri proces. Hele pakkecentret skulle acceptere idéen og tage godt imod de nye kolleger.
Pakkecentret har selv skullet finde løsninger på en række problemstillinger. De sikkerhedsmæssige forhold har fx fyldt meget. De øvrige medarbejdere var inden de første ansættelser nervøse for, at deres nye kolleger skulle komme til skade. Men det har vist sig at være ubegrundet, da ingen er kommet til skade, fordi de er døve. Et eksempel på et løsningstiltag er, at de medarbejdere, der er døve, er blevet udstyret med en teksttelefon. Når alarmen i pakkecentret lyder, fordi tunge vogne med pakker begynder at køre automatisk, vibrerer telefonen. Sms-beskeder er også med til at øge kommunikationsmulighederne meget.
Der er altid mindst én tegnsprogstolk til stede på arbejdspladsen i tidsrummet kl. 15.30-01.30 (en enkelt dag om ugen til kl. 04.30). Pga. mange møder er der altid to tolke til stede i tidsrummet kl. 22-24. Der kan således altid hentes en tolk ved behov. Ofte er der dog kun brug for tolk ved møder og briefinger. Der anvendes ofte også tolk lige efter et møde, hvis der er behov for at drøfte noget særligt. Også ved sociale arrangementer, fx julefrokosten, er der tolk til stede.
De øvrige medarbejdere får tilbudt gratis tegnsprogsundervisning uden for arbejdstiden for at styrke integrationen. Mange har taget imod tilbuddet. Derudover har nogle af medarbejderne selv lært sig tegnsprog ved at kommunikere med de kolleger, der er døve.
Gode råd til andre virksomheder
Pakkecentret opfordrer andre virksomheder til også at ansætte mennesker, der har fx et hørehandicap. De pointerer, at der er rige muligheder for at drage nytte af denne arbejdskraft, hvis virksomheden er en smule risikovillig og forbereder sig grundigt.
Pakkecentret anbefaler andre virksomheder at være opmærksomme på følgende:
• De nye medarbejdere skal kunne udføre jobbet på lige fod som kollegerne.
• Det er afgørende, at de øvrige kolleger bliver forberedt og har lyst til at arbejde sammen med de nye medarbejdere. Det er forudsætningen for, at integrationen bliver en succes. Der skal derfor bruges nogle ressourcer på forberedelsen.
• Det er altafgørende, at der er tolk til rådighed, når der er behov for det. I begyndelsen var det svært for pakkecentret at få tolke, da arbejdet ligger uden for normal arbejdstid. Problemet er nu løst ved brug af både et tolkebureau og freelancetolke.
• Arbejdspladsindretning og -redskaber er vigtige at få på plads. Det er fx vigtigt at sikre, at arbejdet ikke er farligt at varetage for de nye medarbejdere, og at der bruges den nødvendige teknik, fx i form af tolketelefoner.
• Det er vigtigt at overveje størrelsesforholdet i et team. Pakkecentrets erfaring er, at min. to ansatte, der er døve, er det optimale i hvert team. Det giver dem mulighed for at støtte hinanden. Samtidig bør der være en hensigtsmæssig fordeling mellem antallet af medarbejdere, der er døve, og de øvrige medarbejdere, hvis det fortsat skal være en hørende arbejdsplads.
• Møder skal tilrettelægges, så alle kan deltage på lige fod. Fx skal kun én person tale ad gangen, så tolken kan følge med. En sådan mødedisciplin kan også komme de øvrige medarbejdere til gode, da det øger muligheden for, at alle får taletid.
• Pakkecentrets erfaring er, at medarbejdere, der er døve, ikke har højere sygefravær end andre medarbejdere. De er tværtimod ofte meget stabile og pålidelige i jobbet.
Pakkecentret mener i det hele taget, at det skaber et større arbejdsmæssigt sammenhold på arbejdspladsen, at der også er mennesker med handicap ansat.
Udbredelse til flere jobfunktioner
Det er fortsat begrænset, hvilke jobfunktioner de medarbejdere, der er døve, har i Post Danmark. Post Danmark er derfor pt. ved at overveje og arbejder på, hvordan arbejdsområderne kan udvikles. Virksomheden er også begyndt at ansætte mennesker, der er døve, som fx postbude, og det overvejes, hvordan de kan komme til at arbejde som chauffører. Pakkecentret oplyser, at de medarbejdere, der er døve, giver udtryk for, at de oplever prestige i at arbejde på en hørende arbejdsplads.
I forbindelse med nyt byggeri inden for Post Danmark medtænkes det nu, at også medarbejdere, der er døve, skal kunne arbejde i virksomheden. Det betyder, at det bliver nemmere for medarbejderne at varetage opgaverne på lige fod med de øvrige medarbejdere.
*************************************************
Samarbejde med: Da de første døve medarbejdere skulle ansættes, samarbejdede pakkecentret i Brøndby bl.a. med Castberggård (www.cbg.dk)
Kontakt:
Personalekonsulent Annette Rodeck Michaelsen
Post Danmark A/S
Københavns Pakkecenter
Priorparken 385
2605 Brøndby
Ring på tlf.: 8020 7030 og bliv stillet om til pakkecentret i Brøndby.