Flere førtidspensionister i job
DISCUS A/S har gennemført en undersøgelse af, hvad der skal til, for at flere førtidspensionister kommer i job. Undersøgelsen viser klart, at der er al mulig grund til at øge jobmulighederne for førtidspensionister.
Etablering af skånejob medvirker til, at der løses vigtige arbejdsopgaver på virksomhederne. Førtidspensionisternes livskvalitet øges, og fokus fjernes fra sygdom og funktionsnedsættelse.
Undersøgelsen
Undersøgelsen fandt sted i tre kommuner, der alle har gjort en særlig indsats vedrørende skånejob – med gode resultater til følge. Kommunerne er Ballerup, Skive og Århus.
Undersøgelsen kommer rundt om flere forhold, herunder:
• beskriver de tre kommuners politiske målsætninger og konkrete initiativer på området
• belyser virksomhedernes udbytte af at etablere job til førtidspensionister samt hvilke barrierer, der kan være undervejs – og hvordan virksomhederne har overkommet disse
• kortlægger processer samt samarbejds- og kontaktflader mellem kommunale myndigheder, private aktører, virksomheder og førtidspensionister, der fører til etablering af skånejobbet, og hvordan disse influerer på etableringen og bevarelsen af skånejobbet
Anbefalinger – sådan kommer førtidspensionister i job
En central del af undersøgelsen består af anbefalinger af tiltag til både det politiske og praktiske niveau i kommunerne. Disse er kort beskrevet her og uddybes i rapporten.
Det politiske niveau
Politisk tilskyndelse, prioritering og strategi
1. Tag en politisk beslutning om en jobindsats for førtidspensionister, fx at øge antallet af skånejob. Evt. i sammenhæng med kommunens handicappolitik og i samarbejde med LBR
2. Betragt etablering af jobindsatsen som en investering på sigt, ikke en udgift her og nu
3. Fastsæt måltal for forøgelsen af skånejob. Synliggør prioritering og indsats ved at formidle de fastsatte måltal på skånejobområdet i den kommunale organisation
4. Følg op på beslutningen ved at afsætte ressourcer til at udføre den i praksis
5. Afsæt som minimum midler til et beredskab, som kan støtte de førtidspensionister, der selv henvender sig til kommunen om skånejob
6. Inddrag evt. andre aktører, og beslut hvilke målgrupper, de andre aktører specielt skal tage sig af. Afsæt midler til denne brug
7. Opret pulje til løndelen af skånejobbene – fx ved skånejob på kommunale arbejdspladser og/eller på kulturelle/almennyttige institutioner
Motivation
1. Afsæt ressourcer til information om muligheden for job (herunder skånejob) til førtidspensionisterne mens pensionssagen behandles, ved tilkendelsen af pension og løbende
Afklaring
1. Afklar rollefordeling, vidensdeling og ansvarsprocedurer internt i den kommunale organisation
2. Tilbyd førtidspensionister beregning af økonomiske konsekvenser af et job – afsæt ressourcer til dette
3. Tilbyd afklarende samtale om ressourcer og jobmuligheder – og evt. afklaringsforløb hos andre aktører med særlig viden på området – afsæt ressourcer til dette
4. Foreslå beskyttede værksteder eller frivilligt arbejde som alternativ til førtidspensionister, hvor skånejob viser sig ikke at være en realistisk mulighed
Etablering og drift
1. Informér om kommunens politik og indsats på området for at lette opstartsfasen og skabe klarhed omkring kommunens målsætning på området
2. Organiser indsatsen, dvs. placer indsatsen for etablering af skånejob i jobcentrene, etablér et team/udpeg en medarbejder med særlig viden og kompetencer på området, som har til opgave at etablere skånejob og kan opnå særlige kompetencer på området. Informér de relevante medarbejdere om indsatsen og sørg for klar intern kommunikation og tydelig ansvarsfordeling mellem pensionsafdeling og jobcenter
3. Etablér eventuelt samarbejde med andre aktører om skånejobbet
Justering og opfølgning
1. Bestem omfanget af kommunens opfølgning og justering og afsæt tilsvarende ressourcer
Det praktiske niveau
Motivation
1. Informér alle nuværende førtidspensionister i kommunen om skånejobmuligheden
2. Informér fremover generelt og overordnet om skånejob, allerede mens pensionssagen behandles
3. Informér alle førtidspensionister skriftligt såvel som mundtligt ved tilkendelsen af pensionen om, hvad de selv kan gøre for at finde job, de sociale gevinster ved et skånejob, og hvor de kan henvende sig for at få yderligere information og hjælp til at finde skånejob
4. Informér løbende alle førtidspensionister i kommunen om muligheden for skånejob
Afklaring
1. Tilbyd alle førtidspensionister en beregning af de økonomiske konsekvenser ved at komme i job
2. Tilbyd alle førtidspensionister en uforpligtende samtale med en jobkonsulent eller erhvervsvejleder, hvis de har brug for at afklare jobmuligheder
3. Tilbyd afklaringsforløb til førtidspensionister med særlige behov for afklaring
4. Kontakt – især mindre og mellemstore – virksomheder direkte, når en førtidspensionist har et konkret jobønske
5. Tag kontakt til virksomheden så højt oppe i hierarkiet som muligt, men aftal detaljerne og sørg for at forankre skånejobbet hos den daglige leder
6. Informér virksomhederne om, hvad det indebærer for virksomheden at etablere et skånejob (fx omkring skånebehov)
7. Informér virksomhederne om den førtidspensionist, der aktuelt ønsker skånejob på virksomheden
8. Oplys virksomheden om, hvad de skal overveje inden skånejobbet
9. Vær opmærksom på, at der ikke kan etableres skånejob på alle virksomheder
Etablering
1. Koordinér indsatsen mellem de forskellige instanser, der er involveret ved etableringen af skånejobbet
2. Vær førtidspensionistens bisidder, hvis der er behov for det, når der aftales arbejdsopgaver og ansættelsesvilkår mv.
3. Rådgiv førtidspensionisten og virksomheden om at lægge forsigtigt ud (fx i forhold til arbejdsopgaverne)
4. Aftal, hvor længe prøveperioden skal vare, og hvad der skal prøves af
Opfølgning
1. Oplys virksomheden og førtidspensionisten i skånejob om, at de kan få hjælp, hvis de har behov for det, men at de selv skal bede om det
2. Tilbyd 'hotline' til løsning af de problemer, som virksomheden og førtidspensionisten i skånejob ikke selv kan klare
3. Lav evt. aftaler om særlig tæt opfølgning i en periode eller permanent for særligt sårbare førtidspensionister
4. Giv plads til udvikling i skånejobbet
**********************************************************
Fakta
Projektnavn: Flere førtidspensionister i job – undersøgelse og modeludvikling af den lokale indsats
Projektperiode: 2006 - 2007
Rapport udgivet: September 2007
Sted: Undersøgelsen er gennemført i kommunerne Ballerup, Skive og Århus
Målgruppe: Kommuner og jobcentre der politisk og praktisk arbejder med at fremme jobmulighederne for førtidspensionister. Førtidspensionister med mulighed for skånejob. I undersøgelsen er der gennemført i alt 67 interview med kommunale aktører, virksomheder, førtidspensionister i skånejob samt andre aktører
Effekt: Rapporten viser klart, at der er al mulig grund til at øge beskæftigelsesmulighederne for førtidspensionister. Mange gode anbefalinger til inspiration for andre kommuner/jobcentre kan læses i rapporten.
Evalueret af: DISCUS A/S
Finansieret af: Arbejdsmarkedsstyrelsen
**********************************************************