Du er her: Forside > Ordninger > Hjælpemidler og arbejdsredskaber
Handlinger tilknyttet webside

Hjælpemidler og arbejdsredskaber

For at fremme at mennesker kan komme i job/deltage i tilbud eller fastholde deres job, kan jobcentret give tilskud til udgifter til hjælpemidler/arbejdsredskaber

Hjælpemidler kan være:

  • undervisningsmateriale, fx bøger
  • arbejdsredskaber, fx særlige stole, mindre arbejdsmaskiner, værktøj, arbejdstøj
  • mindre arbejdspladsindretninger, fx sænkning af gulv, udvidelse af døre, rampe, dørhåndtag

Det er en betingelse for at give tilskud, at hjælpemidlet

  • er af afgørende betydning for at være i jobbet /tilbuddet og
  • redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for en persons nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne og
  • udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen forudsættes at afholde og at hjælpemidlerne ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen/uddannelsesinstitutionen

Ordningen gælder mennesker som 

  • søger om ansættelse, eller som er ansat på ordinære vilkår eller støttede løn- og arbejdsvilkår
  • søger om ansættelse eller som er ansat i job med løntilskud efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik, herunder personer ansat i fleksjob eller efter isbryderordningen, førtidspensionister
  • er på vej til at etablere selvstændig virksomhed, eller som er selvstændige erhvervsdrivende
  • deltager i vejledning, opkvalificering eller virksomhedspraktik efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik
  • ansættes i seniorjob efter lov om seniorjob (fra 1. januar 2008)

For personer i revalidering kan tilskud til hjælpemidler tillige gives som tilskud til personlig assistance. Der kan fx ydes sekretærbistand til blinde og svagsynede, tolkebistand til døve og tunghøre samt personlig bistand til personer med fysisk handicap.

Tilskud til hjælpemidler gives uden hensyn til personens og ægtefællens indtægts- og formueforhold. Hjælpemidler kan i stedet for tilskud gives som udlån under forudsætning af, at det udlånte i fuldt omfang tilgodeser behovet.

Det betyder for arbejdsgiveren

  • arbejdsgiveren kan ansøge om at få dækket udgifter til hjælpemidler helt eller delvist – i forbindelse med jobskifte følger hjælpemidlet medarbejderen
  • arbejdsgiveren kan vælge selv at finansiere nødvendige hjælpemidler

Det betyder for medarbejderen

  • medarbejderen kan ansøge om at få dækket udgifter til hjælpemidler helt eller delvist 
  • medarbejderen har mulighed for at blive kompenseret i forhold til sine behov
  • medarbejderen har ingen udgifter til anskaffelse af nødvendige hjælpemidler

Bevilling af hjælpemidler/arbejdsredskaber
Arbejdsgiveren/medarbejderen indgiver en ansøgning til jobcentret i medarbejderens bopælskommune. Er medarbejderen berettiget til at modtage dagpenge, vil jobcentret behandle ansøgningen. Kontakt evt. jobcentret for at høre, om der skal bruges en særlig blanket eller brug ansøgningsblanketten fra Specialfunktionen Job og Handicap - se nedenfor.

Tilskud til hjælpemidler ydes på baggrund af dokumenterede udgifter. Jobcenteret kan beregne tilskud til undervisningsmateriale på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved uddannelsen på den enkelte uddannelsesinstitution.

Vær opmærksom på muligheden for at ansøge om personlig assistance.

Mulighed for klage


Det er muligt at klage over Jobcentrets afgørelser.  Hvis du ønsker at klage skal du følge den klagevejledning, du modtog i brevet sammen med den afgørelse, du vil klage over. Der kan normalt klages over Jobcentrets afgørelse inden fire uger efter, at afgørelsen er modtaget.
Du kan klage ved at sende et brev, en mail eller ringe til den myndighed, du vil klage over.


Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, behandler fra den 1. august 2009 klager over afgørelser på hele det beskæftigelsesmæssige område.
 
 Der er ingen særlige krav til selve udformningen, længde mv. af en klage. Der stilles heller ingen krav om, at en klage skal begrundes. En klage må dog meget gerne indeholde:
• Dit navn,
• Adresse, tlf. nr. og mailadresse 
• Dit CPR nr. 
• Navnet på den myndighed, du vil klage over
• Gerne sagsnummeret på den sag, der nu er afgjort, og som du vil klage over

Link til lovgivning

LBK nr. 938 af 25. september 2009 om en aktiv beskæftigelsesindsats

BEK nr. 743 af 3. juli 2009 om en aktiv beskæftigelsesindsats

Ansøgningsblanketten fra Jobnet