Du er her: Forside > Ordninger > Personlig assistance på jobbet og til efter- videreuddannelse
Handlinger tilknyttet webside

Personlig assistance på jobbet og til efter- videreuddannelse

Mennesker med funktionsnedsættelser har mulighed for at få en personlig assistent, der bistår med at udføre funktioner i jobbet, som de selv er forhindret i på grund af funktionsnedsættelsen.

Formålet er at mennesker med funktionsnedsættelser skal have samme muligheder for at varetage et job eller deltage i efter- eller videreuddannelsesforløb som mennesker uden funktionsnedsættelser.

Ordningen gælder for mennesker med varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse
De fysiske funktionsnedsættelser kan fx være:

  • synshandicap
  • ordblindhed
  • hørehandicap – evt. behov for tolkebistand
  • bevægelseshandicap – der medfører betydeligt nedsatte fysiske funktioner

De psykiske funktionsnedsættelser er en samlet betegnelse for forskellige typer af psykiske funktionsnedsættelser: sindslidelser og kognitive vanskeligheder (problemer med at huske, systematisere, koncentrerer sig, træthed, overblik og passende social adfærd mm.). Der er ikke i loven opstillet en liste med diagnoser, der er omfattet, da en sådan liste ikke vil være udtømmende. Eksempler kan være:

  • skizofreni
  • personlighedsforstyrrelse
  • erhvervet hjerneskade
  • udviklingshæmning
  • ADHD
  • autisme

Med varig menes, at funktionsnedsættelsen ikke må være midlertidig – fx gælder ordningen ikke for en person med en midlertidig depression eller en person, der har været udsat for en ulykke og fået en hjerneskade, hvor skaderne forsvinder ved genoptræning. En varig funktionsnedsættelse kan fx være varige følgevirkninger af en depression.

Hvem er den personlige assistent?
Den personlige assistent er en allerede ansat/lederen af virksomheden eller en, der ansættes til at varetage funktionen. Det er også muligt at rekvirere assistenten fra et vikarbureau. Den personlige assistent godkendes af den person, der har behov for assistancen. Uddannede tolke kan rekvireres i stedet for en personlig assistent.

Løntilskud til assistenten
Der kan ydes tilskud til en personlig assistent i op til 20 timer pr. uge for personer, der er beskæftiget 37 timer pr. uge. Ved færre timer beregnes tilskuddet forholdsmæssigt. Tilskuddet bevilliges enten i en afgrænset periode eller på ubestemt tid. Timerne beregnes som et gennemsnit pr. kvartal. Det betyder, at man inden for samme kvartal kan spare op til perioder, hvor der er særligt behov for mere end 20 timers assistance pr. uge. En person med flere handicap eller et mere betydeligt handicap, kan efter en konkret vurdering få tilskud til flere timer. Funktionen som personlig assistent kan eventuelt varetages af flere personer.

Ordningen gælder mennesker som:

  • søger om ansættelse eller, som er ansat på ordinære vilkår eller støttede løn- og arbejdsvilkår
  • søger om ansættelser eller som er ansat i job med løntilskud efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik herunder fleksjob, isbryderordning, førtidspensionister
  •  er på vej til at etablere selvstændig virksomhed eller som er selvstændige erhvervsdrivende deltager i virksomhedspraktik efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik for at opnå ansættelse (assistenten ansættes af kommunen eller rekvireres via vikarbureau)
  • ansættes i seniorjob efter lov om seniorjob (fra 1. januar 2008)
    ledige under efteruddannelse forud for påbegyndelse af et konkret ansættelsesforhold

For revalidender kan tilskud til hjælpemidler tillige gives som tilskud til personlig assistance - se lov om aktiv beskæftigelsespolitik §76, stk. 3.

Lønmodtagere og selvstændige, der deltager i efteruddannelse i og udenfor arbejdstiden, kan endvidere få en personlig assistent  – se nedenfor.

Det betyder for arbejdsgiveren

  • arbejdsgiveren får et tilskud til løn ud fra den studentertimelønssats, der er fastlagt i overenskomst mellem HK og staten. Hvis det i særlige tilfælde er nødvendigt, at den personlige assistent har specielle kvalifikationer, som fx  tegnsprogstolk eller har særlige sprogkundskaber, ydes tilskuddet efter den gældende sats på området. Tilskuddets størrelse kan aldrig overstige de faktiske udgifter til den personlige assistent
  • arbejdsgiveren modtager løntilskuddet fra staten i jobcentret kvartalsvis bagud – der kan ikke udbetales tilskud for perioder, der ligger mere end tre måneder før jobcentret har modtaget ansøgningen
  • arbejdsgiveren kan kompenseres for udgifter til den personlige assistent – det gælder bl.a. i forbindelse med assistentens sygdom, den handicappede persons fravær og rejseudgifter for assistenten ved arbejdsbetingede rejser – læs mere i bekendtgørelsen

Det betyder for medarbejderen

  • medarbejderen får hjælp til at udføre funktioner, som er svære at udføre pga. funktionsnedsættelsen. Hermed kan medarbejderen udføre sit arbejde på lige vilkår med andre uden at overbelaste sig selv eller kollegaer

Personlig assistance – også til personer under efter- og videreuddannelse
Der gives tilskud til personlig assistance, når der er tale om almindelig efter- og videreuddannelse indenfor det pågældende erhverv til:

  • lønmodtagere hvor uddannelsen sker enten i eller udenfor arbejdstiden – herunder AMU-uddannelser
  • selvstændige

Herudover gives der tilskud til ledige

  • der her behov for efteruddannelse forud for start i et konkret job
  • der deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering
  • der deltager i uddannelse med støtte fra støtteordninger

Der kan gives tilskud til assistance til undervisningstimer og forberedelse. Muligheden for at opnå den nødvendige kompensation på uddannelsesstedet skal være undersøgt - se også ordningen om specialpædagogisk støtte.

Bevilling af personlig assistance
Det er personen med handicap, der søger om bevilling af en personlig assistent. Ansøgningen indgives til Jobcentret i bopælskommunen. Brug eventuelt ansøgningsskema fra Specialfunktionen Job og Handicap – se nedenfor.

I ansøgningen skal der gøres rede for, hvilke bestemte arbejdsfunktioner, der ønskes personlig assistance til, antal timer og i hvilken periode assistance er nødvendig.

En personlig assistanceordning er individuelt tilpasset, og der kan være behov for justeringer og tilpasninger over tid.

Læs også om mulighederne for at få tildelt hjælpemidler/arbejdsredskaber, mentor og isbryderordning (løntilskud til nyuddannede uden erhvervserfaring på uddannelsens område).

Mulighed for klage

Det er muligt at klage over Jobcentrets afgørelser.  Hvis du ønsker at klage skal du følge den klagevejledning, du modtog i brevet sammen med den afgørelse, du vil klage over. Der kan normalt klages over Jobcentrets afgørelse inden fire uger efter, at afgørelsen er modtaget.
Du kan klage ved at sende et brev, en mail eller ringe til den myndighed, du vil klage over.


Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, behandler fra den 1. august 2009 klager over afgørelser på hele det beskæftigelsesmæssige område.


 Der er ingen særlige krav til selve udformningen, længde mv. af en klage. Der stilles heller ingen krav om, at en klage skal begrundes. En klage må dog meget gerne indeholde:
• Dit navn,
• Adresse, tlf. nr. og mailadresse 
• Dit CPR nr. 
• Navnet på den myndighed, du vil klage over
• Gerne sagsnummeret på den sag, der nu er afgjort, og som du vil klage over

Link til lovgivning

LBK nr. 727 af 7. juli 2009 om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Bek. nr. 730 af 8. juli 2009 om kompensation til handicappede i erhverv m.v.


Vedhæftede filer