Du er her: Forside > Ordninger > Mentorordning
Handlinger tilknyttet webside

Mentorordning

Nogle mennesker kan have behov for ekstra støtte i begyndelsen af en ansættelse eller et uddannelsesforløb. Dette kan imødekommes ved at bruge en mentor – en allerede ansat medarbejder eller i nogle tilfælde en ekstern konsulent. Støtten kan også bruges at kunne møde på arbejdspladsen, kontakt til læge og lignende.

Mentoren kan sørge for en særlig introduktion, vejledning og oplæring i arbejdet. Udover en ekstra støtte i introduktionsperioden kan mentoren også give personlig vejledning i forhold til arbejdet/uddannelsen som led i at fastholde personen i tilbuddet.

Mentorfunktionen kan også bruges til opgaver, der ligger uden for arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen m.m., hvis det er nødvendigt for at understøtte den beskæftigelsesrettede indsats. Det kan eksempelvis være støtte til at komme op om morgenen og møde på arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen, støtte til at kontakte jobcenteret, støtte til at koordinere indsatsen fra anden offentlig forvaltning med aktiviteter på arbejdspladsen, støtte til kontakt af læge og lignende.

Mentorfunktionen kan også anvendes til støtte til indsatser, der fjerner praktiske hindringer for, at en person kan begynde et arbejde. Det kan fx være hjælp til jobsøgning, besøg på virksomheden forud for ansættelse, hjælp med at benytte offentlig transport og lignende.

Virksomheden/uddannelsesinstitutionen modtager økonomisk kompensation til dækning af lønomkostninger ved frikøb af medarbejderen, der varetager mentorfunktionen, eller honorar til den eksterne konsulent.

Mentorordningen kan benyttes i følgende tilfælde

  • ved ansættelse i job med løntilskud (isbryderordning, fleksjob, førtidspensionister)
  • revalidender
  • ved ansættelse på almindelige vilkår, hvor personen umiddelbart inden ansættelsen har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, starthjælp eller sygedagpenge
  • af ledige der er på en virksomhed og deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering og virksomhedspraktik via jobcentret
  • ved delvis raskmelding
  • af selvstændige

Følgende kriterier skal være opfyldt for at kunne etablere en mentorordning:

  • mentorfunktionen skal være afgørende for at personen kan deltage i tilbuddet/jobbet/uddannelsen
  • der skal være tale om en støtte udover den der normalt gives, når en ny medarbejder starter
  • ved frikøb af en medarbejder må medarbejderen ikke udføre sine sædvanlige arbejdsfunktioner i de timer, hvor vedkommende fungerer som mentor

Det afgørende er, at mentorfunktionen understøtter, at den enkelte får fodfæste på arbejdsmarkedet, dvs. er målrettet opnåelse eller fastholdelse af et ordinært job eller et fleksjob.

Hvem er mentoren?
Mentoren er som udgangspunkt en allerede ansat medarbejder med erfaring og kendskab til virksomheden og arbejdets indhold. Personen skal have lyst og evne til at engagere sig i andre mennesker. Mentoren skal være en fortrolig kollega og også én, der på en god måde kan fortælle, hvis den nye skal gøre noget på en anden måde. Personen skal helst være til at få fat i, altså en person, der ikke har mange møder og udgående opgaver.

På uddannelsesinstitutioner og i mindre virksomheder (op til ca. 10 ansatte) kan mentorfunktionen i stedet varetages af en ekstern konsulent. Jobcentret vurderer, om der er tale om mindre eller større virksomhed.

For at forbedre personens mulighed for at være en god mentor kan virksomheden få økonomisk støtte til køb af uddannelse af mentoren. Der ydes ikke dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det betyder for arbejdsgiveren

  • arbejdsgiveren kan rekruttere arbejdskraft som arbejdsgiveren ellers ikke havde mulighed for at integrere på arbejdspladsen på grund af behovet for ekstra støtte
  • arbejdsgiveren har ingen udgifter til mentorfunktionen

Det betyder for personen

  • En god start og løbende vejledning kan være lige den støtte, der skal til for at personen kan få og fastholde arbejde/uddannelse eller tilbud

Bevilling af mentorordning
Arbejdsgiveren/uddannelsesinstitutionen ansøger jobcentret om støtte til en mentorfunktion og eventuel støtte til køb af uddannelse til mentoren.

Jobcentret fastsætter i samarbejde med arbejdsgiveren/uddannelsesinstitutionen et timetal for mentorfunktionen på baggrund af en konkret vurdering af behov og forudsætninger hos personen, som skal starte.

Udbetaling af støtte sker ud fra arbejdsgiveren/uddannelsesinstitutionens redegørelse for det faktiske timeforbrug, der er anvendt på mentorfunktionen, samt fremlæggelse af dokumentation for eventuel køb af uddannelse for medarbejderen. Følgende blanket kan eventuelt benyttes: Blanket til anmodning om udbetaling af tilskud til mentorfunktion

Vær opmærksom på mulighed for ansøgning om hjælpemidler og personlig assistance.

Mulighed for klage

Det er muligt at klage over Jobcentrets afgørelser.  Hvis du ønsker at klage skal du følge den klagevejledning, du modtog i brevet sammen med den afgørelse, du vil klage over. Der kan normalt klages over Jobcentrets afgørelse inden fire uger efter, at afgørelsen er modtaget.
Du kan klage ved at sende et brev, en mail eller ringe til den myndighed, du vil klage over.


Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, behandler fra den 1. august 2009 klager over afgørelser på hele det beskæftigelsesmæssige område.

 
Der er ingen særlige krav til selve udformningen, længde mv. af en klage. Der stilles heller ingen krav om, at en klage skal begrundes. En klage må dog meget gerne indeholde:
• Dit navn,
• Adresse, tlf. nr. og mailadresse 
• Dit CPR nr. 
• Navnet på den myndighed, du vil klage over
• Gerne sagsnummeret på den sag, der nu er afgjort, og som du vil klage over

Link til lovgivning

LBK nr. 938 af 25. september 2009 om en aktiv beskæftigelsesindsats

BEK nr. 743 af 3. juli 2009 om en aktiv beskæftigelsesindsats