Du er her: Forside > Projekter > Psykiske sygdomme > Brobygning – mellem dig og jobbet - erfaringer med integration af sindslidende på arbejdsmarkedet
Share |

Brobygning – mellem dig og jobbet - erfaringer med integration af sindslidende på arbejdsmarkedet

"Projekt Brobygning" handler om at bygge bro til arbejdsmarkedet for personer med sindslidelser. Om at åbne øjnene for, at der er en værdifuld arbejdskraft. Formålet: at afklare deltagernes plads på arbejdsmarkedet – enten i form af ordinære job, job på særlige vilkår eller genoptagelse af påbegyndt uddannelse.

Personprofiler
26 personer med sindslidelse deltog i projektet. For alle deltagere blev der udarbejdet personprofiler med henblik på at få et godt indtryk af, hvilke ønsker deltagerne havde til arbejdsmarkedet, og hvor langt de var fra det ordinære arbejdsmarked. Profilerne blev disponeret efter: Opvækst og uddannelse, sygdomsforløb, arbejdsmarkedserfaring, situationen umiddelbart før indtræden i projektet, motivation for at deltage i projektet og prioriterede jobønsker. Det var afgørende, at deltagerne var motiverede for at deltage i projektet, og visitationsprocessen sikrede, at de alle var relativt velfungerende.

Undervisningsforløbet
Projektet startede med forskoleaktiviteter af 16 ugers varighed. Forløbet var opdelt i to dele: Dels opbygning af sociale og personlige kompetencer, som blev varetaget af henholdsvis Sind Daghøjskolen i Aalborg eller Lilleskolen for Voksne i Vanløse, dels job og kompetenceafklaring ved konsulenter fra "markman". Undervisningen foregik i små grupper af fem til otte personer, således at den enkelte bedre kunne føle sig tryg. Undervisningsplanen ved Sinds Daghøjskole/Lilleskole indeholdt teambuilding, gruppepsykologi, samtaletræning, fysisk og psykisk genoptræning, recovery i teori og praksis, motivation, træning i jobsamtalen, almene IT-kundskaber, kommunikation og assertion. "markman" stod for undervisning i arbejdsmarkedskendskab, det rummelige arbejdsmarked, skånejob/fleksjob mv., 'genoptræning' i forhold til arbejdsmarkedet, jobsøgning, udarbejde CV og ansøgning, træ-ning i jobsamtalen, virksomhedsbesøg, besøg af sindslidende i job samt arbejdsgivere og individuelle samtaler. Et væsentligt formål med undervisningen var at få deltagerne til at fungere som en gruppe, at forbedre personlige og sociale kompetencer samt at forberede deltagelse i et arbejdsfællesskab.

Vigtigt i undervisningen var blandt andet:

  • At tage udgangspunkt i tankegangen om recovery. Den grundlæggende pointe er, at den sindslidende kan generhverve evnen til at fungere i en social sammenhæng. Den enkelte trænes i at indfri potentialer og talenter. Det handler om at mestre sit liv med de styrker og begrænsninger, man har.
  • De fire t'er: Tid (langvarige forløb), Tolerance for den enkeltes forløb, Tryghed (klare rammer for samvær og kommunikation baseret på det fælles og det raske), Tiltro (at indgive og opleve håb).
  • Individuelle samtaler om jobønsker og -muligheder med fokus på blandt andet opgaver, arbejdstimer, transportmuligheder og ikke mindst forventningsafstemning
  • Gennemførelse af målrettede fiktive jobsamtaler.


Efterfølgende blev der etableret praktikpladser/arbejdsprøvninger for hovedparten af deltagerne ved relevante offentlige og private virksomheder.

Resultaterne – matchet er afgørende
De formulerede succesmål var:

  • afklaring af den enkeltes ønsker og forudsætninger for arbejdsmarkedet
  • opbygning af sociale kompetencer til at deltage i et arbejdsfællesskab
  • afprøvning af den enkeltes arbejds- og erhvervsevne
  • etablering af fleksjob, løntilskudsjob, ordinære ansættelser eller uddannelsesforløb

De enkelte arbejdsprøvningsforløb har været meget forskellige – der har blandt andet været tale om forskellige typer af arbejdspladser og antal timer samt skånehensyn. Erfaringen er, at det ikke er en bestemt type af job, funktioner og opgaver, som er særligt velegnede til sindslidende, men at matchet mellem den sindslidende og virksomheden er afgørende! Derudover peger erfaringer på vigtige forhold som:

  • fleksibilitet i forhold til den sindslidendes situation
  • gensidig åbenhed mellem parterne
  • mentor/kontaktperson, der kan skabe tillid
  • gevinst for begge parter – virksomheden får kvalificeret arbejdskraft og den sindslidende får et bedre selvværd og selvtillid
  • individuel og empatisk tilgang
  • åbenhed hos den sindslidende i forhold til afklaring af egen situation
  • undgå stempling ved en bestemt diagnose – de fleste virksomheder har ikke været særligt interesserede i at få diagnosen oplyst


Ting tager tid
Projektet fandt sted over en periode på et år, hvilket ikke var lang tid nok til at etablere en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er behov for et langt sejt træk, som kræver en vedholdende indsats fra alle implicerede parter. Det har imidlertid ikke i projektet været svært at finde interesserede virksomheder, men derimod at få etableret permanente arbejdsplad-ser.

Samtidig er det en erfaring, at sagsbehandlerne i kommune/jobcenter skal tilkobles et sådant projekt fra starten. Særligt hvad angår førtidspensionister, skal der gøres en indsats for at sagsbehandlerne bruger de fornødne ressourcer på opgaven.

Rapporten konkluderer sammenfattende, at der er mange gevinster for alle parter ved at forbedre sindslidendes muligheder på arbejdsmarkedet. Der er brug for sindslidende på arbejdsmarkedet. Og succesfuld integration er båret af job, der er meningsfulde for både den sindslidende og virksomheden.

**********************************************************

Fakta

Projektnavn: Brobygning – mellem dig og jobbet
– erfaringer med integration af sindslidende på arbejdsmarkedet

Projektperiode:
December 2006 - december 2007

Rapport udgivet: Marts 2008

Sted: Aalborg og Vanløse – sideløbende tvillingeprojekter

Målgruppe: 26 mennesker med sindslidelser på førtidspension eller sindslidende med et andet forsørgelsesgrundlag, der havde svært ved at fastholde eller finde en plads på arbejdsmarkedet

Samarbejde mellem: Konsulentfirmaet markman, Sind Daghøjskole i Aalborg samt Lilleskolen for Voksne i Vanløse

Effekt: Rapporten peger på flere gevinster ved ansættelse af mennesker med sindslidelse. I forhold til de konkrete 26 deltagere viste det sig blandt andet, at projektperioden på et år ikke var nok til at etablere permanente arbejdspladser

Evalueret af: Flemming Ibsen, Thomas Bredgaard og Iben Nørup, Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet (CARMA)

Finansieret af: Arbejdsmarkedsstyrelsen

**********************************************************

Vedhæftede filer