Virksomhedscentre - afsæt til arbejdsmarkedet
Flere end 100 virksomheder har de seneste år etableret virksomhedscentre til ledige kontakthjælpsmodtagere med svage jobforudsætninger - og 13 jobcentre står i spidsen for indsatsen. Virksomhederne samarbejder tæt med det lokale jobcenter om opgaven. Få mere at vide om, hvad der skal til, når de mindst ressourcestærke skal ind på arbejdspladserne.
Hvad er et virksomhedscenter?
Et virksomhedscenter oprettes og drives af en virksomhed efter aftale med jobcentret. Virksomhedscentret består af mindst fire personer fra matchgruppe fire eller fem eller den mindst ressourcestærke del af matchgruppe tre. Pointen er, at der skabes gode resultater, når man arbejder med grupper af kontanthjælpsmodtagere på virksomhederne i stedet for de mere traditionelle individuelle forløb. Kontanthjælpsmodtagerne løser opgaver for virksomhederne. I virksomhedscentret er de aktive ’kandidater’, og de gennemfører et målrettet virksomhedsforløb. I centret kan der tillige foregå forskellige andre aktiviteter, der understøtter den enkeltes vej ind på arbejdsmarkedet. Jobcentrene finansierer, understøtter og følger op på indsatsen.
Rammerne for en særlig indsats!
Med virksomhedscentrene er der altså lagt nogle rammer for en særlig og individuel tilrettelagt indsats for den enkelte ledige. Det er rammer der tager højde for, at støttebehovene kan være mange på vej mod arbejdsmarkedet.
Men selve rammerne for det konkrete virksomhedscenter skal også på plads. Der er forskellige måder at organisere det på. Der er fire modeller: Virtuelt virksomhedscenter, åben sideproduktion, netværksbaseret virksomhedscenter eller satelitbaseret virksomhedscenter. Den første er den mest udbredte. Der er tale om, at kandidaterne løser opgaver sammen med en medarbejder i en slags følfunktion. Forskellen fra en individuel virksomhedspraktik er, at der er virksomhedscenterkontrakt med jobcentret og samlet ledelsesbevågenhed i virksomheden, fælles mentor, fælles jobkonsulent, fælles kompetenceudvikling, fælles møder og evt. fælles støtteaktiviteter fx i form af motion. Se mere om de andre tre modeller for organisering i rapporten.
Hvad er det så, der virker?
Der er selvfølgelig flere forskellige ingredienser, når det skal lykkes. Det der virker for den ene, virker måske ikke helt så godt for den anden. I rapporten kan du læse flere forskellige personhistorier, der giver billeder på, hvad der skal til. Du kan også møde flere virksomheder, der har gjort sig erfaringer med, det der virker.
Erfaringer viser bl.a., at en barriere sjældent står alene. Barriererne fylder ofte så meget, at det er nødvendigt med en understøttende indsats samtidig med forløbet i et virksomhedscenter. Det kan fx dreje sig om støtteforanstaltninger inden for: Økonomirådgivning, kost, behandling af fysisk sygdom, misbrugsbehandling, psykologsamtaler eller privatlivsstøtte. Fælles støtteforanstaltninger i et virksomhedscenter kan handle om motion/træning, sprogundervisning eller måske fælles møder om fx personlig fremtræden eller kommunikation.
Motivation er en anden central pointe i et forløb i et virksomhedscenter. Det er helt afgørende med en god motivation, når kandidaten skal tættere på arbejdsmarkedet. Nogle faktorer har generel stor betydning: Social anerkendelse fra kolleger, mentor og jobkonsulent, selve arbejdets betydning og at kunne bidrage medfører selvtillid. Struktur og indhold i hverdagen øger motivationen. At kunne se muligheden for job og selvforsørgelse er også en vigtig faktor.
Mentorskab er et af de helt afgørende elementer, som rapporten peger på, når tingene skal lykkes. Mentoren skal klædes ordentligt på. Personlige kvaliteter er afgørende, men det er også vigtigt at få de nødvendige redskaber til opgaven. Jobcentre skal afholde mentorkurser, der forbereder mentorerne på de kandidater, de skal møde, og jobcentrene skal give mentorerne redskaber til opfølgning på kandidatens forløb mv. Netværksmøder mellem mentorer er en anbefaling. På møderne kan man bl.a. drøfte konfliktløsning eller misbrugsproblemer.
Rigtige arbejdsopgaver i rigtige virksomheder hører også til ’opskriften’. Der skal være tale om reelle arbejdsopgaver. Typisk er opgaverne ufaglærte og manuelle fx små produktions- eller reparationsopgaver, opgaver i køkken eller kantine, pasning af grønne områder og meget mere. En arbejdsgiver mener fx, at det handler om at finde lejet mellem de sure og søde opgaver for den enkelte kandidat. Men hvad der kan være surt for en er sødt for en anden.
Mere viden og flere detaljer
Download rapporten ”Virksomhedscenter – afsæt til arbejdsmarkedet” nedenfor. Der er både et magasin med særligt fokus på virksomhedernes og jobcentrenes efaringer.
Det kan være svært at sige nej til at gøre sig klogere på denne spændende metode med virksomhedscentre, når man arbejder inden for området. Udover den nævnte rapport er der også meget mere spændende læsning på hjemmesiden www.virksomhedscenter.dk
*********************************************************
Fakta
Projektnavn: Virksomhedscenter – afsæt til arbejdsmarkedet
Projektperiode: 2008 – efteråret 2009
Rapport udgivet: Februar 2009, juni 2009 DISCUS A/S
Målgruppe: Mennesker på kontanthjælp med svage forudsætninger for tilknytning til arbejdsmarkedet
Effekt: Projekter viser, at det lykkes at få målgruppen ind på arbejdsmarkedet på de rigtige arbejdspladser. I projektet har der pr. februar 2009 deltaget omkring 1700 personer. Af dem, der er stoppet igen, er omkring 17 % kommet direkte i job, 10 % er kommet i job med løntilskud og tre % er kommet i uddannelse. Erfaringerne er så gode, at alle landets jobcentre og socialt ansvarlige virksomheder bør kende til dem og vurdere, om de vil gå samme vej
Støttet af: Arbejdsmarkedsstyrelsen
*********************************************************