På kanten af arbejdsmarkedet
10 projekter for personer på kanten af arbejdsmarkedet byder på gode erfaringer og metoder, der kan bruges fremover af projekthaverne og andre. Blandt målgruppen for projekterne var personer med ringe sociale kompetencer eller personer med misbrugsproblemer.
Hvad kan vi lære af de 10 projekter?
Evalueringsrapporten fortæller, at der i høj grad er arbejdet videre med projekternes erfaringer og konklusioner hos projekthaverne fx i kommunen. Men evalueringen peger også på læring, der rækker ud over dette. Læring som alle andre jobcentre og aktører på området kan have stor glæde af.
Projektets konklusioner for videre læring og udvikling handler bl.a. om opstart, organisering af og visitering til projekterne samt succesfulde metoder og aktiviteter i projekterne.
Opstart, organisering af og visitering til projekterne
Det er vigtigt, at medarbejderstaben på sådanne projekter er stabil, konkluderer evalueringen. Det har vist sig problematisk, når projekterne har skiftet medarbejdere ud. Det har medført videnstab, problemer med samarbejdsrelationer, der skal starte forfra, ligesom tillid og gensidigt kendskab mellem projektmedarbejdere og deltagere også skal opbygges på ny. Ansvaret må med andre ord ikke ligge på for få hænder, så bliver det for sårbart. Endnu én anbefaling er, at medarbejdere i projektet inddrages i ansøgningsfasen, hvis det er muligt – det skaber ejerskab.
En anden anbefaling på tværs af de 10 projekter er, at projektets målgruppe klart specificeres over for dem, der skal visitere til projektet. En del visiterede i de 10 projekter var mindre ressourcestærke end forventet, hvilket projekterne i udgangspunktet ikke var ’sat op’ til. På samme måde er tæt løbende dialog og information mellem sagsbehandler og projekt alfa og omega for at det skal lykkes. Det giver mulighed for her og nu handling, som ofte er vigtig for denne målgruppe.
Succesfulde metoder og aktiviteter
Projektevalueringen indeholder masser af erfaringer, der er lige til at tage og lære af og ikke mindst bruge! En ligeværdig og anerkendende relation mellem borger og sagsbehandler er en vigtig ingrediens, ligesom det heller ikke går uden et fokus på det hele menneske – dvs. ikke kun arbejdslivet. Differentiering i forhold til målgruppen er nødvendig, og forventningsafstemning over for virksomheder skal også på dagsordenen. Behov for psykologfaglig kompetence sætter projektet også fokus på, da mange deltagere på kanten af arbejdsmarkedet er præget af mere omfattende psykiske problemer.
Særligt projekter på misbrugsområdet kan have glæde af et større tværfagligt samarbejde, kan man læse i rapporten. De sociale, beskæftigelses- og behandlingsrettede systemer skal tale bedre sammen.
Der er mange flere erfaringer og meget mere viden og inspiration i evalueringsrapporten, som du kan downloade nedenfor. Du kan også læse meget mere om hver af de 10 projekters metoder og aktiviteter.
*********************************************************
Fakta
Projektnavn: Evaluering af projekter for personer på kanten af arbejdsmarkedet
Projektperiode: 2006 - 2008
Rapport udgivet: November 2008 af Arbejdsmarkedsstyrelsen og Rambøll Management
Målgruppe: Målgruppen i de forskellige projekter har været: yngre, ledige kvinder med anden etnisk baggrund, personer der mangler sociale kompetencer samt personer med misbrugsproblemer.
Samarbejde mellem: Projekterne er forankret hos kommuner, daghøjskoler og private kursusudbydere, som gennemfører initiativer i samarbejde med virksomheder, behandlingscentre, kommunale forvaltninger, private aktører m.fl.
Effekt: Projekterne har til sammen bl.a. resulteret i følgende: 24 % af deltagerne er kommet i ordinært job eller uddannelse. Mange ledige er bragt tættere på arbejdsmarkedet og 22 deltagere er afklaret til pension. Gå i detaljen med resultaterne i rapporten.
Støttet af: Arbejdsmarkedsstyrelsen
*********************************************************