LUCA – Læring, Uddannelse, Coaching og Anerkendelse på sygedagpengeområdet
Projekt LUCA har forbedret sygedagpengeopfølgningen på psykisk betinget sygefravær i to kommuner. Sygefraværet skulle afkortes og de sygemeldte skulle ud i varige job. En helhedsorienteret tilgang gjorde, at projektet blev en succes! Og der er masser af erfaringer, som andre jobcentre kan bruge i en lignende indsats.
Tre vinkler – og hele vejen rundt
Projektet tog fat på fra tre vinkler: Sagsbehandleren vis-a-vis den sygemeldte, sagsbehandleren vis-a-vis eget system og endelig sagsbehandleren vis-a-vis eksterne samarbejdspartnere. En målrettet indsat, der kom hele vejen rundt, gjorde forskellen.
Målet var reduktion af sygefraværets varighed, færre sygemeldinger og samme eller højere grad af arbejdsmarkedstilknytning. Disse målsætninger blev søgt realiseret gennem:
- målrettet opkvalifcering af medarbejdere i sygedagpengeopfølgningen gennem undervisning i systemisk metode og psykiske sygdomme
- målrettet brug af kollegial og ledelsesmæssig sparring
- udvikling og styrkelse af samarbejdet om sygedagpengeopfølgningen mellem jobcentre og henholdsvis virksomheder og praktiserende læger
Sagsbehandleren vis-a-vis den sygemeldte
Fokus var på sagsbehandlerens direkte relation til den sygemeldte, herunder ikke mindst den dialog, der finder sted i sygedagpengesamtaler. Dialogen med sygemeldte er blevet udviklet via undervisning i den systemiske tilgang. Den væsentligste metode til at skabe forandring har netop været den systemiske metode bestående af bl.a. bestemte spørgeteknikker og en anerkendende og respektfuld tilgang til borgeren. At sagsbehandleren har fået redskaber til at forstå sin egen rolle som understøttende udvikler har været helt afgørende. Sagsbehandlerne er blevet bedre til at understøtte den sygemeldte i selv at se muligheder og tage ansvar for tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Også viden om psykiske sygdomme har bidraget til en mere kvalificeret sygedagpengeopfølgning.
Resultaterne er også en tidligere arbejdsmarkedsretning af de enkelte sygedagpengeforløb, ligesom de sygemeldte, der deltog i projektet, oplevede en løbende fremgang i forhold til selv at kunne handle konstruktivt på mulighederne for tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Sagsbehandleren vis-a-vis eget system
Fokus var på sagsbehandlerens relation til kolleger og ledelse, herunder den kollegiale opbakning og sparring, som sagsbehandleren henter internt i jobcentret. Den anerkendende tilgang er via projektet blevet fremherskende mellem medarbejderne i jobcentret. Det har medført større effektivitet, en bedre omgangstone og en mere grundig sparring, som understøtter indsatsen over for den sygemeldte. Kollegernes erfaringer inddrages mere i beslutningerne, ligesom organiseringen omkring arbejdet og samarbejdet har budt på nye gode muligheder.
Sagsbehandleren vis-a-vis samarbejdspartnere
Fokus var på sagsbehandlerens samarbejde med virksomheder og læger. Virksomheder, der har deltaget i et samarbejde, har oplevet et stort udbytte af at medvirke. De er blevet rustet til at håndtere sygemeldte medarbejdere. Også projektets indsats omkring lægesamarbejdet har vist sig at være frugtbart. Via projektet har man set vigtigheden af en tidligere inddragelse af lægerne, ligesom den gode dialog også medfører resultater for den enkelte borger.
Anbefalinger – hvis I skal i gang i jeres jobcenter
Måden at arbejde på er blevet implementeret i de to kommuner, der var med hele vejen i projektet. Og der er mange gode grunde til, at andre kommuner skal tage bolden op og følge trop med lignende tiltag.
Projektevalueringen anbefaler altså, at andre jobcentre går i gang med en tilsvarende indsats, og i det arbejde er der flere forhold, som det er vigtigt, at man har fokus på. Særligt opstartsfasen skal der lægges energi i. Erfaringerne vidner om, at der er behov for at gennemføre en grundig afklarings- og afstemningsproces i forbindelse med så gennemgribende et projekt. Der skal være fælles fodslag mellem projektmedarbejdere, ledere og medarbejdere i øvrigt.
På samme måde er det af afgørende betydning, at der løbende sker en understøttelse af medarbejderne i implementeringen. En klar melding fra ledelsen om prioriteringen af projektet skal også finde sted.
Download rapporten nederst på siden og læs meget mere om erfaringer og anbefalinger.
*********************************************************
Fakta
Projektnavn: Evaluering af Projekt LUCA (Læring, Uddannelse, Coaching og Anerkendelse)
Projektperiode: Efteråret 2007 til efteråret 2008
Rapport udgivet: Februar 2009 af CABI og Rambøll Management
Målgruppe: Projektets direkte målgruppe er sagsbehandlere på sygedagpengeområdet i de involverede kommuner. Den indirekte målgruppe er mennesker, der er sygemeldt af psykiske årsager
Samarbejde mellem: CABI, Syddjurs, Middelfart og Furesø kommuner. Projektet er implementeret i de to først nævnte kommuner
Effekt: Projektet har bidraget til at: Udvikle dialogen mellem sagsbehandler og borger og dermed give borgeren førertrøjen i eget liv, optimere dialogen mellem kolleger og ledelse i jobcentret samt organiseringen af arbejdet samt endelig forbedre samarbejdet mellem jobcentermedarbejdere og eksterne aktører i form af virksomheder, læger m.fl.
Støttet af: I 2006 satte Beskæftigelsesministeriet fokus på at forbedre indsatsen over for sygemeldte af psykiske årsager, og CABI fik til opgave at stå for pilotforløbet Projekt 18 % i Mariagerfjord Kommune. I projektforløbet 2006 til 2007 blev der arbejdet med at udvikle og afprøve nye metoder til at styrke den individuelle opfølgningsindsats. Erfaringerne fra Projekt 18 % er fundamentet for Projekt LUCA
*********************************************************