Du er her: Forside > Virksomheder > Wolturnus - kørestolsbrugere øger kvaliteten af produkterne
Share |

Wolturnus - kørestolsbrugere øger kvaliteten af produkterne

25 % af medarbejderstaben hos Wolturnus er kørestolsbrugere. Som en virksomhed, der udvikler og producerer kørestole, er det en fordel med kørestolsbrugere blandt de ansatte, da deres erfaringer spiller en værdifuld rolle i arbejdet.

Wolturnus blev startet i år 2002 af Per Bisgaard og Peter Libak. Førstnævnte er selv kørestolsbruger og fik ideen til virksomheden, fordi han erfarede, at markedet for kørestole var for ufleksibelt. Der var brug for en virksomhed, der udviklede kørestole tilpasset den enkelte bruger med fleksible indstillingsmuligheder.

Indsigt i handicappet er en fordel
Lige fra starten har Per og Peter set muligheder i at ansætte personer, der sidder i kørestol. Deres erfaring er, at det nærmest er umuligt at have den tilstrækkelige tekniske forståelse samt indsigt i kørestolsbrugeres behov uden selv at have siddet i kørestol. Og denne indsigt er meget værdifuld, når man arbejder med udvikling og produktion af specieldesignede kørestole. Per vil faktisk gå så langt som at sige, at de ansatte i kørestol højner kvaliteten af de kørestole, der produceres i Wolturnus. Derfor har Wolturnus altid prioriteret at have kørestolsbrugere blandt medarbejderne, som kan bidrage med deres erfaringer og viden; både i deres eget arbejde og ved at hjælpe de andre ansatte med at forstå kundernes problematikker. Derudover besidder kørestolsbrugerne et enormt engagement, som Wolturnus nyder godt af.

Wolturnus beskæftiger 20 medarbejdere, hvoraf fem af dem sidder i kørestol (inkl. Per) og er ansat i fleksjob. En medarbejder har sclerose, mens en anden har polio, men Wolturnus mener egentligt, at baggrundene for, at medarbejderne sidder i kørestole, er uvæsentlige – erfaringerne, som de gør sig som kørestolsbrugere, er de samme.

Det er ikke kun Wolturnus, der anser det som oplagt at ansætte medarbejdere i kørestole. Mange kørestolsbrugere er også bevidste om værdien af deres erfaringer med kørestolen, og bl.a. derfor modtager Wolturnus jævnligt uopfordrede ansøgninger fra kørestolsbrugere, som ønsker at gøre brug af deres erfaringer.

Virksomheden har et ansvar
Wolturnus ansætter således kørestolsbrugere i kraft af deres værdifulde erfaringer, men virksomheden mener samtidig, at den har et socialt ansvar, som den skal leve op til. Virksomhedens udgangspunkt er at gøre livet lettere og mere behageligt for kørestolsbrugere, og det kan den også bidrage til ved at tilbyde arbejde til kørestolsbrugere. Derudover er mangfoldighed et kodeord hos Wolturnus, som det er på mange andre danske virksomheder. Der skal være plads til alle. Og Wolturnus ønsker ikke kun at skabe sig et godt omdømme udadtil – virksomheden ser potentialet i de mennesker, som de ansætter, og udnytter de kompetencer, som kørestolsbrugerne har udviklet som følge af deres handicap.

Arbejder på lige fod med de andre ansatte
Medarbejderne i kørestol er primært tilknyttet værkstedet, hvor de samler kørestole. Her arbejder de på lige fod med de andre ansatte, men opgaverne og arbejdsstationerne er tilpasset deres individuelle situation. Wolturnus har ikke foretaget store forkromede nyindretninger men har indrettet værkstedet således, at kørestolsbrugere uden problemer kan bevæge sig rundt, og med kommunens hjælp er arbejdsstationerne blevet indrettet således, at de matcher den enkelte medarbejders behov. Det er fx i form af lavere borde, specialdesignet værktøj og lignende.

Fremtiden i Wolturnus
Wolturnus har generelt rigtig gode erfaringer med at ansætte mennesker, der er kørestolsbrugere. Det ønsker virksomheden derfor at blive ved med fremover. Dog planlægger virksomheden at holde andelen af kørestolsbrugere i medarbejderstaben på maks. 30 %. Det skyldes flere forhold. For det første pladsmangel. Det er pladskrævende at have kørestolsbrugere ansat, og derfor er der grænser for, hvor mange flere kørestolsbrugere, virksomheden har mulighed for at ansætte i de nuværende lokaler. Derudover finder virksomheden det nødvendigt at holde andelen af kørestolsbrugere på under 40 %, for selvom kørestolsbrugerne arbejder selvstændigt, er der uundgåeligt nogle opgaver, som de behøver hjælp til, og af hensyn til de andre medarbejdere er det derfor hensigtsmæssigt, at andelen af medarbejdere i kørestole ikke bliver for høj.

Gode råd til andre virksomheder – tålmodighed betaler sig
Gennem de sidste seks år har Wolturnus opbygget en erfaring med at ansætte medarbejdere, der er kørestolsbrugere. Virksomheden ønsker at gøre andre arbejdspladser opmærksomme på følgende forhold, som det er godt at være forberedt på i forbindelse med rekruttering og nyansættelse af kørestolsbrugere:
- Det er ikke nødvendigt at bygge hele virksomheden om, når en person med et fysisk handicap ansættes. Ofte er simple, billige løsninger tilstrækkelige.
- Virksomheden skal have tålmodighed, ikke mindst i forhold til kommunen. Det kan tage lidt tid, før det hele falder på plads, specielt hvis der skal foretages investeringer for at forbedre tilgængeligheden. 
- Der findes ikke noget kartotek over jobsøgende mennesker med handicap. Derfor kan det være en udfordring at finde en person med den rigtige profil. Igen må virksomheden være tålmodig.

Kodeordet er således tålmodighed. Men Wolturnus har erfaret, at tålmodigheden betaler sig. Per er ikke i tvivl om, at andre virksomheder – ligesom Wolturnus – kan have glæde af at ansætte kørestolsbrugere. Det høje engagement, den store motivation, den for flere virksomheder relevante erfaring og den høje grad af loyalitet kan komme flere virksomheder til gode, hvis det lykkes virksomhederne at se potentialet i arbejdskraften.

*************************************************
Kontaktperson:
Per Bisgaard
Wolturnus A/S
Halkærvej 24 B
9240 Nibe
Tlf.: 2224 0070
E-mail: per@wolturnus.dk