Bamuda – psykisk sårbare medarbejdere i kooperative virksomheder
Rapporten giver værktøjer, der kan benyttes til at afklare og dokumentere værdien af at have mennesker med psykisk sårbarhed i en virksomhed – samt metoder, der understøtter arbejdet med at integrere og fastholde disse kolleger.
Det er værktøjer og metoder til brug for virksomhedens afklaringsproces, men det er også værktøjer og metoder, som jobcentermedarbejderen med fordel kan have kendskab til, kan inspireres af og gøre brug af, når en borger skal fastholdes i beskæftigelse eller integreres på arbejdsmarkedet.
Inden virksomheden beslutter sig
Foruden at give en række eksempler på jobtyper, der kan varetages af medarbejdere, der er psykisk sårbare, byder rapporten på et skema, som virksomheden kan bruge, inden den beslutter sig for at ansætte en medarbejder, der er psykisk sårbar. Fordele og ulemper, problemer og nødvendige tiltag skal gøres op. I alt 16 spørgsmål, som virksomheden bør overveje, er skitseret som fx: Er der lagt en plan for introduktion og oplæring af den nye medarbejder? Er de nærmeste kolleger indstillet på at bruge ekstra ressourcer i hverdagen på bl.a. oplæring? Har virksomheden viden om, hvordan symptomerne på evt. sindslidelse manifesterer sig?
Et konkret forslag er at afholde et temamøde for ledelse, medarbejdere og evt. sagkyndige. Temamødet kan bl.a. bruges til at drøfte, hvordan virksomheden kan overvinde evt. barrierer, og hvad det vil betyde forretningsmæssigt og socialt at ansætte en kollega med psykisk sårbarhed. I rapporten gives et konkret forslag til en mødeplan, der indeholder væsentlige områder til drøftelse.
Hvordan griber virksomheden det an?
Det er vigtigt, at der tages en række forhold op, såvel i forbindelse med introduktion og oplæring af medarbejderen som ved struktureringen af jobbet og andre forhold. I Bamuda projektet er der derfor udviklet en række værktøjer og opsamlet gode råd, som virksomheden bør tage hensyn til.
Personer med psykisk sårbarhed i job
Medarbejdere med psykisk sårbarhed er ikke 'kun' mennesker med en defineret psykisk lidelse, fastslår rapporten. Psykisk sårbarhed omfatter alle medarbejdere, der på en eller anden måde skal tage et særligt hensyn til i hverdagen – fx i forbindelse med stress, sygdom, økonomi eller i forhold til familien. Eller medarbejdere, der har svært ved at knytte længerevarende sociale relationer på arbejdspladsen.
Især mennesker med en egentlig psykisk diagnose, fastholdes ofte i en sygdomsidentitet. Men sygdomsidentiteten kan ændres til en arbejdsidentitet. Et tilpasset og meningsfuldt job og en målrettet indsats kan give mulighed for at ændre selvopfattelse.
Udvikling i jobbet – trivsel og motivation er noget af det, der skal være i orden ved ansættelse af alle nye medarbejdere, og også når det gælder ansættelse af en medarbejder, der er psykisk sårbar. Rapporten opstiller nogle faktorer, der særligt påvirker trivslen: Ledelsesform, omgangstone, socialt samvær, gode kolleger, faste rutiner og rammer/en forudsigelig hverdag, løn og ordnede arbejdsforhold, arbejdstøj som de andre, faciliteter (fx kantine og velfærdsrum) samt personalegoder. I rapporten kan du læse mere om, hvad disse faktorer indeholder samt synspunkter på ros og kritik, jobudvidelse og jobberigelse får man også synspunkter på i rapporten.
Instruktion og oplæring
Rapporten beskriver en oplæringsmetode, der er opdelt i følgende faser:
• Før instruktion: Opdel det job, der skal læres, i naturlige 'afsnit' fx tilrettelæggelse af jobbet, organisering af arbejdspladsen, materialefremskaffelse, indretning af arbejdsplads mv.
• Gennemførelse af instruktion: Der er tre trin: 1) forberedelse, 2) vis og forklar og 3) lad medarbejderen selv gøre det.
• Følg op: Metoder skal måske justeres, kvalitet og sikkerhed i arbejdet skal måske kontrolleres.
10 gode råd om jobbet og klimaet
Rapporten giver 10 gode råd om beskæftigelse af personer, der er psykisk sårbare. Et råd er fx at sikre sig, at der er en fast kontakt/støtteperson i virksomheden. Endnu et råd er, at der skal være fuld opbakning fra øvrigt personale og lokal tillidsmand. At sikre sig muligheden for at have adgang til socialpsykisk viden og kompetencer i forbindelse med uhensigtsmæssige handlinger på arbejdspladsen er ligeledes et råd. Hvordan de 10 råd kan finde anvendelse i praksis, er beskrevet i en case.
10 gode råd om samarbejde/aftaler mellem virksomhed, kommune og bosted
Rapporten giver også 10 gode overvejelser og råd til samarbejdet mellem centrale aktører ved en ansættelse eller praktik. Fx spørges der: Er der opstillet minimum tre konkrete mål for opnåelse af færdigheder hos praktikanten under forløbet – mål der svarer til virksomhedens forventninger og muligheder, og som kommune eller botilbud kan følge op på? Et andet råd er, at virksomheden bør sikre sig, at kommune eller botilbud udarbejder status- og progressionsrapporter – både i forhold til virksomhedens og praktikantens oplevelse af forløbet.
Hvad kan der opnås? Forbedret social kompetence – et værktøj
Virksomheder, der beskæftiger medarbejdere, der er psykisk sårbare, udvikler og oparbejder (ny) social kompetence hos samtlige medarbejdere, fastslår rapporten. Den indeholder et dialog- og måleværktøj til brug for udviklingen af den enkelte medarbejders/leders sociale kompetencer. Metoden afdækker ikke kvaliteten i sociale kompetencer, men alene omfanget af aktiviteter og relationer. De kvalitative sider skal afdækkes ved opfølgende dialog. Også et skema i rapporten kan anvendes til at evaluere medarbejderen. Formålet med skemaet er at sikre en systematisk udvikling af mennesker, der er psykisk sårbare i job gennem udvikling af såvel selve jobbet som færdighederne.
Læs også om "PEAK-projektet, Sindslidende - og aktiv medarbejder i virksomheden", som er blevet iværksat på baggrund af projektet Bamuda.
*********************************************************
Fakta
Projektnavn: Bamuda
Projektperiode: 2006 - 2007
Rapport udgivet: 2007, Kooperationen.
Sted: København
Målgruppe: Virksomheder, der ønsker at ansætte mennesker, der er psykisk sårbare. Også jobcentermedarbejderen, der har kontakt til virksomheder i forbindelse med ansættelse af mennesker med psykisk sårbarhed, kan drage nytte af rapportens metoder
Effekt: At flere virksomheder ser potentialet i at ansætte mennesker, der er psykisk sårbare
Finansieret af: Arbejdsmarkedsstyrelsen
*********************************************************